K.E.´s salmeværksted.

 

Min aftensalme.
Som min mor lærte mig at synge, før vi sammen bad Fadervor. Mange har spurgt mig om teksten og hvem, der har skrevet aftensalmen.
Jeg har nu fundet frem til, at forfatteren er Julius Christian Gerson, der også skrev sangen: En lille nisse rejste. Melodiens noder samt komponist har jeg endnu ikke fundet.
(komponist?)
Lyset slukkes, alt er stille;
hør i nåde, Gud, den lille!
Tak for dagen, tak for livet.
Tak for alt, hvad du har givet.

Tak på faders, moders vegne,
også tak på mine egne!
Vogt os kærlig fra det høje,
når vi nu har lukt vort øje.

Giv os styrke, mens vi blunde,
at mod dag vi vågne sunde!
Gør så vore sorger færre,
tilgiv os! God nat, Vorherre!
( Vi sang: tilgiv os! God nat, o Herre!)

Noder. Lyset slukkes

En adventssalme.

Mel: Tak og ære.
Kom til verden, kom med fred.
Kom, og bring Din verden med.
Her hos os er mørket stort.
Kom, så viger mørket bort.

Du, som kom, bliv lys igen.
Jag vort indre mørke hen.
Giv os af Din adventsro
til at elske, håbe, tro.

Elsk, når ingen elsker mer.
Håb, når intet håb vi ser.
Tro, hvor angsten sneg sig ind.
Kom og varm vort kolde sind.

Kom til verden, kom med fred.
Kom og bring Din verden med.
Du, som bærer verdens kval,
hjertet er din ventesal.
H. F. Rasmussen. 1965

En julesalme.
Long time ago in Betlehem.

En julenat i Betlehem,
fortæller Bibelen,
blev jorden Jesus barndomshjem.
Han kom med himmelen!
Engle sang og harper klang:
"Guds søn er født på jord."
Til himlen går vi nu med sang,
for Jesus er vor bror.

De hyrder, der sad vagt den nat,
de så en stjerne klar
og hørte engle synge at,
Gud selv var blevet far.
Engle sang og harper klang:
" Guds søn er født på jord."
Til himlen går vi nu med sang,
for Jesus er vor bror.

Da Josef og Maria, som
skú føde samme nat,
til Betlehem i mørket kom,
var alle rum besat.
Engle sang og harper klang:
" Guds søn er født på jord."
Til himlen går vi nu med sang,
for Jesus er vor bror.

De søgte, og de fandt trods alt
en stald bag byens larm.
Marias søn, barn Jesus kaldt,
blev svøbt i krybben varm.
Engle sang og harper klang:
" Guds søn er født på jord."
Til himlen går vi nu med sang,
for Jesus er vor bror.

En julenat i Betlehem,
fortæller Bibelen,
blev jorden Jesus barndomshjem.
Han kom med himmelen!
Engle sang og harper klang:
"Guds søn er født på jord."
Til himlen går vi nu med sang,
for Jesus er vor bror.

En nytårssalme.

Mel: Hvad kan os komme til for nød.
I Jesu navn begynder vi
et år med nye dage.
Det gamle år er nu forbi,
et minde står tilbage.
Et minde om en tid, der var,
et minde om at tiden ta´r
sin tid til alle tider.

 

I Jesu - navnet slutter vi
det gamle år, med dage
der gav og tog, og gik forbi
den stærke med den svage.
Et forår blev til sommerleg,
en høst bar bud om vinter bleg,
om fald fra Paradiset.

I Jesu - navnet lægger vi
vort liv med vore dage.
I fængsel eller i det fri,
i jubel og i klage.
Det navn omkranser tid og år,
gi´r yngling, olding barnekår
hos dig, vor Gud og Fader.

I Jesu -navnet finder vi
et glimt af Paradiset,
et løft af tidens slaveri,
et håb i livsforliset,
en Jakobsstige, der når ned
og skænker tiden evighed,
et strejf af evig sommer.

Vi beder nu i Jesu navn,
lad tidens trusler tie
med svaghed, alderdom og savn,
med hungersnød og krige.
Og lad os finde at din fred,
den trodser angst og ensomhed
og giver ro i sjælen.

