Konfirmation

En konfirmationssalme.

I kirkens hus der lød en gang

for dig for længe siden,

i kirkens skib en salmesang,

der løfted´ ud af tiden

den lille gut, den gamle mand,

den kvinde og den pige,

der troed´ på at dåbens vand

gav adgang til Guds rige.

Da du som barn blev båret ind

på salmesangens vinger

og ud af verdens rænkespind

til Himlens jordbetvinger,

da tog Han selv dig i sin favn,

velsigned´ dig som lille.

Da kaldte Han dig ved dit navn,

så intet ku´ jer skille.

Nu går du selv til kirkens kor,

vel båret af de stemmer

der lærte dig dit Fadervor.

Gid at du aldrig glemmer,

at det er navlestrengen til

et liv i himmerige.

I glædens rus, trods smertens pil

en daglig himmelstige.

Nu lægger du selv stemme til

det troens kor på jorden,

der, løftes op af englespil,

forener syd med norden.

Som ekko af det skaberord,

der vækker liv af døde.

Et svar fra den forløste jord,

der går sin Gud i møde.

Nu går du ud med løftet om

en pant på morgenrøden.

Du hører til Guds ejendom

i livet og i døden.

Din Herre er din Fader, Gud,

Han vil dit liv bevare.

Han går med dig i verden ud

som fred i sjæl og fare.

 

Præludium. (Konfirmander føres ind.)

Indgangsbøn.

Solosang ved konfirmander.

859: Vi kommer til din kirke, Gud.

Salutation.

Kollekt.

Læsning: 1.kor.3,16 – 20.

825: Du satte dig selv.

Evangelium. Lukas 24, 46 – 53.

Prædiken.

Tale.

167. Hil dig frelser.

Konfirmation.

99 v 6. Lad verden ej.

Salutation.

Kollekt.

Velsignelse.

901. Tak Gud.

Udgangsbøn

Postludium. (Konfirmander føres ud.)

Prædiken.

”Jeg vil give dig en million kroner, hvis du kan sige mig, hvor Gud bor”, sagde Peter til sin ven Hans.
Hans svarede: ”Og jeg vil give dig to millioner kroner, hvis du kan sige mig, hvor han ikke bor”.

Hvor findes Gud? Hvor bor Gud?

I dag på Kristi Himmelfartsdag hører vi, hvordan Jesus tager sine disciple med sig uden for byen Jerusalem.
Her har de levet sammen med ham siden han stod op af graven påskemorgen.
Her har de ventet spændt på, hvad der ville ske med dem. Med ham.


Uden for byen velsigner han dem….og så forlader han dem. Han bliver båret op til Himmelen. Op til Gud.

Mærkeligt nok bliver disciplene ikke kede af det. Tværtimod. Så vender de glade tilbage til byen. For de ved, at nu, hvor han ikke længere er der hos dem fysisk …..kan han være endnu tættere på dem. I ånden.

Hvor findes Gud? Hvor bor Gud?

Jeg har i dag, hvor I skal konfirmeres valgt, at fortælle en fortælling. En fortælling fra gamle dage…eller en fortælling fra nye dage…det må I selv om. En fortælling, der skal forstås med hjertet, og som kan forstås med hjernen. En fortælling, der ikke, som mange af de andre fortællinger, jeg har fortalt jer, stammer fra Bibelen, men som har sit udspring i Bibelen. Akkurat som alle gode fortællinger har det. Som alle gode film, den smukkeste musik, de bedste oplevelser har det. Fordi det alt sammen stammer fra det sted, hvor Gud bor.

###################################################

To munke sad en gang i deres kloster og læste i nogle gamle bøger. Da læste de ordene: ”Ved verdens ende er der et sted, hvor jord og himmel mødes, og hvor den store lykke derfor findes. For der bor Gud.”

Munkene så på hinanden. De tænkte det samme. De talte om det. Og de drog op fra klosteret for at finde dette sted. Med sig havde de bare en rygsæk med deres vigtigste ejendele. En bibel og en salmebog.

De sov under åben himmel eller fik husly i et af de mange klostre, som befandt sig rundt omkring i verden. De levede af den mad, som de kunne tigge eller arbejde sig frem til. De vandrede gennem de smukkeste landskaber og mødte de dejligste mennesker; men de var enige om, at de endnu ikke havde fundet stedet, hvor Gud bor.

