Altersalme.

Mel: Gør døren høj.

Ved alterbordet står du, Gud,

og deler nok så ødselt ud.

Du mætter os med Livets brød,

og læsker os med vinen sød.

Vi kommer Herre, med alt vort,

vi kommer, og vi ved....til kort.

Vi har slet intet vi kan gi´

som tak for dit gæstgiveri.

Vi knæler for dig, for vi ved

at vores ægte ydmyghed

har trange kår på denne jord.

Tit blev det kun til fromme ord.

Forlad vor skyld, det beder vi,

forlad vort tavse raseri,

og giv at vi gør ligeså.

Forlader den, der går os på.

Du bryder brødet, deler ud.

Du, som alene, gode Gud,

kan samle denne delte krop

og la´ den stå af graven op.

Du skænker vin, dit hjerteblod.

Vi drikker liv af Livets flod

og aner at din vin, dit brød

gør evigt ung, trods grav og død.

Præludium. Dåbsbarnet føres ind.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: 698. Morgenstund har guld i mund.

Evangelium: Joh. 6, 30- 35.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Salme: 488 v. 1-2.

Prædiken. 1.del.

Salme: 488 v. 3-5.

Prædiken. 2. del.

Salme: 488 v. 6-7.

Nadver .

Salme: 677 v5. Ham takker alle vi med sang.

Bøn og velsignelse.

Salme: 44. Ingen er så tryg i fare.

Udgangsbøn.

Bekendtgørelser.

Dåbslys.

Postludium.

Info:

Vi er midt i fastetiden.

Den tid, hvor vi forbereder os på, at det bliver påske.

I dag skal vi høre om det brød, der kommer ned fra himlen.

I dag skal vi høre om det brød, der giver liv til verden.

Jesus diskuterer, som han så tit gør det, med alle de mennesker,

der hele tiden følger ham.

De vil gerne have et tegn fra himlen på, at han er den, han siger, han er.

At han er Guds søn.

Selv om han lige har givet mad at spise til femtusinde mænd, kan de ikke se, at han er den, han siger, han er.

”I vil hele tiden have tegn fra himlen,” siger han. Forstår I da ikke, at:

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Prædiken.

1.del.

Er der nogle af jer, der har set filmen: Prinsen af Ægypten? Den film, der handler om drengen Moses, der bliver født i Ægypten af en jødisk moder, men som vokser op hos Kong Farao som ægyptisk kongesøn.

Da han bliver voksen, får han af Gud besked på at være den, der skal befri jøderne fra deres slaveri for at føre dem tilbage til deres eget land, Israel.

Moses har ikke megen lyst, for hvordan skal han, ene mand, kunne gøre det, som ingen anden har kunnet gøre.

Men Gud taler til Moses og siger, at han skal, og at han kan. For Gud selv vil sørge for, at folket bliver frit. Han, Moses, skal bare være Guds redskab.

Og så gør han det. Ikke alene, men med Guds hjælp. Gud sender 10 forskellige plager ned over ægypterne. Den sidste er den værste. Her slår han alle ægypternes førstefødte børn ihjel. Og endelig så lader kongen, Farao ham gå!!

Sammen med hele folket.

Da de alle er kommet over på den anden side af den store flod Nilen, holder de påske. Befrielsens fest.

De synger, danser, spiser og drikker, og alle er glade. Nu er de på vej hjem. Hjem til det land, som deres fædre kom fra. Hjem til det dejlige land.

De drømmer om det land om natten. De synger om det land om dagen.

Det land, som de har hørt deres forældre fortælle om.

Det land, hvor det flyder med mælk og honning.

Det land, hvor de alle skal være frie og befriede.

Nu er de på vej.

De drager af sted med dyr og børn. Det går langsomt, og rejsen varer faktisk fyrre år. De må igennem ørkenen, og de går fra den ene oase til den næste. Steder, hvor de kan få vand og brød. Men en gang imellem, så er der meget langt mellem oaserne. De bliver sultne og de bliver tørstige.

Og når maven er tom, begynder man at skændes og blive sure, og jøderne bliver sure på Moses.

”Hvorfor har du ført os herud i ørkenen,” spørger de ham. ” Er det for at vi skal sulte og tørste ihjel? Da vi var i Ægypten, da sled og slæbte vi, og det var hårdt. Men vi vidste da altid, at der var mad nok til os alle. Har du ført os herud for at vi alle skal dø?

Moses går hen for sig selv. Han råber til Gud og siger:” Hjælp mig. Hjælp os. Folket er ved at dø af sult. Hvad skal jeg gøre. Jeg er bange for at de vil slå mig ihjel for det her!”

Gud svarer Moses, således som han hele tiden har gjort det og gør det på hele rejsen. Han siger: ”Sig til dit folk, at jeg vil give det mad at spise.

