Kirketure 2009

Søndag den 30. august 2009, kl.9.00 - ca. 17.00.
Kirketur til bl.a. Swanernes hus/Malergården i Odsherred.

Kirke, kunst og kultur. Dette kunne være overskriften for årets kirketur.
Efter en gudstjeneste i en fremmede kirke kører vi til Malergården i Plejerup –kunstnerfamilien Swanes maleriske hjem.
Her vil vi spise frokost og derefter vil sønnen Henrik Swane fortælle om sine forældre samt vise os rundt i de restaurerede stuer, der viser Malergården med inventar og malerier af Sigurd Swane, som det stort set har set ud fra 1930erne og frem til i dag.

Vi slutter med en kop kaffe på stedet og forventes at være hjemme igen kl. 17.00 (ca.)
Turen koster 100,- kr. og alle er velkomne. Dog er det nødvendigt med tilmelding senest torsdag den 27. august til kordegn Birgit Andersen, 46139800 eller til Karen Elise Nabe-Nielsen, 46190017.
Læs mere om Malergården på: http://www.odsherreds-kunstmuseum.dk/public_html/malergaarden.html

 

4 dages tur til Vendsyssel.

30.april - 4.maj 2009.

Torsdag den 30. april.

Fælles bustransport fra:
Kl. 8.00: Snoldelev Kirke – v. parkeringspladsen.
Kl. 8.15: Tune Kirke – v. parkeringspladsen.
Tag madpakke og drikkevarer med.

Til: Feriecenteret Slettestrand.

På vejen mod Vendsyssel besøger vi Jelling kirke, der er en middelalder-kirke, men indvendigt er den helt nyistandsat.
Her vil vi altså kunne se, hvad det gør ved en gammel kirke at blive tilført nye farver.

Vi spiser vores medbragte madpakker i kirkens sognegård inden vi fortsætter mod Slettestrand Feriecenter.

Fredag den 1.maj.

Heldagsudflugt til Skagen.
Kl. 9.00: kører vi mod Danmarks nordligste punkt.
På vej til Skagen besøger vi Den tilsandede Kirke inden vi spiser frokost på en af Skagens mange fiskerestauranter.
Om eftermiddagen vil der være mulighed for:

1) enten at bevæge sig rundt i Skagen og gå på et af byens mange museer
2) eller at følges med rejseleder til Skagens Kirke og på tur til Grenen i Sandormen.

Lørdag den 2.maj.

Børglum kloster og Vildmosen .
Kl.9.00: kører vi til Børglum Kloster. Her vil en guide fortælle os historien bag klosteret, samt vise os rundt på stedet.
Over Vildmosen kører vi til Blokhus for at spise frokost og for at opleve resterne af en af de fiskerbyer ved Jammerbugten, der tidligere fristede en barsk skæbne, men som i vore dage liver op om sommeren på grund af turisme og badegæster.

Eftermiddagen og eftermiddagskaffen indtages under lidt mere snævre forhold, nemlig i et sommerhus, Scivias, der ligger i Rødhus, tæt på Vesterhavet og den strand, som biler stadig kører på.
Selvom sommerhuset er stort (112m2) håber vi på godt vejr, så vi kan skiftes til at drikke kaffe og gå lidt ture.

Søndag den 3. maj.
Kl. 9.00 Hjemrejse.
På vejen hjem deltager vi i en gudstjeneste i en af Nordjyllands mange smukt nyrenoverede kirker, før frokosten spises på et udsøgt sted.
Eftermiddagskaffen vil vi drikke på Fyn og vi forventer at være hjemme igen senest klokken 18.00.

Velkommen til en tur og et sted, hvor såvel geografi, danmarkshistorie og naturens luner har haft og stadig har stor betydning for det liv, som udfoldes.

Aftenerne vil vi tilbringe sammen i et af feriecenterets fællesrum og omkring sang og fortællinger fra Vendsyssel.

Praktiske oplysninger.

Pris.

Samlet pris for fælles bustransport, ophold, fuld forplejning og udflugter:

Ophold i lejlighed for 2 personer: 3.300, - kr.

Ophold i lejlighed for 3 personer: 3150,- kr.

Ophold i lejlighed for 4 personer: 3000,- kr.

Lejlighederne rummer to soveværelser og en stor fælles/opholdsstue.
I det ene soveværelse er der en dobbeltseng. I det andet to enkeltsenge.

Det er derfor muligt at sove to par eller et par og en enkelt i hver lejlighed. www.slettestrand.dk

Feriecenter Slettestrand ejes og drives af Familien Kronborg, der bruger de fleste af vores vågne timer på at skabe et feriested, hvor mennesker, uanset forudsætninger, kan mødes på lige fod og føle nærværet, glæden og rummeligheden på vores feriested.

