Allehelgen


Og ved tidens grænse lever fortsat
,
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes, dåbens lys er tændt, når livet slukkes.
Svein Ellingsen 1971. DDS.448 vers 5.
Lidt fakta om Allehelgen og Halloween. 
Ord til trøst.
Indledende bøn.
Afsluttende bøn.

"Sådan er der altid et lille lys i mørket det står og blafrer dér, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd" (Trille)
”Børn leder efter et land, som ingen kender, men som de tror på findes, fordi de savner det.”
Bjarne Reuter.

Jeg længes efter landet, som ikke er,
for alt det, der er, er jeg træt af at begære.
Månen fortæller mig i sølverne runer
om landet, som ikke er.
Landet, hvor alle vore ønsker forunderligt
opfyldes,
landet, hvor vore lænker falder,
landet, hvor vi svaler vor sårede pande
i måneduggen.
Mit liv var en hed illusion.
Men ét har jeg fundet, og ét har jeg virkelig
vundet -
vejen til landet, som ikke er.
(fra digt af Edith Södergran)

Bladene falder, hvirvles langt omkring,
som visnede i himlens fjerne haver;
de falder, vægrende, med store sving.

Om natten falder Jorden, tung og stum,
fra stjernerne til ensomhedens rum.
Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se det på de andre, se: det er i alle.

Dog er der én, og altings falden ender

uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

Rainer Maria Rilke

V1. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2 han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

v3 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

v4 Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

v5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

v6 Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

Salme 23, Det gamle Testamente.

Vejs ende
Ved vejs ende ler dine øjne endnu,
og du rejste gerne det hele om.
Det er denne glade sult i dit blik
Der for mig er det største mirakel.

Ved vejs ende ved jeg, at målet aldrig
var nogen erobring eller noget fald.
Det var at nå frem til her og sige:
Denne dag er ingen drøm.
Og kun have dig i tankerne.

Ved vejs ende bliver det smukkeste vel
det, at vi ved, at rejsen forbliver,
Også efter os, uden besværlige kroppe.
Når vi atter er blevet til støv og lys

Og hinsides steder
bliver skinnerne ved.
Som spor af liv.
Ind i solen.
Bo Green Jensen.

"Sådan er der altid et lille lys i mørket det står og blafrer dér
et sted,
men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd" (Trille)

Lysmesse i Snoldelev Kirke.
Allehelgensaften, søndag den 3. november 2013 kl. 19.00.

Med smuk musik, gode salmer og trøstende og løfterige tekster fra Bibelen, vil vi igen i år samles i Snoldelev kirke for at mindes de mennesker, som levede og døde.
Når man kommer til kirken vil den være oplyst af levende lys i bænke, vinduer og omkring alteret. I våbenhuset får man udleveret sit eget fyrfadslys, som man kan tænde og sætte i et dertil opsat sandkors i kirken.
Vi vil mindes vore kære med savn og sorg over, at de ikke er hos os mere, og med taknemmelighed for alt det, de gav os, mens de var i live.
Vi vil mindes dem, vi mistede, og vi vil på denne dag følge den gamle tradition i Snoldelev kirke og især mindes de mennesker, som siden sidste Allehelgen er døde og bisatte fra Snoldelev Kirke.
Navnene på hver enkelt nævnes, mens menigheden står op for sammen at ende med bønnen: ”Guds fred med dem der døde i Danmarks rosengård. Guds fred med dem der bløde af dybe hjertesår.”

Efter Lysmessen er alle velkomne i konfirmandstuen til en kop kaffe og Hennings æblekage.

Snoldelev Menighedsråd.


Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 14 vers 7-8.

Ingen af os lever for sig selv,
og ingen dør for dig selv;
for når vi lever,
lever vi for Herren,
og når vi dør,
dør vi for Herren.
Hvad enten vi altså lever eller dør,
tilhører vi Herren.


Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.

Joh. Johansen.
 

Den første søndag i november sætter vi i kirken ord på smerten over sorgen, tabet og savnet af vore kære.
Det gør vi med salmer, bøn og tekster fra Bibelen.

Når vi synger sammen.
Når vi beder sammen.
Når vi lytter sammen til Guds ord.
Så bekræftes vi sammen i troen på opstandelsen: at” dåbens lys er tændt, når livet slukkes”.

at den Gud, der er Herre i vort jordiske liv, også er Herre i vor død.
at vi lever i ham,
at vi dør i ham.
For at opstå i ham.