Om aftenen vil jeg lade vagtler, små duer komme flyvende. De vil falde på det sted, hvor I har slået lejr. Og hver morgen vil jeg lade hele jorden dække med mannakorn. Dem skal I samle. Dem kan I lave brød og grød af, så I kan spise og blive mætte.

Men saml ikke mere, end I skal bruge til en dag, for jeg skal nok sørge for, at I får noget at spise på hele vejen. Stol på, at jeg holder ord. ”

Og det sker, som Gud har sagt.

Folket samler mannaen op om morgenen, og vagtlerne ind om aftenen. Og de laver grød, og de bager brød. De spiser, og de bliver mætte.

Der er selvfølgelig også nogen, der ikke kan lade være med at hamstre. De samler lidt for meget sammen, for at være sikre på at få noget at spise.

Men den manna, der er i overskud, den rådner, og det brød, som de laver for meget af, bliver dårligt.

På hele vejen til det forjættede land sørger Gud således for sit folk. For han vil, at det skal vende tilbage til det dejlige land.

Om natten går han foran dem i en ildsøjle og om dagen i en skysøjle, så de kan finde vej gennem den store ørken.

Om morgenen lader han det flyde med manna, og om aftenen med vagtler, så de kan overleve den lange rejse.

Prædiken.

2.del.

Hjemme hos min farmor og farfar stod der, da jeg var barn, en skål med en hel masse små sedler i. Mannakorn, kaldtes de.

Som de mannakorn, jøderne samlede op og spiste af i ørkenen.

Mine bedsteforældres mannakorn var ikke til at spise. Men hver morgen, når mine bedsteforældre havde spist deres morgenmad, så sluttede de med at tage en af de små sedler, et mannakorn op, og læste på det. For på hver eneste seddel stod der nogle ord og nogle tal, der henviste til Bibelen. Der kunne f.eks. stå Johannes evangeliet 6,35. Så slog man op i sin Bibel, og læste Johannes evangeliet kapitel 6 vers 35, hvor der stod: ” Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Det var dagens ord fra Gud.

Ord, som man kunne leve på hele den dag.

Ord, som man kunne tænke på i alle sammenhænge. For man troede på og var overbeviste om, at det var de ord, som Gud ville, man skulle høre og leve med, den dag.

Når de små sedler hed mannakorn, var det selvfølgelig fordi, disse små sætninger fra Gud, var ord, som man kunne leve på som jøderne levede af deres mannakorn. For mine bedsteforældre vidste godt, at de ikke kunne leve deres liv og deres hverdag uden Gud.

Selvfølgelig kunne de få noget at spise og noget at drikke hver dag. De gik sjældent sultne i seng. Men de vidste også at de kunne takke Gud for det hele. Det var jo ham, der sørgede for at de fik brød at spise, og vand at drikke. Og de vidste, at der var noget, der var vigtigere her i livet end at spise sig mæt i hvede og rugbrød.

For dem var det vigtigste her i livet, at de havde Gud med sig på deres rejse her på jorden, som Moses havde Gud med sig. De vidste, at uden ham ville de fare vild. Uden ham vidste de, at deres hverdag ville gå i stykker.

Derfor havde de mannakornene, Guds ord at holde sig til.

*****

Jøderne blev mætte, da de spiste mannaen. Derfor kunne de klare den lange vandring mod det dejlige land.

Hvis ikke Gud havde sendt det til dem, så havde de aldrig klaret rejsen.

Jesus siger, at han er livets brød. At han er det mannakorn, der falder ned fra himlen. Og at den, der kommer til ham og spiser af det brød, aldrig skal sulte.

Det er ikke så sært, at folkene, der står omkring ham, beder ham give dem, af det brød. De beder om et tegn, men de forstår ikke, at han er tegnet fra himlen. At han er det brød, de mannakorn, som falder ned fra himlen.

At alle dem, der beder ham om et tegn, står overfor et tegn.

Jesus er livets brød. Uden ham kan vi mennesker ikke klare vores rejse her på jorden mod det dejlige land. Den rejse, der som jødernes går gennem de dejligste steder, hvor alt er smukt og godt, men også den rejse, der fører os gennem steder, hvor det gør ondt at gå. Hvor vi sulter. Hvor vi tørster. Hvor vi græder og lider.

Hele livet er en rejse. Og hele livet har vi mulighed for at have Gud med os. Har vi mulighed for at spise og drikke af livets vand og spise af livets brød.

Ved at tage et mannakorn. Ved at lytte til, hvad det er Jesus siger. Ved at gå i kirke. Ved at gå til alters.

For det er den mad, der falder ned fra himlen, som mætter os og giver os liv. I livet og i døden.

Amen.