Mel: Tak og ære.

Kom til verden, kom med fred.

Kom, og bring Din verden med.

Her hos os er mørket stort.

Kom, så viger mørket bort.

Du, som kom, bliv lys igen.

Jag vort indre mørke hen.

Giv os af Din adventsro

til at elske, håbe, tro.

Elsk, når ingen elsker mer.

Håb, når intet håb vi ser.

Tro, hvor angsten sneg sig ind.

Kom og varm vort kolde sind.


Kom til verden, kom med fred.

Kom og bring Din verden med.

Du, som bærer verdens kval,

hjertet er din ventesal.

                                                                                       H. F. Rasmussen. 1965

Præludium. Kirkens to nye alterlys bæres ind og sættes på alteret.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: Vi hænger op en adventskrans.

Det første lys i adventskransen tændes.

Bøn.

Tekstlæsning ved konfirmander.

Trosbekendelsen.

Salme: Kom til verden, kom med fred.

Prædiken. 1.del.

Salme: 60. Blomstre som en rosengård.

Prædiken 2.del.

Bøn./Fadervor.

Velsignelse.

Salme: 66. Vær velkommen.

Bekendtgørelser.

Udgangsbøn.

Postludium. Lys fra adventskransen bæres ud af kirken. Ud i verden!

Info:

Det er første søndag i advent.
Den første dag i det nye kirkeår.
Kirkens nytår.

Det gamle er forbi. Se, noget nyt er blevet til.

Det vil vi fejre med sang. Med bøn. Med jubel.

Vi vil synge velkommen til det nye år.

Og så vil vi sige farvel til det gamle år. Den gamle tid.

Sige farvel til det, der var.

Til alt det, der var godt, og gjorde os godt.

Til alt det, der var ondt og gjorde ondt.

Til det, der gjorde os frie og til det, der holdt os fangne og bundne.

Prædiken:

1.del.

Er der nogle af jer børn, der kender Janteloven?

Hvis ikke. Så hør lige, hvad den lov siger:

1. Du skal ikke tro at du er noget.

2. Du skal ikke tro du er lige så meget som os.

3. Du skal ikke tro du er klogere end os.

4. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.

5. Du skal ikke tro du ved mere end os.

6. Du skal ikke tro du er mere end os.

7. Du skal ikke tro at du duer til noget.

8. Du skal ikke le ad os.

9. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.

10. Du skal ikke tro du kan lære os noget.

Lyder det ikke, som om I har hørt det før? "Du skal ikke tro, at du er noget."

Jo vi kender det godt. Vi kender det fra den verden, vi lever i. Vi skal ikke være ret gamle, før vi siger det selv eller hører det sagt af andre: "Du skal ikke tro, at du er noget."

Janteloven blev først skrevet ned i 1972 af en mand, der hed Aksel Sandemose.

Men Janteloven har i virkeligheden hersket altid.

Det gjorde den også, da Jesus levede, og det skal vi høre om i dag.

Jesus voksede op i byen Nazaret.
Her legede han som lille. Her lo han, og her græd han. Her var der mennesker, som han elskede og holdt af, og her var der mennesker, som han så lide og dø.
Alle i byen kendte ham som tømmermanden Josefs søn. Marias dreng.

Da Jesus blev voksen forlod han byen og vandrede sydpå.
Da han var 30 år, dukkede han op nede ved floden Jordan, hvor han blev døbt af Johannes Døber.
Og så begyndte der at ske en masse, der hvor han stod og gik.

Jesus begyndte at helbrede folk. Han fik blinde til at se og døve til at høre. Han fik døde til at stå op, og han kunne fortælle om Guds rige, så alle lyttede og følte, at det var midt iblandt dem.

Alle vegne, hvor han kom frem, kom der mennesker til ham.
For at høre ham tale. For at røre ved ham. For at blive rørt og berørt.

Men der var et sted, hvor han ikke havde været siden, han drog hjemmefra. Og det var i hans egen by, Nazaret. Der, hvor han var vokset op. Der, hvor alle kendte ham som tømmermanden Josefs søn, Marias dreng.

Endelig en dag kom han til byen.
Alle mennesker var spændte. For de havde jo hørt om alt det, han havde gjort rundt omkring i landet.
Og de havde jo undret sig over det. Og over, at han ikke kom til dem.

Men nu var han kommet. Og nu samlede man sig omkring ham. For at høre. For at se.