Hav tak, i Jesu navn, o Gud
fordi Du er til stede
med englevagt og julebud,
i sorg og savn og glæde.
For påskesolens sejerskrans.
For pinsedagens morgendans.
For evighed i tiden.

En diakonisalme.

Mel: De nære ting.
1) Du spiller en rolle på denne planet.
For du er Guds barn, både elsket og set.
Gud kalder på alle. På store og små.
Til kamp mod den død, der gør livsglæden grå.

2)Gud kaldte på Kristus. Han banede vej
i livet og døden. For dig og for mig.
Din udgang og indgang bevarer Han, som
stod op af de døde. Lod graven stå tom.

3)Det spiller en rolle, om du spiller med.
Om du er til gavn, eller om til fortræd.
Den brik i det puslespil, der kun går op
om du er til stede med sjæl, sind og krop.

4) Den dråbe i ørknen, der blomstrer og gror.
Om du møder verden med kærlige ord.
Den stilhed i stuen, der rummer et savn,
som vover at hviske den savnedes navn.

5) Som vover at bede for livet, der gror,
og så for det liv, der forlader vor jord.
Som vover at håbe på trods af den dom,
som verden af vise den bryder sig om.

6) Så spil du din rolle på netop dit sted.
Vær solen, der varmer det bundfrosne bed.
Ræk hånden til den, der slog hånden af dig.
Og smil til den triste, der faldt på sin vej.

7)Ræk hånden til den, der har masser af tid.
Og stands den, der drukner i møder og flid.
For vid at den tid, som du giver i dag,
er fyldt af den evighed, som ligger bag.

 

8) Din rolle er givet. Gå ind i det nu,
der kalder dig frem på den bane, som du
får lagt for din fod, uden tøven og trygt.
Lad fremtiden hvile hos Gud uden frygt.
2005

 

En fastelavnssalme.

Mel: Dejlig er den himmel blå.
Jeg er Tarzan stærk som få.
Jeg har lige lært at gå.
Jeg er Ninja. Jeg en bager.
Jeg en vagabond, så mager.
Alle er vi nu klædt ud,
kom og vær hos os, vor Gud!

Vi har drømme, store, små,
om at måtte himlen nå.
No´n vil gerne være seje,
andre som prinsesser neje.
Alle er vi nu klædt ud,
kom og vær hos os, vor Gud.

Bare jeg var kongesøn.
Bare jeg fik mer´ i løn.
Bare jeg var mere modig,
som en Robin Hood koldblodig.
Alle er vi nu klædt ud,
kom og vær hos os, vor Gud.

Bag min maske, i min seng
er jeg kun en lille dreng,
der er bange for at sove,
fantasierne bli´r grove.
Alle er vi nu klædt ud,
kom og vær hos os, vor Gud.

Bag min maske, indeni,
er jeg kun en lille pige,
der vil puttes, der vil varmes,
af en voksenhånd omarmes.
Alle er vi nu klædt ud,
kom og vær hos os, vor Gud.

Til den lille dreng og pige,
som vi gemmer indeni,
siger Gud: "Jeg holder af dig,
smid du bare masken fra dig.
Jeg kan li´ dig, som du er,
hvad behøver du så mer?"

Kære Gud, jeg takker Dig,
for at Du kan lide mig,
sådan som jeg er på bunden,
uden maske, for i grunden
er det svært at elske sig,
som man er. Jeg er jo mig.
1989

Marthas Bøn.

Mel: Gud, efter dig jeg længes.
O Gud, jeg længes efter
et liv med Ånd og kræfter,
en mening trods mit savn.
Mit liv er helt brudt sammen,
før var det fryd og gammen.
Hjælp mig, at kalde Dig ved navn.

Hvor findes Du i døden?
Hvor er Du midt i nøden?
Hvor skal jeg finde råd?
Min sjæl er svag, den bløder!
En skygge, der kun møder
medlidenhed og bitter gråd.

Jeg ved, at Du er livet,
opstandelsen er givet
til den, der tror på Dig.
Men, hvad skal jeg med livet,
når alt, hvad Du har givet,
er blevet revet væk fra mig?

