Mel: Aldrig er jeg uden våde.

Jesus Kristus, du er Livet.

Tak for alt, hvad Du har givet.

Giv, at jeg må tro på Dig,

Gid at Du vil bo hos mig.

Du var selv engang i krise,

kunne knapt Din Fader prise.

Men Du bad ham, ligesom jeg,

tage smerten væk fra Dig.

Selv om Gud kan alting mage,

vil han ikke smerten tage.

Sendte dog sin engel ned,

for at give Dig sin fred.

Fred til smerten selv at møde,

for, da Du stod op af døde,

at gentage disse ord:

”Fred, jeg giver jer på jord.”

Du har lært mig, fred i livet

kan ej købes. Den er givet.

Kom nu selv til mig herned

i min dybe ensomhed.

Jesus, skænk mig sjæleroen

kærligheden, håbet, troen.

Sluk min længsel med Din fred.

Nu og i al evighed.

Præludium.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: Vi kommer til din kirke, Gud.

Bøn.

Prædiken. 1.del.

Salme: 694.Lysets engel.

Prædiken. 2.del.

Bøn.

Trosbekendelse.

Salme: Som en hjort skriger efter vand.

Nadver. Under nadveren synger koret 927.

677 v.5.Ham takker alle vi med sang.

Bøn.

Velsignelse.

Salme: Vær mig nær, oh gud.

Udgangsbøn.

Bekendtgørelser.

Postludium.

Info:

Vi skal i dag høre om kærligheden.

Ikke om din kærlighed

ikke om min kærlighed.

Men om Guds kærlighed.

Vi skal i dag høre om en kvinde, der finder kærligheden
efter at have søgt den i masser af år.

Den kærlighed, som hun finder,
er ikke et tilfældigt menneskes kærlighed,
men det er Guds kærlighed.

En kærlighed,
der er forskellig fra menneskers kærlighed,
fordi den aldrig dør.

Jesus kalder sig i dag for det levende vand.
Den levende kilde.

Den kilde, der giver liv, og den kilde, der giver kærlighed.

Og så fortæller han os,
at hvis ikke vi drikker af den kilde,
kan vi hverken finde livet eller kærligheden.
Så er begge dele dømt til at visne og dø.

Prædiken.

1.del.

Inde i en by ved navn Sykar, der lå i det område, der hed Samaria, boede en kvinde, der hed Miriam. Miriam var 45 år. Hun havde en stor børneflok, som hun skulle sørge for fik mad på bordet og tøj på kroppen.

Miriam var træt.

Træt af at passe alle disse børn, træt af at sørge for hus og mand. Træt af at arbejde. Træt af livet.

Livet var ikke blevet helt til det, Miriam havde drømt om.

Som ung var hun flot og dejlig. Alle drengene og de unge mænd i landsbyen flokkedes om hende. De ville gerne giftes med hende. De ville gerne være den, som hun giftede sig med. Så kunne de prale af, at hun var deres kone.

Og Miriam drømte. Drømte om at blive gift med den af drengene, der så allerbedst ud, men også om at blive gift med den af drengene, der var rigest.

Miriam drømte om drømmeprinsen.

Hvis hun blev gift med den rigeste mand i byen,

så kunne hun få alt det, som hun gerne ville.

Så kunne hun få en pels at tage på, når hun gik ned gennem byen.

Så kunne hun få et flot hus. Med swimmingpool. Så kunne hun .... ja så kunne hun det hele.

Og Miriam blev gift. Først giftede hun sig med den flotteste af mændene.

Hun nød det. Hun elskede ham. Indtil den dag hun opdagede, at det var der også andre, der gjorde.

Det var begyndt med, at han kom senere og senere hjem fra arbejde. Overarbejde, havde han sagt. Så skulle han på kursus i weekenden og være væk i et par dage.

En dag opdagede hun, at han slet ikke var på arbejde, men at han hyggede sig med andre flotte kvinder. Det var en veninde, der var så sød at fortælle hende, at hun da også havde været sammen med ham en nat, og at hun ikke skulle tro, at hun var den eneste, der så godt ud.

