Andagt 2010


22. december 2010.
 Siger man til jer: “ I skal søge til dødemanerne og til sandsigerne, der hvisker og mumler; skal et folk ikke søge til sine guder, til de døde til fordel for de levende?” så skal den, der ingen morgenrøde ser, svare “Til belæringen og til budskabet.”

Es. 8, 19-20.

Ingen kan tjene to herrer.
Matth 6,24

Da jeg som helt ung præst skulle holde talen ved et adventsmøde i en præstegård, foreslog jeg, at vi skulle synge sangen: Ind under jul, hvor er det trist.
“Åh nej“, sagde den gamle provst på stedet. “Ikke den. Den er da så trist, og adventstiden er da alt andet end trist.”
Vi venter i mørket på lysets komme. Vi venter i natten på Himlens morgenrøde. Vor venten er fyldt af længsel efter, at Gud lader sin søn Jesus føde hos os og i os. Men også af glæde over, at Gud selv forlader sit himmelske lys for at tænde det for os, der sidder i dødens og mørkets skygge.
Vi venter, ja. Men vi venter ikke på hvad som helst eller på hvem som helst.
Og vi venter ikke forgæves og uden håb.
Forventningens glæde sender allerede nu i ventetiden morgenrødens første spæde stråler ind over os, og giver os mod til at leve i forventningshåbet.
Den gamle provst har jo ret.
Mørkets Herre fortjener hverken at blive fejret eller dyrket i sang, tværtimod. Så kan vi være tjenere for Lysets Herre ved i ord, handling, bøn og sang uophørligt at pege på budskabet om vor Herre Jesus Kristus, der selv kommer til os som lys i mørket.
Hans lys er nemlig stærkere end alt det, der kan gøre livet og verden trist og mørk.

Himlens morgenrøde
sig lod på jorden føde
ved midnatstid i Betlehem,
den dunkle vrå blev lysets hjem.
Ære være Gud i det høje!
DDS101,1.
Sognepræst Karen Elise Schildt Nabe - Nielsen,

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Snoldelev.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

**************************************************************************************************************************************************
 

 

23. december 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herrens gerninger er store, velegnede til deres formål.
Sl. 111,2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De lagde syge for hans fødder, og han helbredte dem, så skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde kunne se. Og de priste Israels Gud.
Matt. 15, 30-31

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lige netop i dag flytter en større nåletræsplantage ind i de danske dagligstuer for at blive behængt med pynt og lys. Vi gør store gerninger og skyr ingen anstrengelser for at opløfte vores vintermørke stuer til lyse paradissale.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og inden i morgen aften vil vi have lagt en massiv krans af pakker omkring træernes fødder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For dér lægger vi det bedste vi kan, og det, vi tror, bedst kan gøre vores nærmeste glade. Heldigvis kan de fleste gaver byttes; for selv om de er store og velmente, er de ikke altid lige heldige og formålstjenlige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De særprægede skikke kan bruges til at minde os om, at julenat gjorde Gud den modsatte bevægelse. Han flyttede lyset fra sin himmel her ned på jorden. Ved at lade Jesus føde i stalden tændte Gud det lys, som nu kan brede sig helt ind i vores stuer og hjerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gud gjorde sig i julen den anstrengelse at komme ned på vores upyntede jord som barnet Jesus. Og selvom vi ikke havde nogen gaver eller noget andet at give ham, for at gøre ham glad, så forkyndte Gud alligevel, at vi mennesker havde hans velbehag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det betyder, at gaverne til alle dem, vi holder af, kan vi roligt lægge ved træets fødder. Ved Jesu fødderne kan vi så lægge alt det svære vi har, alle vores byrder og sorger og mangler. Som en slags omvendte gaver. For når vi lader Guds lys skinner over al vores elendighed, så ser vi, at i det lys er vi elskede som søskende til barnet i krybben, og arvinger til Guds riges herligheder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!

 

 

 

 

 

 

DDS. 224 v. 5

Henning Nabe-Nielsen.