Lukas kap.18 v 31 – 43.


 

Fastelavnssalme.

Mel: Dejlig er den himmel blå.

Jeg er Tarzan stærk som få.

Jeg har lige lært at gå.

Jeg er Ninja. Jeg en bager.

Jeg en vagabond, så mager.

Alle er vi nu klædt ud,

kom og vær hos os, vor Gud!

Vi har drømme, store, små,

om at måtte himlen nå.

No´n vil gerne være seje,

andre som prinsesser neje.

Alle er vi nu klædt ud,

kom og vær hos os, vor Gud.

Bare jeg var kongesøn.

Bare jeg fik mer´ i løn.

Bare jeg var mere modig,

som en Robin Hood koldblodig.

Alle er vi nu klædt ud,

kom og vær hos os, vor Gud.

Bag min maske, i min seng

er jeg kun en lille dreng,

der er bange for at sove,

fantasierne bli´r grove.

Alle er vi nu klædt ud,

kom og vær hos os, vor Gud.

Bag min maske, indeni,

er jeg kun en lille pige,

der vil puttes, der vil varmes,

af en voksenhånd omarmes.

Alle er vi nu klædt ud,

kom og vær hos os, vor Gud.

Til den lille dreng og pige,

som vi gemmer indeni,

siger Gud: "Jeg holder af dig,

smid du bare masken fra dig.

Jeg kan li´ dig, som du er,

hvad behøver du så mer?"

Kære Gud, jeg takker Dig,

for at Du kan lide mig,

sådan som jeg er på bunden,

uden maske, for i grunden

er det svært at elske sig,

som man er. Jeg er jo mig.


 

Præludium. Udklædte børn går ind i kirken i procession.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: 694. Lysets engel.

Bøn.

Tekst: ”Se vi går op til Jerusalem.”

Trosbekendelse.

Salme: 940. O gud, hør min bøn.

Prædiken. 1.del.

Salme: Jeg er Tarzan, stærk som få.

Prædiken.2.del.

Bøn. Fadervor.

Velsignelse.

Salme: Befrielsessalme.

Bekendtgørelser.

Udgangsbøn.

Postludium. Udklædte børn går ud i procession.

Info.

I dag, på Fastelavns søndag, fortælles der i alle landets kirker om en mand, der får opfyldt sin største drøm.
Drømmen om at blive set, som den, han er.

Dagen i dag handler om drømme, der går i opfyldelse.

Om at se og blive set.

Vi har alle sammen drømme.

Drømme om at blive til noget.

Drømme om at blive rige. Blive berømte eller kendte.

”Tænk, hvis jeg kom i TV.”

”Tænk, hvis alle folk så mig!”

Vi ved godt, at alle vore drømme ikke går i opfyldelse.

Vi håber bare på, at nogle af dem gør.

I virkeligheden handler mange af vore drømme om at blive set.

At de andre ser os! Lægger mærke til os. Opdager os.

I dag er vi klædt ud i prinse- og prinsessetøj…eller noget helt andet. Og det er næsten, som om vi er den, vi er klædt ud som.
Den, der er klædt ud som soldat, er soldat,
og hende, der er klædt ud som prinsesse, er prinsesse.

Vi ved godt, at det er en leg,
men det er næsten som om….

Og i hvert fald….så bliver vi set.

Om ikke som den vi er, men som den vi gerne vil være.

”SE.” Siger Jesus i dag, og fortsætter, ” vi drager op til Jerusalem.”

Jesus har besluttet at drage op til den store by, Jerusalem for at fejre påske. Men hans disciple, der har fulgt ham i tre år, er bange. For de ved, at det er dødsens farligt for Jesus at gå ind i den by.

Derinde er der en masse fjender, som kun har et ønske: at slå ham ihjel.

Derinde, kan Jesus ikke gemme sig. Alle vil se ham. Alle vil tale om ham. Alle vil pege på ham og sige: se, der er han. Tømmermanden Josefs søn fra Nazaret. Marias dreng. Ham de kalder for Guds søn.

Og der vil blive hvisket i krogene. Og der vil blive sladret i hjemmene:

”Har I set ham?”

”Set hvem?”

”Set Jesus. Ham, der får de døve til at høre, de blinde til at se og de døde til at stå op.”

”Nå ham. Ham skal jeg se!”

Disciplene ved, at det er for farligt. De advarer Jesus og siger: ” Lad være med at gå derind. Du kan da holde påske et andet sted!”

Men Jesus er ikke til at rokke. ”Det skal ske, som sker”, siger han, ”for det, der sker, er Guds vilje. Og Guds vilje, den kan selv ikke jeg løbe fra!

Har I ikke læst, at der står skrevet, at menneskesønnen skal lide og dø, men stå op igen tre dage efter.

Så kom. Lad os drage op til Jerusalem for at holde påske! ”

Prædiken.

1.del.

” Davids søn, forbarm dig over mig”, råbte den blinde tigger, der sad ved vejen.

Han havde siddet ved den vej længe.

Det var hans sted.

Det var hans plads.

Han havde siddet der siden, han var en ung mand. For han var blind, og han kunne ikke arbejde og ikke tjene penge.

Når folk gik forbi ham, rakte han hånden ud og tiggede og bad:

”Giv mig lidt penge, så jeg kan få noget mad.”

”Giv mig lidt penge, så jeg kan klare mig bare en dag til!”

Og folk, der gik forbi ham, kendte ham. De havde set ham sidde der i masser af år. De havde givet ham penge. Ikke for meget. Men lidt. Bare lidt. For det sagde deres Gud og deres præster, at de skulle. Så det gjorde de.

Men manden havde aldrig fået råd til at købe sig et hus, og han havde aldrig fået så mange penge, at han var blevet helt mæt.