Det var lørdag, jødernes helligdag, Sabbat. På den dag måtte ingen arbejde. På den dag gik man i synagogen, jødernes kirke for at holde gudstjeneste.
Og hele byen drog op for at deltage i gudstjenesten på denne sabbat.

Der var ikke en, der blev hjemme. For de vidste, at han ville komme.

Og alle ville se, og alle ville høre.

Inde i synagogen sad og stod alle mændene. Unge og gamle. Det var som juleaften. Kvinderne og børnene sad, som de plejede bag ved et tæppe. De kunne ikke se, men de kunne høre alt, hvad der foregik.
Og der var helt stille, så man kunne høre en knappenål falde til jorden.
Selv den mest urolige lille dreng havde på fornemmelsen, at her skulle han ikke begynde at larme.

Prædiken.

2.del.

Gudstjenesten begyndte.
Da man nåede til det tidspunkt i gudstjenesten, hvor der skulle prædikes, bad man Jesus om at komme op for at prædike for forsamlingen. Man rakte ham en bogrulle. Og han slog op og begyndte at læse fra profeten Esajas bog.

Alle kendte teksten udenad. Alle kendte de profeten Esajas. For de havde alle hørt deres forældre og deres bedsteforældre fortælle om ham. Og de havde alle hørt hvert eneste ord af Esajas igen og igen.


Esajas. Det var jo ham, der havde fortalt, at Gud selv en dag ville sende Messias, den Salvede til verden.
Og det var jo ham, der havde fortalt, at når Messias kom, så ville der blive fred i verden. For Messias ville komme med freden fra Gud.

Når Messias kom, så ville ulven gå sammen med lammet, koen og bjørnen blive venner. Så ville folk og dyr leve i fred med hinanden som den gang, da verden blev skabt.

Jo, mon ikke de vidste, hvem Guds salvede, Messias var!
Ham havde de jo ventet på, lige siden Esajas havde fortalt om ham.
Ham havde de troet og troede de på.
Ham havde de håbet og håbede de på!

Jesus læste Esajas ord om Messias. Om den Guds Salvede, som ville få blinde til at se og døve til at høre. Som ville få de fattige til at glæde sig, selv om de var fattige, og den, der var fanget sat fri af sit fangenskab.


Da Jesus var færdig med at læse, lagde han bogen fra sig. Han begyndte at tale og sagde: ”I dag er alle disse ord af Esajas gået i opfyldelse.”

Først blev folk jublende glade. ”Det er dog pragtfuldt”, sagde de. ”Er det endeligt sket, det vi har ventet på i så mange år!”

”Ja”, sagde Jesus, og så fortsatte han med at fortælle om Gud, sin far.

Det var, som om de allerede var hos Gud. Som om Gud var sammen med dem, som han havde været sammen med Adam og Eva i Paradisets have. Og det var herligt.
Men pludselig begyndte de at tænke over, hvad det var, Jesus stod og sagde. Han sagde jo om sig selv, at han var den Salvede. At han var Messias! At han var den, som Esajas har skrevet om. Ham som Gud ville sende til verden med fred.

Og pludselig så de sig omkring, og de så, at de ikke var i Paradiset, som de havde troet. Og de hørte, at den mand, som de havde siddet og lyttet til, bare var en ualmindelig almindelig mand, der talte med ualmindelige, almindelige ord. Og de troede ikke længere på, hvad de først havde set i den mand og hørt af hans mund.
De blev rasende, fordi de følte, at han havde taget dem ved næsen.
De blev vrede, fordi de et øjeblik havde troet på ham.

Hvem troede han, at han var? Havde han da fået storhedsvanvid. Tømmermanden Josefs søn. Marias dreng.
Ham, som de alle havde været med til at passe, da han var lille.
Ham som de kendte fra skolen og som ung mand.
At han skulle være Messias!

Det var jo vanvid. Guds Salvede, Messias var ikke en ualmindelig, almindelig mand. Nej, når han kom, så ville han komme ridende på himmelens skyer. Så ville der være trompetfanfare og englesang. Og så ville han, Guds salvede, Messias smide alle onde mennesker på porten. Ud i havet!

Men dette her. Det var for meget! Her stod der en ganske almindelig mand i ganske almindelige klæder. Født af en ganske almindelig moder og vokset op i en ualmindelig almindelig by som Nazaret. Og så påstod han, at han var Guds salvede. Messias.
Han måtte have fået noget helt galt i halsen.

