Snoldelev Kirke har tre messehageler. En rød, en grøn og en violet.
Den røde messehagel er nævnt i en synsforretning i året 1688. Den er ikke længere i brug, men findes i Snoldelevs konfirmandstue (boksen).
Den grønne messehagel benyttes i den største del af året under altergangen.
Den nyeste af slagsen er en violet messehagel, kreeret af Lotte Dalgaard og Helle Hviid-Nielsen.
Skærtorsdag aften 2005 blev den ny messehagel [1] taget i brug i Snoldelev Kirke.

Messehagelen er tegnet og vævet af to kunstnere, Lotte Dalgaard og Helle Hviid – Nielsen, der var en del af det trekløver, der stod for udfærdigelsen af Snoldelev Kirkes altertæppe (indviet skærtorsdag 1996).

Violet er fastens farve. Bodens farve. En blanding af blå, som er troens og vandets farve, og rød, som er kærlighedens og blodets farve.

Vand og blod er kerneelementer i den kristne gudstjeneste, der kommer til udtryk i kirkens to sakramenter, nemlig i dåbsvandet og i nadverens vin. De to sakramenter, der er konstituerende for den kristne kirke.

Den violette messehagel anvendes i forberedelsestiden til jul og påske: advent og fastetiden. I disse perioder skal sindet stemmes. Forberedes på at tage imod Jesus i julen og fejre hans opstandelse i påsken.

På såvel for- som bagside af messehagelen er der en gennemgående, lodret lysende stribe. Den peger på budskabet om, at nok er der et mørke, der truer os, men der er lys forude i julens og påskens evangelium selv i de mørkeste perioder af livet. Det knugende mørke er i messehagelen symboliseret ved små mørke felter spredt ud over den violette flade.

Ser man nøjere efter, vil man se, at den lysende stribe er i rødlige farver (Kærlighedens, blodets, morgensolens/ildens farve.).

På bagsiden af den violette messehagel bevæger en guldbelagt Jakobsstige på 15 trin sig op ad (eller nedad) den lysende stribe. Som livet snor sig, snor Jakobsstigen sig. Livets vandring er sjældent den lige vej, men en vej, der er fuld af krumspring og svinkeærinder.

På forsiden repræsenterer fire lige brede og rektangulære guldbånd hver en af de fire evangelister eller evangelier.

Om messehagelen skrev kunstnerne selv omkring deres oplæg:

Vi har tegnet en violet messehagel, hvor farverne er afstemt efter alterets, altertavlens og kortæppets farver. Vores ide har fra starten været at få lyset til at stråle i mørket i form af en lys stribe i to rødlige farver på den violette mørkere flade. Selve udsmykningen på ryggen er Jakobsstigens 15 trin indvævet i guld henover en lysende stribe. Forsiden er forenklet og har på det lysende bånd 4 guldstriber, en for hver af de fire evangelister.

Stoffet væves i uld og silke – spredt over fladen er der indvævet små blålige silkekvadrater.

Lotte Dalgaard – Helle Hviid-Nielsen nov.2004.

[1] Messehagel: (casula, lille hus, planeta) er navnet på den liturgiske overklædning. Den var oprindelig et klokkeformet gevandt, der dækkede hele personen (som et lille hus). Forskellige tider, stilarter og smagsretninger skar bort af den – i længden, for armene, i halsen – så den romanske, gotiske og renæssance-messehagelen opstod.

Af nu brugte former findes den gotiske, som er blød og vid, hænger langt ned og er folderig, på siderne går den til albue eller midt på underarmen; på ryggen har den et Ykors. (Snoldelev Kirkes to messehageler er, som de fleste messehageler til brug i danske kirker, i gotisk facon.)

Den romerske er kortere, hullet til hovedet er meget forlænget ned ad brystet til et helt åbent felt; på siderne når den kun til skulderen og er helt åben – egentlig er den kun et skjold på ryg og bryst. ( Et sådant, meget gammelt eksemplar findes ved Snoldelev Kirke. Det er rødt og benyttes ikke grundet alder)

Barokken og rokokoen snittede ydermere skjoldene ud i facon som en cello og forsynede dem med barokke og profane broderier, så den blev stiv som et bræt.