Den blinde tigger havde siddet der ved vejen og drømt.

Bare jeg kunne se. Så ville jeg få mig et arbejde. Så ville jeg tage mig en uddannelse.

Så ville jeg gifte mig med den smukkeste pige i verden. Have børn, hus og mad på bordet.

Men manden vidste, at det var en drøm. For han kunne jo ikke se. Og så kunne han ikke tjene penge.

Han hadede at sidde der ved vejen og tigge.

Han hadede at skulle bede alle de mennesker, der kom forbi om penge til mad.

Han hadede at skulle sige tak, når folk smed en 25 øre ned i hans hånd og troede, at de nu havde gjort en god gerning.

Men der var ingen vej udenom.

Han kunne ikke gå ned på kommunen og få penge.

Han kunne ikke gå i skole, og han kunne ikke finde sig en pige.

For han kunne jo ikke se!

Hvorfor var der ingen, der så ham, som den han var.

De så ham jo nok. Men de så ham ikke rigtigt. Det de så, var en besværlig tigger. Men de så ikke, at han var et menneske, der havde lyst til at elske og favne.

Til at le og græde.

Hvorfor så de ham bare som den stakkel, der ikke kunne klare sig selv?

Gid de ville se ham….helt inde bag ved de blinde øjne.

Davids søn forbarm dig over mig!

Han hørte, at der var en masse mennesker på vejen.

Han hørte, at der var et eller andet usædvanligt på færde.

Han vidste, at det snart var påske, og han vidste, at folk allerede var begyndt at drage op imod Jerusalem for at holde jødernes befrielsesfest.

Befrielsesfest, tænkte han. Ja den er god. Man fester fordi Gud engang for flere hundreder af år siden befriede jøderne fra at være slaver i Ægypten. Men hvad med ham? Havde Gud glemt ham. Han var jo ikke fri. Han var jo også en slags slave. Han var bundet af sine blinde øjne.

”Hvem er det, der kommer?” spurgte han, og så fik han at vide at det var Jesus, tømmermandens søn fra Nazaret.

Han kunne ikke tro sine egne ører. For han havde hørt om denne Jesus: at han lod døve høre, blinde se og døde stå op.

Det måtte være en drøm. Noget de sagde.

De gjorde vel bare nar ad ham, som de havde gjort så mange gange før.

Men så spurgte han nogle andre, og de sagde det samme: Det er Jesus, der er på vej op for at holde påske i Jerusalem.

Han vidste ikke hvor i flokken, Jesus var. Han vidste ikke engang, om det var sandt, hvad man sagde om Jesus. Han ville blive til grin. Det vidste han. Men han var ligeglad.

For tænk. Tænk om drømmen var virkelig.

”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig,” råbte han.

Alle, der gik i nærheden af ham, stoppede op. Var han da blevet vanvittig, den blinde. Hvorfor begyndte han nu at skrige og råbe. Det plejede han da aldrig. ”Så ti dog stille mand !”. Men manden råbte bare endnu højere:

” Davids søn, forbarm dig over mig!”

Der var en, der ikke truede ad den blinde mand.

En, der ikke gjorde nar ad ham eller skældte ham ud.

Der var en, der så ham. Så ham, som den han var inde bag ved de blinde øjne.

Og han så, at det var et menneske med følelser. Et menneske, der ville elskes og holdes af.

Jesus stoppede op. Han bad om, at den blinde måtte blive ført hen til ham. Og de førte ham hen til Jesus.

”Hvad vil du mig” spurgte Jesus den blinde.

Den blinde troede knapt sine egne ører. Han knælede ned foran Jesus, græd og sagde:” Herre, lad mig få mit syn igen!”

Dem, der stod omkring ham blev chokerede. Det var for meget at bede Jesus om. Men Jesus blev ikke chokeret. Tværtimod. Så sagde han bare:” Rejs dig op. Din tro har befriet dig. Bliv seende.”

Og den blinde mand åbnede sine øjne og så, at hans drøm var gået i opfyldelse.

Han så alt det, han ikke før havde set.

Han så blade på træerne, og han så farve på tøjet.

Og han så, at der foran ham stod en mand, der lignede alle de andre mænd. Men som ikke var som alle de andre mænd.

For denne mand, Jesus, tømmermandens søn fra Nazaret havde set, hvad ingen andre kunne se. Han havde set ham.

Og manden fulgte med Jesus op til Jerusalem for at holde påske.

Befrielsesfest.

Prædiken.

2.del.

Den blinde mand. Han så, hvad ingen andre kunne se.
Han så at Jesus var Guds søn.
Alle de andre, de så Jesus som den berømte person, som alle talte om, men som kun de få kunne se, hvem var.

Nogle gange går vore drømme i opfyldelse. Andre gange gør de ikke.
Den største drøm er, at blive set.

At nogen ser os, som den vi er. Elsker os og holder af os.
Selv når vi ikke kan holde os selv ud.

Da vi blev døbt, hviskede Jesus til os, at han ville være den, der alle dage ville se os, som dem vi er.

Han ser os inde bag ved vore masker.

Han ser os inde bag ved vore dragter.

Han ser os og ved, at der inde i hver eneste af os findes et menneske, der drømmer om at blive set og hørt. En lille pige. En lille dreng.

Derfor kan vi, som den blinde tigger råbe til ham: ”Jesus, Davids søn forbarm dig over os”, når vi føler, at ingen i verden ser os, og ingen i verden hører os.

Og så vil han være den, der hører og ser, hvad ingen andre ser.

Og så vil han være den, der siger til os: ”Se. Vi går op til Jerusalem.

For at lide. For at dø.

For at stå op på den tredje dag og holde befrielsesfest.”

Amen.