Tag mig ved hånden, kære,
og hjælp mig med at bære
det liv, jeg bærer på.
Og når jeg mister troen
så tvivlen lammer roen,
da bær mig, til jeg selv kan gå!

Kun Du kan give kraften
på denne jord, hvor saften
i sjælen tørrer ud.
Kun Du kan genforene
i Ånden, sjæl og bene.
I livet her, og der hos Gud.

En nadversalme.

Mel: Gør døren høj.
Ved alterbordet står du, Gud,
og deler nok så ødselt ud.
Du mætter os med Livets brød,
og læsker os med vinen sød.

Vi kommer, Herre, med alt vort,
vi kommer, og vi ved....til kort.
Vi har slet intet vi kan gi´
som tak for dit gæstgiveri.

Vi knæler for dig, for vi ved
at vores ægte ydmyghed
har trange kår på denne jord.
Tit blev det kun til fromme ord.

Forlad vor skyld, det beder vi,
forlad vort tavse raseri,
og giv at vi gør ligeså.
Forlader den, der går os på.

Du bryder brødet, deler ud.
Du, som alene, gode Gud,
kan samle den nedbrudte krop
og la´ den stå af graven op.

Du skænker vin, dit hjerteblod.
Vi drikker liv af Livets flod
og aner at din vin, dit brød
gør evigt ung, trods grav og død.

En salme om Jakob.

Mel: Sov dukke Lise.
Han ville så meget, han drømte stort.
Som barn var hans fædrenehjem
det sted, hvor han lærte at himlens port
stod åben og altid på klem.
Jakob han flygter, væk fra sin bror.
Væk fra sit hjem, og væk fra sin mor.
Bange og skræmt forlader han alt.
Porten er lukket. Magten har talt.

Hans verden brød sammen, og himlen med.
Hans lykke var gået itu.
Han tabte kontrol over tid og sted.
Hans fremtid forsvandt i et nu.
Jakob han flygter. Hvor er nu Gud?
Har Han mon glemt ham? Har Han et bud
på, hvorfor Jakob mistede alt?
Gråden er bitter. Smager af salt.

Han lagde sig ned på en mark et sted.
Hans pude var hård som en sten.
Hans dyne var himlen. Han frøs tilmed.
Han krummed´ sig om sine ben.
Jakob han drømmer. Drømmer sig væk.
Drømmer om barndoms lege og bæk.
Drømmen, den kvæger sanser og sjæl.
Fortiden lever dybt i ham selv.

Gud åbnede porten til himmerig,
lod englene synge i takt.
De sang for den stakkel en melodi,
der lovpriste skaberens magt.
Jakob han nynner med på den sang.
Den har hans moder lært ham en gang.
Håbet det spirer. Troen den gror.
Fædrenes Gud har hørt hans: hvorfor?

Gud talte til Jakob. Han gav ham trøst
i sorgen og savnet, han led.
Guds ord var som balsam. Hans milde røst
den lindrede sjælen, som sved.
Jakob han vågner. Ser sig omkring.
Ser at han ud af slet ingenting
får sig en fremtid. Får sig et liv.
Flugten har fået nyt perspektiv .

Han tilbad sin fædrene Gud, som før.
Han rejste et alter af sten.
Til fremtiden var der en åben dør.
Til himmelen adgang. Igen.
”Stedet er helligt. Her er Guds hus.
Midt på en mark med småsten og grus
genåbner Herren himmelens port",
udbryder Jakob, og drager bort.

Når lykken er gået i tusind skår,
er fremtidens håb lagt i grus.
Når nutiden lider af sjælens sår,
er kroppen et ødelagt hus.
Jakob han faldt, men Gud hjalp ham op.
Herren forbandt hans sjæl og hans krop.
Faldet var aldrig større end stort.
Det endte brat ved himmelens port.

Gud finder det menneske, der fortabt
og modløst på jord flakker om.
Gud mætter den skabning, som han har skabt,
med mening, når sjælen er tom.
Menneskets fald på jorden er stort.
Tak, Herre Gud, for himmelens port.
Mørket, er ikke mørke for Dig.
Du er det lys, der skinner for mig.