Dåbens lys er tændt, når livet slukkes!
Derfor kan vi under gudstjenesten Allehelgensdag sammen mindes vore kære.
Som døde for os. Før os.
Men som levende for Gud. Hos Gud.

Og derfor kan vi under gudstjenesten Allehelgensdag sammen takke Gud for, at vi fik lov til at leve sammen med vore kære for en tid her på jorden. For, at vi må og kan leve videre her på jorden med håbet om et gensyn med vore kære. Hos ham. I ham.


”Sorg er ikke sygdom, men livets reaktion på smertelige tab. Man kan ikke leve uden at sørge. Det sørgende menneske trænger derfor til fællesskab og trøst……døden er livets pris som sorgen er kærlighedens pris. At miste nogen er altid en smertelig erfaring.”

Således står der i forordet til en meget smuk lille bog fra forlaget Verbum (2002) af den norske salmedigter, Svein Ellingsen. Bogens titel er: alt blev med et så stille, undertitlen er: salmer og bønner i sorg.

Fællesskab om livet og døden, kærligheden og sorgen. Det er, hvad vi sammen finder, når vi tager afsked med vore kære ved en bisættelse/begravelse. Det er, hvad vi har brug for at finde livet igennem. Men efter en bisættelse ”bliver alt så stille”. Livet og verden bevæger sig videre, som om der ikke var sket noget samtidigt med, at man som efterladt pårørende kan føle sig koblet af, fordi livet er gået i stå og verden er brudt sammen. Det er denne stilhed Svein Ellingsen på smukkeste vis i akvareller, bønner og salmer forstår at sætte ord og billeder på. Ord og billeder som man kan tage til sig og bruge i det liv, der skal leves i medgang men også og ikke mindst i modgang.

Om Svein Ellingsen skrives der endvidere i forordet:” at han altid har skabt sin kunst med sorgen og håbet som livsramme. Han ved, hvad tab er, men han har heller ikke tabt troen på nærværets kraft og troen på at levende ord har bærekraftt”.

Svein Ellingsen har fået 11 salmer med i den nye salmebog. En af disse salmer, der stammer fra bogen, alt blev med et så stille, er salmen:

1)Vær stærk, min sjæl, i denne tid,
når du har tungt at bære!
Hold ud i prøvens stund, og lid
de døgn, du går i lære.
En dag til slut
blir mørket brudt
af lyset fra Guds fremtid.
2)Giv håbet rum i denne tid,
hvor langt du end er nede.
Hos den, som taber i sin strid,
er Herren skjult til stede.
Ved Kristi værk
du bliver stærk
og hviler i Guds fremtid.
3)Se, mørket blir din modningstid!
Hold ud, til natten vender!
Se bort fra angst og indre splid,
du er i gode hænder!
Se, du er fri
og lever i
Guds løfterige fremtid.
Svein Ellingsen 1971. Dansk 1978.


Lidt fakta om Allehelgen og Halloween .

Allehelgen bruges ofte i dag til at mindes de mennesker, vi har mistet. Det gøres ved en speciel gudstjeneste, hvor man fokuserer på dem, vi har mistet og den kærlighed, vi har fået fra dem.
Fejringen af Allehelgensdag (den 1. november) og Alle Sjæles dag (den 2. november) hører til nogle af kirkens ældste fester. De gamle traditioner var bygget op omkring en aftengudstjeneste, hvor der fandt en forbøn sted for alle de døde og levende, hvorefter menigheden gik i procession ud på deres kæres grave og ofrede mad (brød) samt tændte lys på gravene. Et vigtigt led i dette var desuden den stadige klokkeringning. Fejringen af Allehelgensdag var imidlertid en af de skikke, som reformationen slog ned på med sin kritik af helgendyrkelsen. I det meste af Nordeuropa forsvandt de gamle skikke derfor. Fejringen af Alle Sjæles dag blev således afskaffet allerede i 1500-årene, mens dog Allehelgensdag blev fastholdt som helligdag indtil 1770. Derefter flyttedes fejringen heraf til den 1. søndag i november.
Halloween
Halloween, hvis egentlige dato er 1. november, er den amerikanske udgave af Alle Helgen. I de sidste år er den også kommet på mode i Danmark. Halloween fejres aftnen inden selve dagen, dvs. den 31. oktober om aftenen. Halloween er en aften og nat, hvor man "kalder trolden ved navn". Her kalder man alle onder magter frem, men i karikeret udgave, så det bliver tydeligt, at de ikke bør have magt. Her er formålet at gøre grin med døden og alle onde magter, så de mister deres magt. Det onde skal have det modsatte af respekt. Der festes og larmes og tændes lys, så det onde bliver bange. Jo grimmere og mere grelle kostumerne og udtryksformerne er, jo bedre. Denne aften skal ondt bekæmpes med ondt - det onde skal blive bange for sig selv ved at konfronteres med de grufulde kostumer. De mest udbredte Halloween - traditioner er fremstilling af græskarlygter samt udklædning i heksekostume og selvlysende skeletter, flagermus og edderkopper.
Kilde: "Kirkegang for begyndere, Roskilde stift"

Ord til trøst:

”Børn leder efter et land, som ingen kender, men som de tror på findes, fordi de savner det.”
Bjarne Reuter.

