F.D.F. mønstring.

En nytårssalme.

Mel. Hvad kan os komme til for nød.

I Jesu navn begynder vi

et år med nye dage.

Det gamle år er nu forbi,

et minde står tilbage.

Et minde om en tid, der var,

et minde om at tiden ta´r

sin tid til alle tider.

I Jesu - navnet slutter vi

det gamle år, med dage

der gav og tog, og gik forbi

den stærke med den svage.

Et forår blev til sommerleg,

en høst bar bud om vinter bleg,

om fald fra Paradiset.

I Jesu - navnet lægger vi

vort liv med vore dage.

I fængsel eller i det fri,

i jubel og i klage.

Det navn omkranser tid og år,

gi´r yngling, olding barnekår

hos dig, vor Gud og Fader .

I Jesu -navnet finder vi

et glimt af Paradiset,

et løft af tidens slaveri

et håb i livsforliset,

en Jakobsstige, der går ned

og skænker tiden evighed,

et strejf af evig sommer.

Vi beder nu i Jesu navn,

lad tidens trusler tie

med svaghed, alderdom og savn,

med hungersnød og krige.

Og lad os finde at din fred,

den trodser angst og ensomhed

og giver ro i sjælen.

Hav tak, i Jesu navn, o Gud

fordi Du er til stede!

Med englevagt og julebud,

i sorg og savn og glæde.

For påskesolens sejerskrans.

For pinsedagens morgendans.

For evighed i tiden.

Præludium. Fane, Dåbsbørn og FDF ere i procession.

Indgangsbøn.

Info.H3K lys tændes.

Salme:664. Vær velkommen.

Tekst: Esajas 60, 1- 6.

Salme: 402. Herren strækker ud sin arm.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Prædiken. 1.del.

Salme:396. Alle mine kilder.

Tekst: Prædiken.2.del.

Faneløfte.

Salme:113. Dejlig er den himmel blå.

Nadver .

Salme : 677 v.5. Ham takker alle vi med sang.

Bøn.

Velsignelse

Salme:111. Dejlig er jorden.

Udgangsbøn

Bekendtgørelser.

Dåbslys.

Postludium. Fane, dåbsbørn og dåbslys bæres ud.

Prædiken.

1.del.

De hellige tre konger var på vej for at tilbede et nyfødt kongebarn. De anede ikke, hvor det lå. De anede ikke, hvem kongen var. De vidste bare, at han var født. For en stjerne havde vist sig på himlen. En meget stor stjerne. En stjerne, der fortalte dem, at et kongebarn var født, der hvor stjernen stod stille.

De kom fra Asien, Mellemøsten og Afrika.

De talte hvert sit sprog. Men de skulle alle tre det samme sted hen.

Og de havde kostbare gaver med.

Vejen var lang, og den var barsk. Det var ved vintertide. Og det var koldt.

Men når de følte, at de ikke kunne gå længere, ja så så de op på stjernen, og så vidste de, at de godt kunne gå lidt længere.

Når de syntes, at deres liv var for hårdt for dem, og at de meget hellere ville vende om og hjem til deres flotte slotte, ja så så de på stjernen, og så kunne de godt holde det hele ud, lidt længere.

Når natten blev alt for mørk og alt for kold....og de blev bange for røveri og overfald, så så de på stjernen, og så var de ikke længere så bange. For så vidste de, eller følte de, at Gud selv var med dem.

Det var som om, Gud selv havde sat denne stjerne på himlen. Det var som om, han ville fortælle dem, at de bare skulle se på stjernen, så skulle alt nok gå. Så skulle de nok nå frem.

Det var næsten som om, stjernen var et nøglehul ind til Guds himmel, og det var som om, det lys, der kom derindefra, væltede ud af nøglehullet og ned til dem!

Og de nåede frem. De blev godt nok lidt forsinkede, fordi de troede at det nyfødte drengebarn var født i hovedstaden, Jerusalem. På kongens slot. Det var jo dog et kongebarn!!

Og da de nu var der på slottet, så måtte de også sidde til bords og spise med Kong Herodes, selv om de hellere ville ud for at lede. For nu var de der næsten.

Kong Herodes, han vidste ikke noget om nogen nyfødt konge. Han havde slet ikke set stjernen. Han havde slet ikke undret sig over den, eller hørt om det nyfødte barn.

Det var sikkert, fordi der var alt for megen lys inde i Jerusalem til, at han kunne se stjernen.

Og der var sikkert også alt for megen larm inde i byen til, at han kunne høre noget.

Eller også var det fordi, kong Herodes hverken ville se eller høre noget om nogen nyfødt konge. Han var jo selv kongen. Han var jo selv herskeren, der ikke ville se op til nogen, ikke en gang Gud.

Der ikke ville dyrke nogen, andre end sig selv.

Men de hellige tre konger lovede Herodes, at de nok skulle komme tilbage og fortælle ham, hvor barnet lå, når de havde fundet det.

Kongerne vendte aldrig tilbage til slottet.

For da de havde fundet barnet. Da de havde givet barnet gaver. Guld, røgelse og myrra skær. Da de havde tilbedt den nyfødte kongesøn og takket Gud for ham. Da bad Gud dem i en drøm om at skynde sig hjem, hvert til sit. De skulle gå udenom Jerusalem. Udenom kong Herodes. For Herodes ville nemlig slet ikke fejre barnet. Han ville ødelægge det. Slå det ihjel.

