Krybbespil 2006.

Søndag 2.søndag i advent 2006 den 10.december kl. 14.00
Krybbespil i Snoldelev Kirke.Stjernen ledte visemænd.
Pressemeddelelse før krybbespillet:

Kom lad os gå med stille sind,
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud!
Krybbespillet i Snoldelev kirke er i år af praktiske grunde flyttet frem til 2. søndag i advent. Her optræder børn og unge fra Snoldelev og Tune sogne som Maria og Josef, engle, hyrder, kejser Augustus og meget mere.

Krybbespillet, der begyndte i det små for over ti år siden, har stille vokset sig rigtig stort, således at der nu er både lysmester og lydmand på, samt opsat en scene, så flest muligt kan se og høre.

Der er som regel trangt i kirken som i Betlehem, når julens glade budskab bliver forkyndt for hele folket af små og store drenge og piger. Ikke et øje er tørt, når de mindste engle skal løftes op til mikrofonen for at fortælle, at ingen skal være bange, og forventningens glæde til jul spændes hos alle, når man samtidigt får lov at tage hul på de første af julens kendte og elskede salmer.
Så glæd jer og fryd jer!

Efter krybbespillet er der juletræsfest i sognegården, hvortil alle kan købe billetter hos købmand Bent. Her danses der om juletræet, og her får alle børn den traditionelle julegodtepose.

Karen Elise Nabe- Nielsen.

Du skal ikke være bange, Maria.

Og efter:

.....og ikke et øje var tørt, da engle og hyrder, herold og konger, romerske soldater, Jomfru Maria og Josef sang om den nyfødte kongesøn ved krybbespillet i Snoldelev Kirke, 2. søndag i advent!

Kirken var fyldt til bristepunktet. Det var som i Betlehem, hvor der ikke var plads til alle. Nogle stod, andre sad på gulvet. Men alle nød at være med i det årlige krybbespil. Og der bliver vundet mange små sejre, når man ikke er mere end fire år og alligevel i en mikrofon kan sige til hyrderne, at de ikke skal være bange. Når man er forkølet og alligevel er i stand til at synge Marias sang rent og klart, så alle kan høre. Når man er konfirmand, og alligevel får mod til at synge hyrdernes sang på melodien: jeg en gård mig bygge vil!! Og fredslyset fra Betlehem, som kom til Snoldelev kirke første søndag i advent, blev brugt som bål for disse hyrder.Et barn er født i Betlehem

Selv menigheden blev sat på en prøve, formelig sparket i gang, da organisten satte i med den første salme: for længe siden i Betlehem. For pludselig var der saft og kraft over melodien, og den bevægede sig ikke i den stille kirkesalmetonegang, men i den calypso-rytme, som den er skrevet i. Hele kirken måtte lige vende sig en gang for at se, hvilken kunstner, der sad bag orgelet.

Bag hele krybbespillet ligger der et kæmpe arbejde, som man især kan takke sognemedhjælperen, Jesper men også hans mange medhjælperhjælpere for. At holde styr på små 60 børn og unge kræver sin mand, og han findes altså i Snoldelev og Tune kirker. Vise mænd fra Østerland.

Ære være Gud i det høje!