De slæbte sig over bjerge med kulde og sne, og de gik gennem ørkener, hvor de tørstede.

De havde læst, at der på det sted, hvor lykken var, skulle være en dør. Man skulle bare banke på, så ville der blive lukket op. Så var man hos Gud.

De havde vandret i flere år. De havde set alt, hvad et menneske, kan se af godt og af ondt. Af det der er dejligt og det, der er rædselsfuldt. De havde set mennesker, der var gode ved hinanden og mennesker, der var modbydelige. De havde spurgt præster og lærde til råds, men ingen kunne svare dem. Mange rystede blot på hovedet af dem.

Endelig en dag hørte de rygtet om en gammel mand, der vidste mere end almindeligt var og vidste mindre.

Han var ikke præst, og han var ikke lærd. Tværtimod, så var han en af dem, som ingen regnede med. Han kunne ikke læse, han kunne ikke skrive og regne. Alle folk sagde om ham, at han var blevet skør af alderdom. At han var gået i barndom. For han kunne ikke huske datoer og ikke finde ud af, hvor i verden han levede. Somme tider fortalte han, at han havde været i Betlehem, da Jesus var blevet født, og andre gange fortalte han, at han havde været ude at danse med den smukkeste kvinde. Og alle vidste, at det var noget vrøvl, for den smukkeste kvinde ville styrte væk, når hun så den gamle mand. Desuden kunne han jo slet ikke danse.

Nogle gange kunne han fortælle om at han havde siddet til bords med konger og dronninger, og andre gange at han havde siddet og tigget i Indien, et sted, langt væk fra det sted, hvor han boede.

Man havde spærret ham inde på et plejehjem, for at han ikke skulle løbe sin vej. Man havde bundet ham til en kørestol. Han var lænket og afhængig af, at der kom nogen til ham.

Men man kunne ikke stoppe ham i hans sludder og mærkelige tanker. Man kunne ikke binde hans sjæl til en stol. Og man kunne ikke tøjre hans fantasi med de stærkeste bånd.

Det underlige ved ham var, at han også somme tider fortalte om noget, der ikke var sket, men som så skete en tid derefter. Derfor var der hele tiden mennesker, der kom til ham. Lyttede til ham, når han endelig sagde noget. For at høre, om han kunne fortælle dem, hvad de skulle gøre.

Da de to munke hørte om manden, gik de straks hen for at besøge ham. For de vidste, at visdommen og sandheden ikke altid skal findes hos dem, der kaldes for normale. Hos de veluddannede eller hos dem, der har styr på deres tilværelse. Og de havde læst i deres Bibel, at Paulus havde skrevet at denne verdens visdom er dumhed i Guds øjne. Hvordan var det nu der stod. De hev deres bibel frem. De slog op på Paulus første brev til korinterne kapitel 3, og de læste: ”Hvis nogen iblandt jer mener, at han er vis i denne verden, må han blive en dåre, for at han kan blive vis”.

En dåre! Det var jo, hvad den gamle mand var. Uden forstand på tid og sted. Før og nu.

”Hvor bor Gud”, spurgte de manden. ”Hvor er det sted, hvor jord og himmel mødes, og den store lykke findes? Sig os det, du gamle af dage.”

Den gamle så på dem med sine dybblå øjne. Det var som at se ned i en bundløs brønd.
Han smilede. Et alvorligt smil. Som om han tænkte: hvornår bliver denne verdens mennesker klogere.

”Så gå dog hjem”. Sagde han.

”Hjem?” Sagde de to munke.

”Ja. Så gå dog hjem. Bank på klosterets port og se, at den store lykke ikke findes på den anden side af verden, men den findes lige der, hvor Gud har sat jer til at leve, elske, kæmpe, græde og slås.”

Der blev stille et øjeblik. Munkene kunne ikke lide at forstyrre den gamle. Det var som om, han var langt borte. Fjernt fra denne verden.

”Er I ikke munke? Har I ikke læst jeres bibel”, sagde han så pludseligt.

Jo det mente munkene, da de havde. Både på hebræisk, latin og græsk…..

”Ja så gå hjem og læs den. Ikke med hovedet, men med hjertet.” Så vil I kunne læse, at Paulus siger:

”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer?”

Og så tav han.