Landet bag hav.
Bag død og bag grav.
Viste sig for os, og mørket det tav.
Det fødtes i tiden.
Det fandt en favn.
Og verden har siden
haft navn for sit savn.

Landet bag hav.
Bag død og bag grav.
Begyndte at bløde.
Besøgte de døde.
For siden at rejse sig op af sin grav,
da døden var bundet, og mørket det tav.
Han vendte tilbage
med evige dage.
Og jorden har sunget den sang lige siden,
der handler om evigheds indtog i tiden.

Landet bag hav.
Bag død og bag grav.
Gav lyset tilbage
til mørke dage.
Gav mund og mæle
til menneskesjæle.
Der leved´ med savn
og drømme om Landet, uden navn.
Nu var de sat ind i
det Lands symfoni.
Nu kendte de tonen.
De greb mikrofonen
og sang med én stemme.
Om Landet derhjemme.
Hvor tiden står stille.
For stor og for lille.
Hvor barnet, det leger.
Det tumler. Det peger
på edderkoppen, sikken én.
Med lille hoved og lange ben.
Hvor ingen skændes,
og ingen skilles.
Hvor længslen efter lykke
stilles.

Om Landet derhjemme.
De sang med én stemme.
Og så med et, at jordens stue
var farvet og favnet af Himlens bue.
At Landet derhjemme.
Det lånte dem stemme.
Til at påstå Livet, midt i Døden
Til at tro på Landet, selv i nøden.

For Landet bag hav.
Uden død, uden grav.
Gav genlyd til mange.
Der før var bange
Gav håb til dem uden.
der så gennem ruden.
De løftedes af
et løfte derfra.
For midt i tiden.
Gav Gud os viden.
Om Landet bag hav
Uden død.
Uden grav.
KENN 1989

Jeg længes efter landet, som ikke er,
for alt det, der er,
er jeg træt af at begære.
Månen fortæller mig i sølverne runer
om landet, som ikke er.
Landet, hvor alle vore ønsker
forunderligt opfyldes,
landet, hvor vore lænker falder,
landet, hvor vi svaler vor sårede pande
i måneduggen.
Mit liv var en hed illusion.
Men ét har jeg fundet, og ét har jeg virkelig
vundet -
vejen til landet, som ikke er.
(fra digt af Edith Södergran)

"Sådan er der altid et lille lys i mørket det står og blafrer dér et sted, men hvis du vil kunne se det så må du ikke være mørkeræd" (Trille)

De tre stene.
Der lå en sten over Jakobs brønd
den tungeste sten blandt stene.
Ved synet af Rachel blev Jakob så glad,
at han løftede stenen alene.

Normalt kom der fire mænd derned
for at løfte stenen ved aften.
Men Jakob fyldtes af kærlighed.
Af kærlighed fik han kraften.

Der lå en sten på Frelserens grav,
den tungeste sten blandt stene-,
og rygtet kom ud over land og hav,
at kærlighed bar den alene.

Og vi, der var underlagt synd og død
og alle fordrevet fra Eden,
kom sammen og lytted, når ordet lød
om stenen og kærligheden.

Der ligger en sten på hver eneste grav.
Jeg stod ved min fars forleden
og vidste, at selv den tungeste sten
kan bæres af kærligheden.
Joh. Møllehave.


"Tungt er dit åndedrag, tungere vi erkender,
livet skal slutte så ungt,
men vi tror du falder i levende hænder,
ja vi tror, du falder i levende hænder.
Tæt på dit sidste minut, dine muskler spænder,
og alle kan se det er slut,
men vi tror, du falder i levende hænder,
ja vi tror, du falder i levende hænder.

Ingen kan nå dig mere, her står dine venner.
Hjælpeløst ser vi det ske,
men vi tror, du falder i levende hænder,
ja vi tror, du falder i levende hænder.