En langfredagssalme.

Mel: Befal du dine veje.
Gud, sig det, når mit hjerte,
er såret, tungt og trist.
Og sig det, når min smerte
vil kvæle livets gnist.
Ja, sig det, når jeg ikke
kan finde vejen frem.
Så sig, at der vil ligge
et åbent barndomshjem.

Så sig, at jeg skal være
med Dig i Paradis,
Ja sig, at Du vil bære
mig gennem livsforlis.
Og sig det midt i sorgen,
Langfredag ta´r sin tid.
Gud sig, at Påskemorgen
vil male dagen hvid!

Velsign mig, som den røver
der angrede og bad.
Og gå med mig blandt løver,
som pønser kun på mad.
Velsign mig midt i striden
for liv og kærlighed.
Velsign i modgangstiden
mig med Dit ord, til fred.

Velsignet være Fader
med Søn og Helligånd.
Tak, at Du alt forlader
kun for at række hånd
til alle dem, der møder
en fredag lang, som Du.
Til hjerterne, der bløder,
fordi de gik itu.

En krisesalme.

Mel: Aldrig er jeg uden våde.
Jesus Kristus, Du er Livet.
Tak for alt, hvad Du har givet.
Giv, at jeg må tro på Dig.
Gid at Du vil bo hos mig.

Du var selv engang i krise,
kunne knapt Din Fader prise.
Men Du bad ham, ligesom jeg,
tage smerten væk fra Dig.

Selv om Gud kan alting mage,
vil han ikke smerten tage.
Sendte dog sin engel ned,
for at give Dig sin fred.

Fred til smerten selv at møde,
for, da Du stod op af døde,
at gentage disse ord:
”Fred, jeg giver jer på jord.”

Du har lært mig, fred i livet
kan ej købes. Den er givet.
Kom nu selv til mig herned
i min dybe ensomhed.

Jesus, skænk mig sjæleroen
kærligheden, håbet, troen.
Sluk min længsel med Din fred.
Nu og i al evighed.

En dåbssalme.

Mel: Stakkels Hanne.
Der var stille som i graven,
da Guds Søn beskrev Guds-haven
for det folk, der søndag morgen
endnu bar på hverdagssorgen.
Fugle tav, og træer lytted´
dyrene, de glemte byttet.
Ingen vind forstyrred´ freden.
Tiden svandt for evigheden.

Det var sol ved vintertide.
Det var sejr for den der stride.
Det var trøst og håb og glæde.
Det var smukt, så man ku´ græde.
Her var, hvad man længtes efter.
Her var Livets skaberkræfter.
Her var fællesskabets kilde.
Her bød himlens Gud til gilde.

Alle følte, man fornemmed´,
at hvert ord var fra en fremmed
verden som man knapt nok kendte,
men som drøm i hjertet brændte.
Ja, de var der, midt i haven
gik Gud selv, som var nu graven
som et mareridt forsvundet.
Dødens magt var overvundet.
¤¤¤
Pludselig med et de hørte
barnegråd og støj, der rørte
strenge, som var helt fortrængte.
Hvem var det, der roen sprængte?
Verden var igen den samme
mandag morgen med dens klamme
hånd, der skiller hver familie
mod hver drøm og mod hver vilje.

Da de børn og mødre ikke
gik, men blev trods vrede blikke,
trued´ hele menigheden:
"I forstyrrer jo Guds freden!
Vi var lige midt i Haven,
men nu ser vi atter graven.
Vi var fyldt af fred og glæde,
men nu hører vi dem græde."
¤¤¤
Hør, hvad er det, dog I siger?
råber Jesus vredt. De tier.
Hvad skal I med fred, hvis freden
splitter hele menigheden
op i børn og voksne, gamle,
spreder, hvad mit liv skal samle.
Hvad skal jeg med jeres bønner,
når jeg savner døtre, sønner

I en menighed, der glemmer,
den er legeme, dens lemmer
er fra første dag til sidste
----selv de ubetydeligste---
dele af en større helhed
som selv ikke dødens stilhed
kan halvere. I mit rige,
er I alle elskelige.