De holdt sig for ørerne. De ville ikke høre.

De holdt sig for øjnene, for de ville ikke se.

Ville ikke. Ville ikke. Ville ikke!

Og de begyndte at råbe op.


Jesus var ikke spor overrasket. Det var som om, han vidste, at det her ville ske. Han sagde: ”Jeg ved godt, at I ikke vil tro på, at jeg er Guds salvede. Messias. Det havde jeg heller ikke regnet med. Derfor har jeg ikke, og kan jeg ikke gøre et eneste under her hos jer.
For I vil ikke høre og I vil ikke se!

Hos jer hersker Gud ikke. Hos jer hersker janteloven. Den lov, der siger:”Du skal ikke tro, at du er noget.”

Jesus sagde det måske ikke helt på denne måde, for han kendte ikke ordet jantelov. Men han sagde i stedet for ordene:” En profet er ikke anerkendt i sit fædreland.” Og det betød det samme, nemlig: ”Du skal ikke tro, at du er noget.”


Endelig sluttede han sin tale. Han mindede dem alle om at huske på et par mænd, der også havde levet i Israel. Mænd som alle i forsamlingen kendte og respekterede. Og han mindede dem om, at heller ikke disse mænd kunne udføre Guds gerninger blandt folket, da de levede. For heller ikke den gang ville folket se eller høre på dem. Også de måtte gå andre steder hen.

Nu var det nok. Mændene rejste sig. Greb fat i Jesus og førte ham uden for byen. De ville kaste ham ud over en høj skrænt, men Jesus gik væk fra dem og vendte aldrig tilbage til Nazaret.

I Nazaret herskede den gamle lov, janteloven.

Menneskene i den by ville ikke høre om nogen ny lov. De ville ikke se det nye, der var kommet.

De holdt sig for øjnene. De holdt sig for ørene. For de ville kun følge deres egen, gamle lov. Den lov, der sagde: " Du skal ikke tro, at du er noget."

På en mark i Betlehem blev Guds salvede, Messias født. Han kom fra Gud. Han kom med noget nyt. Et nyt budskab. En ny lov.

Det nye budskab var et kærlighedens budskab.
Det lød: du skal elske din næste, men også din fjende!
Du skal bede for dem, du holder af, men også for dem, som forfølger dig!

Derfor gjorde Jesus ikke modstand, da de førte ham uden for byen. Derfor lod han dem til sidst slå sig ihjel. Fordi han elskede, som kun Gud kan elske.

Han kom med fred. Men den fred, som han kom med, var en fred, som mennesket ikke kendte til og ikke ville vide af.
For den fred, som han kom med, var en fred, der vendte op og ned på alt, hvad man kendte til. Alt det gamle.

Jesus ville ændre på Janteloven. Så den kom til at lyde: Du skal tro, at du er noget. Du skal tro, at du duer til noget.

For hvert eneste menneske på denne jord er skabt af den Gud og skaber, der elsker sin skabning.
Derfor er du noget. Du er elsket!
Derfor duer du til noget. Til at elske!

Men mennesket ville og vil ikke høre på Gud.

Mennesket ville og vil ikke freden.

Mennesket ville og vil krigen.

For mennesket ville og vil slet ikke ha´, at Gud blander sig i verdens gang.

For når Gud blander sig, så kan mennesket jo ikke selv få lov at herske og regere efter Janteloven.

I Nazaret hersker Janteloven. I Betlehem fødes Kærligheden.
Janteloven er menneskets lov. Den er ikke rar. Den er ond. Og der, hvor den får lov at herske uhindret, har mennesket det ikke godt.

Kærligheden er Guds lov.
Derfor sender Gud sin søn til verden for at vise mennesket, hvordan det bør leve.
Efter kærlighedens lov.

For der hvor kærlighedens lov får lov at påvirke Janteloven, der vil Guds fred være.
Og der hvor Guds fred er, der hersker Kærlighedens lov.

Som den gjorde det på skabelsens morgen.

Det er første søndag i advent. Kirkens nytår. Et nyt år er på vej. Med Guds fred til mennesker, der har hans velbehag.

Lad os sige farvel til den gamle lov, til Janteloven og lade os byde Kærligheden velkommen. Så den må gå ind og påvirke Jantelov og mennesker med sin fred.

Amen.