Miriam blev vred og ked af det. Hun smed ham ud. På porten. Så kunne han have det så godt.

Miriam havde det ikke godt. Hun havde fået et par børn i mellemtiden. Dem skulle hun nu alene sørge for. Det var godt hun havde sine forældre. De hjalp hende og støttede hende. Og Miriam var stadig en flot pige.

Der gik et par år. Så havde Miriam fundet sig en ny mand. En af de rige. En, der var meget ældre end hende.

Han gav hende pelsen.

Han gav hende guld, sølv og swimmingpool.

Og Miriam elskede sin mand.

Måske ikke så meget, som hun havde elsket sin første mand. Hun var lidt på vagt. Men hun svansede ned af gaden i sit dyre tøj og nød, at alle kiggede efter hende.

Desværre, så blev hendes veninder misundelige på hende, og de ville ikke længere snakke med hende. Måske pralede hun også lidt for meget af sit hus og sit guld. Miriam blev ensom. Hendes mand var næsten ikke hjemme. Han var på jagt med vennerne, og så skulle han jo tjene penge, så han kunne købe alle de dyre ting til Miriam.

Miriam sad mere og mere alene derhjemme. Børnene så hun ikke så meget til, for de blev jo passet af babysittere. Hun begyndte at gå i byen, og en dag mødte hun en mand, der var god og kærlig mod hende.

Så kærlig, så hun endte med at vente hans barn.

Hendes mand smed hende på porten, og det kan man jo godt forstå.

Hun flyttede ind til den mand, der havde været så kærlig. Men det viste sig snart, at hans kærlighed ikke varede ved.

Han slog hende, når hun ikke gjorde, som han sagde.

Og snart forlod hun også ham.

Miriam var ikke længere så flot. Hun havde født en masse børn, og hun syntes ikke, at det var sjovt mere. Hun var blevet gift med endnu en mand, der døde kort efter brylluppet og en, der ikke ville, hvad hun ville. Nu ville hun ikke giftes mere. Nu kunne det være nok. Så hun nøjedes med at bo sammen med de mænd, hun elskede.

Men livet var ikke blevet til det, hun havde drømt om. Der havde været alt for mange skuffelser. Der var for lidt glæde. Og hun var blevet hård, bitter og trist. For hvorfor havde livet ikke også noget godt til hende?

Hvorfor var lykken så kort?

Hun havde jo fået meget godt. Hun havde fået kærlighed. Hun havde fået dyrt tøj og mange børn. Hun havde kort sagt fået alt det, hun havde drømt om.

Men der manglede stadig noget i hendes liv.

Den helt rigtige mand havde ikke vist sig for hende. Der havde hver gang været noget i vejen med de mænd, som hun havde kendt og satset på. Hun orkede ikke længere at tro på kærligheden.

Den var jo bare en illusion. Noget, man havde bildt hende ind som barn. Hun var blevet skuffet så tit. For tit.

Og nu var hun holdt op med at drømme og håbe på lykken i sit liv.

Prædiken.

2. del.

En dag går Miriam ud til brønden udenfor byen. Den brønd, som hun hver dag går ud til for at hente vand. Der sidder en mand ved brønden. En, som hun ikke kender. Han er jøde. Altså en af dem, der ikke vil snakke med hende og hendes folk, samaritanerne.

Det må han selv om.

Hun forventer sig intet.

Manden henvender sig til hende. Beder hende om at hente noget vand til ham.

Er han da ude på noget, for så kan han godt spare sig. Hvem er han? Hvad vil han? Hvorfor taler han til hende?

Han er noget særligt. Det kan hun ikke bare se, det kan hun mærke. Han er ikke smuk, og så alligevel.

Han er ikke rig, og alligevel virker han tilfreds. Han er ikke den, der vil gøre hende gravid. Han er ganske almindelig, og så er han overhovedet ikke almindelig. Der noget ved ham.

Og noget vand kan man vel altid hente.

Han taler til hende. Han taler med hende.