Tilmelding.

Tilmelding til Tune Menighedscenter, tlf. 46139800.
Åbningstid: hverdage kl. 9.30 – 13.00 (torsdag tillige kl. 16.00 – 18.30)
Eller sognepræst Karen Elise Nabe – Nielsen, tlf. 46190017

Billeder fra turen til  Vendsyssel.

 

4 dages tur til Vendsyssel. 30.april - 4.maj 2009.

Torsdag den 30. april.

Til: Feriecenteret Slettestrand.
På vejen mod Vendsyssel besøger vi Jelling kirke, der er en middelalder-kirke, men indvendigt helt nyistandsat. Helhedsudsmykningen af Jelling kirke er udført af kunstneren Jørn Larsen.
Her så vi, hvad det gør ved en gammel kirke at blive tilført nye former og farver.
Inden vi går ind i kirken, betragtes og beundres de gamle Jellingstene.
Stenene over Gorm den gamle og hans kone Thyra.

Samt stenen, der kaldes for Danmarks dåbsattest.
Den sten, som kong Harald lod sætte i fobindelse med "kristningen af Danmark".
Kirkeværgen ved Jelling Kirke, Alfred Frandsen fortæller om stedet og historien.

Inde i kirken mødtes vi af et fantastisk lys. Dels fra vinduet i koret mod øst...
...dels fra andre romanske vinduer, isat glasmosaikker.
I gulvet løber et mønster. Det har korset som form, og er uendeligt, idet der ikke findes begyndelse eller ende på striben.
Herunder er tværbjælken på korset.

Under den sølverne stribe ligger resterne fra Gorm den Gamle.
I koret findes reproduktioner af Danmarks ældste kalkmalerier. Omkring 1900 blev konservator Magnus Petersen sat til at reparere de kalkmalerier, man fandt under et lag af puds og kalk. Det lykkedes på nord og østsiden, mens sydsidens kalkmalerier var for ødelagte. I 1926 overlod man den side til kunstneren J.Th. Skovgaard. Læs mere på: http://www.fortidensjelling.dk/jelling53.htm


Efter at have set og hørt om kirken, indtog selskabet frokosten, de medbragte madpakker, i den nye sognegård. Her fortalte kirkeværgen om bygningen af denne.

Vi ankom til Feriecenteret Slettestrand sidst på eftermiddagen. Trætte, men opstemte af en lang og dejlig tur over Aggersundbroen i det smukkeste forårsvejr.

Fredag den 1.maj.
Heldagsudflugt til Skagen.
Kl. 9.00: kører vi mod Danmarks nordligste punkt.
Vi deler os i Skagen by, således at nogle vandrer til Skagen Museum og Anna og Michael Anchers hus. Andre besøger Brøndums hotel og nyder nogle medaljer, lavet efter opskrift af Anna Hedevig = Anna Anchers mor, der viede sit liv til Herren som den tjenende gæstgiverinde! Endelig er der en gruppe, der besøger Skagen Kirke og kirkegård samt Skagen bryghus.

Skagen kirke. Hvid og smuk.

Alterbilledet er malet af Joakim Skovgaard, den hellige familie i Betlehem.
Alterbordsforsiden er malet af Arne L. Hansen: Via Dolorosa, Golgatha og påskemorgen.
Korsfæstelsesgruppen er lavet af den lokale kunstner, Niels Helledie.

Skagen Kirkegård, hvor alle de kendte kunstnere, der flyttede til Skagen i slutningen af 1800 tallet ligger begravet.
Herunder Anna Anchers bror, Degn Brøndum, der førte hotellet Brøndum videre.


Den første af kapellanerne i Skagen kirke fører et for rejsedeltagerne kendt efternavn.

Her nydes den lokale øl på Skagen Bryghus.

Og her ventes der på at gæste Bodilles kro for en tiltrængt frokost.

Frokosten bestod af de skønneste fiskefrikadeller med kartoffelsalat og tyttebær til.

Kopier af Skagen-kunsten hænger overalt. Hip, hip hurrah.

På Brøndums hotel hang billeder af Skagenkunstnerne, malet af samme. De er siden flyttet til Skagen museum. her er de i kopi.

Efter frokosten går turen til Grenen. I det smukkeste vejr. Havblik og slapt hængende flag er ikke hverdag på stedet. Men vi var heldige. De fleste vandrede ud på spidsen af Grenen.


På vejen hjem til feriecenteret går turen omkring den tilsandede kirke.

Mere blå kan man vel ikke tænke sig en himmel.

Hjemme på feriecenteret, der ligger tæt på vandet, gik hele selskabet ned til stranden og den flotteste solnedgang. Alle klappede, som man gør det i Skagen, da solen svandt ned i havet.