Udenfor alle ord og de tanker vi sender,
afgrunden er så stor,
men vi tror du falder i levende hænder,
ja vi tror du falder i levende hænder.

Stumheden brænder, fordi dit livslys forbrænder,
om lidt er det hele forbi –
men vi tror du falder i levende hænder,
ja vi tror du falder i levende hænder,
ja vi tror du falder i levende hænder,
ja vi tror du falder i levende hænder."
Joh. Møllehave. Sunget af Anne Linnet.


Indledende bøn.

Vor Gud og far i himlen.

Tak for livet, du har givet os og giver os at leve på denne jord.
Tak for de mennesker, som du har givet os at leve sammen med.
For forældre og børn.
For venner og bekendte,
nære og fjerne.

Vær du nu på denne aften hos os, og fortæl os i ord, musik, levende lys og sang,
at du er den, der med din kærlighed lever, ånder, rører sig og er i denne verden, på denne jord.
Således som du en gang var,
og som du altid vil være.

Men fortæl os også, at livet er evigt for hver den, der ved dåben blev ført ind i dit samfund,
dit rige,
så vi må tro på,
at de mennesker, der døde for os,
nu lever hos dig,
Og at vi er dem, der en dag følger efter
til et evigt samvær med dem hos dig,
når vores vandring på denne jord har ende.

Der er så meget vi ikke forstår og aldrig kommer til at forstå,
når vi sidder tilbage med tabet af et menneske,
som vi holdt af,
men som alt for tidligt lod os stå alene tilbage med en sorg og et savn,
som ingen eller intet kan fylde.

Vær du den, der midt i denne sorg og savn trods alt kan tænde et lille lys i mørket for os.
Et lys, som vi kan se og famle os frem ved,
når mørket truer med at tage magten fra os.
Et lys, som vi kan klynge os til,
når alt andet her på jorden er bristet for os.
Et lys, som kan holde vort håb i live midt i håbløsheden.
Et lys, som kan holde vor tro i live midt i vantroen.
Et lys, som kan holde vor kærlighed i live midt i bitterheden.

Hjælp du os nu til, at vi må tage forskud på det evige livs gudstjeneste.
Gør vor sjæl fri og løft den op over byen og stjernerne,
for at den der,
sammen med dine engle, åndemagter og kræfter,
alle dem, der levede her, men nu lever der,
kan stå for din trone.
For der at synge for dig.

Amen.


Afsluttende bøn.

Vor Gud og Fader i himlene.
Vi takker dig for,
at du lod din søn, Jesus Kristus,
komme ned på denne jord for at hente os op til dig,
i Din himmel.

At du er Gud og Far
for både os, der lever her
og alle dem, der lever der,
hos dig,
i dit rige.

Vi takker dig for,
at dit rige ikke er begrænset
af tid og sted,
af før og nu,
af her og der.

Men at det kan rumme os alle,
fordi din kærlighed tror alt, håber alt, udholder alt.

Vi takker dig for alt, hvad du gav os
gennem dem,
der gik forud for os.
Der levede og elskede,
græd,
lo og kæmpede,
som vi gør det.
Mennesker, der var lys og salt i denne verden,
og som blev forbilleder for os, der lige nu lever her på jorden.
Så vi kan finde ud af at leve det liv vi skal leve,
og dø den død vi skal dø.

Vær du hos os på denne kæmpende jord.
Rejs sammen med os imod dit rige.
Din verden.
Den evige stad.

Og lad os mærke, føle og vide,
at vi aldrig er alene i vores liv eller med vores liv,
fordi mørket ikke er mørkt for dig,
og natten er klar som dagen.

Fyld os med din ånd,
din magt og din kraft,
så vi må føle, at du er der for os og hos os
som lyset i mørkets land,
som lyssøjlen i sorgens ørken.

Vær du os nær, når vi vandrer på bjergets top i lykkens rus,
eller når vi bevæger os ned i dalen,
hvor det smerter og gør ondt.

Tak for Helligånden,
syndernes forladelse og det evige liv,
som du skænkede os, da vi blev døbte.

Hjælp os med at bære det lys ud i verden,
som du tændte for os,
i os,
så vi selv kan være lys i denne verden,
for alle,
som er omkring os.

Giv os kraft og styrke til at kæmpe mod alt,
hvad der er ondt,
og alt hvad der gør os ondt her på denne jord

Indtil den dag,
hvor vi bliver til evig tid salige,
og skal mødes med dig og dem,
som gik forud for os,
i en evig lovsang
omkring din trone!

Amen.