Han taler om, at han er det vand, der skal til for at man aldrig kommer til at tørste igen.

Gid det var hendes. Så behøvede hun aldrig mere gå herud til brønden for at hente vand.

Men det er ikke den slags vand, han taler om. Det er noget andet.

Langsomt går det op for hende, at hun kan lide at snakke med ham.

Det er som om hun fyldes indefra af glæde og af varme.

Det er som om hun fyldes af en kærlighed, som hun ikke kender til.

En kærlighed, der giver hende fred og ro i sjælen.

Hun får lyst til at være god ved ham.

Hun får lyst til at gøre noget godt.

Hun henter mere vand. Og hun bliver ved med at snakke med ham.

Eller rettere, han bliver ved med at snakke med hende.

Bare han aldrig ville holde op.

Han taler om Gud. Han fortæller hende, at Gud ikke bor i Himlen og ikke bor i templerne eller kirkerne.

”Hvor bor han så?”, spørger hun

”Han bor overalt.

Han er overalt.

På en gang.”

Svarer han.

Hvor kan han vide det fra?

”Jeg ved,” siger hun,” at der en gang vil komme en, der hedder Messias, Guds Salvede. Og jeg ved, at når han kommer, så skal alle kunne bede til ham alle vegne.”

Og manden svarer hende:” Det er mig, der er Messias, Guds Salvede.”

Jesus har gennemskuet kvinden, Miriam.

Han fortæller hende om alle hendes mænd. Og han fortæller hende, at den mand, hun lige nu bor sammen med, ikke er hendes mand.

Han ved, hvem hun er.

Han kender hendes drømme.

Han kender hendes længsel efter kærlighed.

Men han vender hende ikke ryggen. Han taler oven i købet kærligt til hende.

Det er, som om hun oplever, at alt det, som hun drømte om som barn, er lige her.

Det er jo drømmeprinsen. Ikke den drømmeprins, som hun har drømt om at blive gift med. Men den drømmeprins, der fylder hende og hendes sjæl med glæde. Med jubel. Han havde talt om det levende vand, og om, at den, der drikker af det, aldrig ville tørste igen.

Hun får lyst til at synge. Hun får lyst til at hente hele byen for at også de kan møde ham.

For nu forstår hun, at han er Guds Salvede. Messias.

Jesus fortæller hende, at hun ikke skal lede efter lykken i pengene, i tingene, i sex eller hos mændene.

For lykken findes ikke der.

Intet og ingen her på jorden kan nemlig give hende af det vand, der aldrig slipper op. Kan gøre hende lykkelig. I alt fald ikke hele tiden.

Det er, som det vand, der slipper op, og der vil altid mangle noget. Mangle nogen.

Miriam opdager, at den lykke, hun har ledt efter og den kærlighed, som hun har længtes efter, i virkeligheden er Gud selv.

Derfor har hun gjort mændene til Gud.

Derfor har hun gjort rigdom, ting og kærlighed til Gud

Derfor har hun gjort sig selv til Gud.

Hun har troet på, at hun kunne styre sit liv og sin verden med sin mobil og sin computer. Med sin flotte krop og sit gode hoved.

Og hver gang det er mislykkedes, er hun blevet skuffet.

Men intet menneskeligt kan holde til at blive gjort til Gud. Tværtimod. Så vender guddommeliggørelsen sig til sin modsætning.

Og velsignelsen bliver til en forbandelse.

Miriams sjæl har brug for Gud. Det er i virkeligheden ham, hun har ledt efter. Drømt om. Længtes efter.

Og Miriam knæler ned.

Kysser Jesus fødder. Græder af glæde og tørrer hans fødder med sit hår.

Og hun takker Gud, fordi han er kommet til hende.

Han er jo ikke længere kun oppe i himlen. Oppe i templet. Oppe i kirken.

Han er her hos hende, der, hvor hun er.

Og så tror jeg,

at Miriam som det første, efter at Jesus er taget af sted igen, er gået op i templet. For der at sige tak til Gud for, at han kom til hende med livet og opstandelsen.

Amen