Prædiken.

2.del.

Jeg har derhjemme et billede, der er tegnet og malet af Storm P. Det skildrer en juleaften, men ikke en juleaften som vi forestiller os den. Med lys og pynt på et juletræ. Med fest, gaver og farver.

Det er juleaften. Vi befinder os ude på en mørk mark. Det er koldt. Sneen ligger på den bare mark. Med sin hvide farve lyser den op i natten. Som lys på grene dækker den et ensomt grønt grantræ.

Foran træet står der en vagabond. En tigger. En mand, der ikke har noget sted at bo. En mand, der ikke har nogen familie og sikkert heller ikke nogen venner. En mand, der ikke altid har noget at spise, og kun kan få lidt, hvis han tigger om det, men som helst skal have sig lidt at drikke hver dag. For at holde varmen.

Vagabondens tøj hænger i laser. Det er hullet, og helt sikkert ikke varmt nok til at holde kulden ude på denne juleaften.

Hans næse er ild - rød. Måske fordi det er meget koldt. Måske fordi han har drukket for meget i sit liv.

Helt alene er han nu ikke. Han har en ven hos sig. Menneskets bedste ven. En hund.

Han står med sin hue i hånden. Hans isse er skallet. Og han hilser på nogen. Eller han hilser på noget.

Han hilser på en stor og klar stjerne på himlen. Han byder den velkommen. Han glæder sig over den. For det er juleaften. Vagabondens juleaften.

Vagabondens liv har sikkert ikke været så lykkeligt og godt. Han har sikkert gerne villet have haft sig en familie. Nogen han kunne danse om juletræet med. Måske har han nogle børn, som han ikke kender. Måske har han været gift en gang. Måske har han haft mange juleaftner sammen med sin far, mor og søskende. Måske….

Nu har han ingen at være sammen med.

Ingen andre end sin hund.

Vagabonden kunne godt have sat sig ned på den kolde mark. Han kunne have grædt over det liv, som han levede. Over at det var blevet alt for hårdt og barskt og ulykkeligt.

Men det gør han ikke.

For han ser op på stjernen.

Det er som om, denne stjerne er sat der på himlen. For ham.

Det er som om, nogen har sat den der.

Det er som om, Gud har sat den der. For at fortælle ham, at han ikke er helt alene om at fejre juleaften. For at fortælle ham, at Gud selv er hos ham og sender sit lys ned til ham gennem stjernen.

Det er som om han kigger gennem nøglehullet og ser, at det er rigtigt, at Guds verden er der også for ham. Med sit lys og sin varme og alt, hvad der er godt.

Midt på den mørke mark. Midt i en kold tid funkler stjernen og kaster sit lys på sne og grantræ, som om den vil fortælle vagabonden og os, der kigger på billedet, om et håb, et løfte.

Billedet hedder Juleaften 1944. I 1944 var danskerne besat af tyskerne. Krigen havde lagt sin mørke, klamme hånd over alt og alle, og stemningen var trykket i alle hjem. Selv på en juleaften.

Med sit billede vil Storm P fortælle danskerne, at nok er der krig. Nok er stemningen trykket. Men det er juleaften, den aften, hvor stjernen tændes som det lille lys i mørket, der ikke kan gå ud. Som et håb og et løfte om lysets komme. Bedre tider.

Stjernen er nøglehullet. Det nøglehul, der fortæller os mennesker, at selv om vores verden er barsk og hård. Selv om vi måske har en tid, hvor vi synes, at alt er barskt og hårdt og at glæden er blevet væk, ja så skal vi se på stjernen. Lytte til stjernens sang. Som de hellige tre konger gjorde det. Som vagabonden gør det.

Så har vi lov til at håbe på, at vi går bedre tider i møde. At vi ender ved barnet i stalden i krybben.

Vores liv her i verden er en lang rejse, som kongernes var det. Vi vandrer op og ned af bakker og bjerge. Sommetider har vi det pragtfuldt og godt. Sommetider er vi lykkelige, og sommetider græder vi, fordi vi ikke har det så godt og er ulykkelige.

Sådan er det for jer børn, og sådan er det for os voksne.

Men stjernen er der, hvad enten vi er glade eller kede af det.

For stjernen er sat på himlen af Gud.

Vi kan ikke selv sætte stjerner på himlen.

Vi kan ikke selv sørge for at vores liv bliver et liv, fyldt med stjernestunder.

Men vi kan alle kigge op og se på himlen, hvad enten vi er vagabonder eller konger. Vi kan se efter stjernen, der ikke findes inde i os selv og ikke findes i alt det, vi omgiver os med af gaver, mennesker eller stearinlys. Vi kan lytte til den.

For stjernen findes udenfor os selv. Den findes hos Gud.

Og stjernen lyser for os i den søn, som han lod føde på den bare mark en håbløs og ensom, kold nat.

Han er det stjerneskud, der når os på denne jord.

Den stjernestund, som løfter os op og ud af det liv, der var bundet af mørkets tider.

Og når vi finder stjernen, en stjerneklar nat eller en nat, hvor himlen er fyldt med skyer, da varmer den os og gør os godt. Og da må vi som vagabonden tage hatten eller huen af for den stjerne, der fortæller os, at himlens kongesøn er født på denne jord.

Amen.