15. marts 2013

Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre?
Salmernes Bog 130,3
I Jesus Kristus har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.
Efeserbrevet 1,7

”Det er ikke min skyld. Kvinden, du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg”. ”Det er ikke min skyld. Slangen forledte mig til at spise.”
Ordene er velkendte. Ur - menneskelige. Nogle af de første udtalelser vi har af menneskemund. Adam skyder skylden på Eva, og Eva skyder skylden på slangen. Skylden kører i ring. Alle prøver at frakende sig skylden, men alle er dybest set skyldige. Derfor bliver slangen forbandet og Adam og Eva smidt ud af haven.
Skylden kan vi hverken løbe fra eller med held videregive til vor næste. Vi sidder alle fast i skylden, og er, hvad enten vi vil det eller ej, medskyldige og skyldnere på godt og på ondt.

Får vi først øje på vor skyld. På alt det, vi skylder hinanden. På alt det, vi er skyldige i. Kan vi martres af skylden og forgæves forsøge at betale af på den med gode gerninger eller store gaver. Med faste og med selvudslettende selvpinsel.
Men evangeliets forløsende påstand er jo ikke, at skylden bliver, men at skylden er betalt. Oven i købet på forhånd.
I dåben fik vi i Jesus Kristus forløsning ved hans blod. Tør vi tro på det, ja da kan vi også lægge al vor skyld fra os. Over på ham, der tager sig af den og ikke vogter på den, men tilgiver og lader den være glemt i al evighed.
Det giver os frimodighed til at leve hver dag. På ny. Forfra. Med nåden som sin daglige livsledsager og følgesvend.

O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.

DDS 435.

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.