Lad kun børn og barnesjæle
sammen med Guds engle knæle.
Lad den gamle med den spæde
være et i sorg og glæde.
Far og mor og lillesøster
har med Bedste fælles trøster.
Sammen synger vi - med kære
der forlod os - Gud til ære.

Sammen skal vi danse, lege.
Hverdag skiller vore veje,
søndag samler dem i festen,
hvor hver døbt bær´ barneresten
frem for Gud. Velsignet være
den, der opgi´r voksenære
for hos Jesus at modtage
barnetro til voksendage!
¤¤¤¤
Hver en søndag kan vi fejre,
at opstandelsen vil sejre.
Pantet, det er barnedåben
hvor vi først så himlen åben.
Her er ingen angst for døden,
Her er ingen trængt af nøden.
Her er ingen stor og lille.
Alle er vi en familie.

Det er sol ved vintertide.
Det er sejr for den, der stride.
Det er trøst og håb og glæde,
det er smukt, så man må græde.
Her er, hvad vi længes efter.
Her er Livets skaberkræfter.
Her er fællesskabets kilde.
Søndag byder Gud til gilde!

En konfirmationssalme.

Mel: Naturen holder pinsefest.
I kirkens hus der lød en gang
for dig for længe siden,
i kirkens skib en salmesang,
der bar dig ud af tiden.
Hver lille gut, hver gamle mand,
hver kvinde og hver pige,
sang salmer om at dåbens vand
gi´r adgang til Guds rige.

Da du som barn blev båret ind
på salmesangens vinger
og ud af verdens rænkespind
til Himlens jordbetvinger,
da tog Gud selv dig i sin favn,
velsigned´ dig som lille.
Da kaldte Han dig ved dit navn,
så intet ku´ jer skille.

Nu går du selv til kirkens kor,
frembåret af de stemmer,
der lærte dig dit Fadervor.
Gid at du aldrig glemmer,
at det er navlestrengen til
dit liv i himmerige.
I glædens rus, trods smertens pil
en daglig himmelstige.

Nu lægger du selv stemme til
det troens kor på jorden,
der, løftet op af englespil,
forener syd med norden.
Et ekko af det skaberord,
der vækker liv af døde.
Et svar fra den forløste jord,
der går sin Gud i møde.

Du går nu ud med løftet om
en pant på morgenrøden.
Du hører til Guds ejendom
i livet og i døden.
Din Herre er din Fader, Gud,
Han vil dit liv bevare.
Han går med dig i verden ud
som fred i sjæl og fare.

En befrielsessalme.

Mel: Nu blomstertiden kommer.
(eller: Befal du dine veje)
På vej mod hovedstaden,
Jerusalem, der gik
en masse folk på gaden,
som efter stedets skik
sku´ fejre påskefesten
i gode venners lag.
Man fejrede for resten
Gudsfolkets frihedsdag.

Og midt i mængdens mylder
gik Jesus Krist, Guds søn.
Han sagde: ”Den I hylder
får snart en røvers løn.
Den fest, som I nu fejrer,
skal ende med min død.
Husk blot, at Gud han sejrer.
Jeg opstår i mit kød.”

¤¤¤¤

En tigger sad på gaden,
hans syn var ødelagt.
Han hørte festballaden
og alt, hvad der blev sagt.
Han spurgte: ”Hvem er manden,
der drager her forbi?”
”Guds søn, og ingen anden”,
var svaret, man ku´ gi´.

De hørte alle råbet:
”Forbarm dig, Davids søn.
Forbarm dig, svar på håbet,
der vover denne bøn.
Udfri mig af mit fængsel,
befri min bundne krop.
Vær du mit lys, min længsel.
Løs mørkets lænke op.”

Han gentog hele bønnen,
for han var ligeglad.
Han tigged´ om, at Sønnen
vi´ se ham, som han sad.
Han ønsked´ kun at mødes
af Kærlighedens Ånd.
Han ønsked´ kun at fødes
igen ved Livets hånd.


Hans ønske blev besvaret.
Han fik sit syn igen,
og Jesus stod forklaret
for ham, som Gud og ven.
Han fejred´påskefesten
i gode venners lag.
Man fejrede for resten
Gudsfolkets frihedsdag.

¤¤¤¤

Den frihed, som Han skænker
os alle påskedag,
er mørket lagt i lænker,
en evig solskinsdag.
Her rækker Gud os hånden
og rejser sjælen op.
Berørt af Helligånden
får kærligheden krop!

De øjne, der var blinde,
får atter lov at se
det lys, der blev til minde
i mørkets barske ve.
Et minde om at livet
engang var smukt og godt.
Et minde, der var givet
i barndomslandets slot.

Han åbner Havens låge
og lukker lyset ind,
bag øjenlågets tåge
på den, der før var blind.
I Jesu-dåbens dråbe,
som gæst ved Herrens bord,
får blinde lov at håbe,
på underet på jord:

At legen i Guds have
er legen her på jord,
en leg imellem grave,
fordi vi tror hans ord.
At Haven den er åben,
og vi går ud og ind.
Genfødt i barnedåben,
bespist på sjæl og sind.

En opstandelsessalme.

Mel. Du Herre Krist.
Din sol går ned,
min dag på sned.
Velsign min natte-skjorte.
Lad sjæl og krop
glad lukke op,
glad lukke op
for morgendagens porte.

Din sol går ned,
mit år på sned.
Velsign min livstids-skjorte.
Lad sjæl og krop
glad lukke op,
glad lukke op
for nytårsmorgens porte.

 

Din sol går ned,
mit liv på sned.
Velsign min dødning - skjorte.
Lad sjæl og krop
glad lukke op,
glad lukke op
for evighedens porte.

Marts 2007

En pinsesalme.

Du gi´r dig selv og deler ud,
du gode, gode Skabergud.
Du gør dig selv, på krybbens strå,
til et med os, som håber på
at livet, det er større end
vor verden,som vi kender den.

Du gi´r dig selv og deler ud,
du gode, gode Frelsergud.
Du gør dig selv, på korsets træ,
til et med os, der finder læ
i skyggen af dit livstræ, som
beskytter os mod død og dom.

Du gi´r dig selv og deler ud
du gode, gode Trøstergud.
Du gør os alle, store små
til et med dig. Du puster på
de banesår, som tog vort håb,
med kærlighedens pinsedåb.

Du Skaber-, Frelser-, Trøstergud,
du ånder ind, vi ånder ud.
Du giver liv og salighed,
og skænker os en himmelsk fred.
Den jord, vi træder på, er din,
din himmel, den er blevet min!

Pinse 2007.

Sommerfest.
En sommersalme.
Mel: Nu fryde sig hver kristen mand.

En sommermorgens sommersol

slår smut på havblå bølge.

Den vækker fugl og Caprifol,

med duft og sang til følge.

En sommerdag står langsomt op.

Den vågner. Strækker ud sin krop

mod solens morgenrøde.

 

En vinter gik sin mørke gang

igennem jordens dale.

Nu mødes den af fuglesang,

som sendt fra Himlens sale.

Forsvundet er den mørke tid.

Forsvundet for en sommer blid,

der kommer mig i møde.

 

En julenat, i jordens skød,

lod himlens sol sig føde.

Den tændte troens svage glød,

kom mørkets folk i møde.

En påskemorgen stod den op

brød gravens segl, i Jesu krop.

Som håbets førstegrøde.

En pinsemorgens pinsesol

gør hver en tvivl til skamme.

Den tænder liv fra pol til pol

med kærlighedens flamme.

Nu ser jeg sommeren slå lejr

som tegn på Paradisets sejr

for levende og døde.

 

Når mørket det ser mørkest ud,

og livet er lagt øde.

Da mind mig om dit julebud,

om påskemorgenrøde.

Undfang i mig den tro, det håb,

at bag ved mørkets vinterdåb

vil sommersolen gløde.


Tak kære Gud, for sommersol.

For legen i din have.

For Clematis og Caprifol.

For Adams morgengave.

For fuglesang i Dannevang.

For Paradisets sejrsgang.

At Du går os i møde.