Munkene så på hinanden. Der stod de, som havde læst i al verdens tykke bøger. Som var kendte for deres intelligens og store viden. Men som havde glemt, at Gud er der, hvor vi er sat til at leve. Og de bøjede deres hoveder, sagde tak og vandrede den lange vej hjem. Og de vidste, at det var sandt.

:at der hvor Himmel og jord mødes, der hvor den store lykke findes. Der hvor Gud bor.

Det er ikke ved verdens ende. Det er ikke på den anden side af kloden. Det er ikke i alle de andres oplevelser. Ikke i kvantiteten af oplevelser, men det er lige der, hvor Gud har sat os til at leve med hinanden. Lige her og nu.

For Gud bor i dansen og Gud bor i kampen.

Gud bor i latteren og Gud bor i gråden.

Gud bor i lykken og Gud bor i ulykken.

Gud bor her i dette hus. I dag.

For I er Guds tempel, Guds hus….og Guds ånd bor i jer.

Gud findes ikke kun i fortiden, i den lykkelige barndom. Der var han også.

Gud bor ikke kun i fremtiden. I en lykkelig tilværelse. Der bor han også.

Gud bor i nutiden. Den nutid, der er min og din.
Den nutid der kan være god eller ulykkelig. Fuld af glæde eller fuld af bekymring.

Gud bor i den nutid, som vi hele tiden lever i.

I er Guds tempel…..og Guds Ånd bor i jer.

Kristi Himmelfartsdag er dagen, hvor Jesus farer op til Gud for at kunne være her hos os.
Her, hvor vi lever, elsker, slås, kæmper med alt det, der er vores.

Derfor behøver vi ikke lede efter ham på den anden side af jorden. For han er jo lige her.

Amen.

Kære konfirmander.

Hvor bor Gud?

Det er et af de spørgsmål, som jeg har villet stille jer i den tid, jeg har været sammen med jer.

Bor han i Roskilde Domkirke til et konfirmandtræf med flere tusinde konfirmander, eller ved en ekskursion til samme kirke?

Findes han i forestillingen Jesus Christ Superstar eller under salmesangen i konfirmandstuen.

Viser han sig i de gamle støvede bibelske tekster eller i børne /familiegudstjenesterne og krybbespillet, som I har været med til at lave.?

Der findes ikke noget entydigt svar. For Gud bor overalt. Viser sig overalt. I sangen. I læsningen. I fortællingen. I bønnen. I prædikenen. I kirken. I fællesskabet. I legen. I dag.

I har været et vidunderligt hold. Tilpas stort og tilpas lille til at kunne undervise og hygge. I har været åbne og spørgende, og det har været, som om I bare hørte til i den verden, der udspillede sig i præstegården og i kirken. Som om I hørte til der som den naturligste sag i verden.

Det betyder ikke, at I ikke har haft spørgsmål at stille, eller at I ikke har været fraværende ….selv om I var til stede.

Men alt sammen har det været i en positiv ånd. Med en positiv indstilling til talen om Gud i kirken og konfirmandstuen.

Jeg ville egentlig gerne have haft, at Jesus kom på besøg i dag. Til jeres konfirmation. Det kræver lidt af en forklaring. Men da vi var inde for at se Jesus Christ Superstar, var bussen, der skulle hente os, lidt forsinket. Vi stod tilbage på pladsen foran Østre Gasværks Teater og frøs og ventede. Pludselig begynde de at komme ud alle sammen. Pilatus, kom cyklende på sin gamle cykel med sit indianerhår. Maria Magdalene og disciplene fulgte efter. Så kom Judas Iskariot, eller Jimmy Jørgensen. Han satte sig op på sin gamle motorcykel. Uden motorcykel tøj og med en gammeldags hjelm på hovedet. Til sidst manglede vi blot Jesus. Og så kom bussen. Og vi måtte af sted…Vi kiggede langt mod døren…men vi ventede forgæves. Han kom ikke.

Derfor kunne det have været sjovt at have haft ham på besøg.

Jeg er nu ikke i tvivl om, at den rigtige Jesus er her i dag,men skuespilleren, ham må vi savne. Til gengæld har vi haft glæde af Rikke og Jonas sang. Den sang de sang til vores krybbespil og i dag lige så flot.

Hvor bor Gud? Hvor kan han findes? Det spørgsmål har jeg gerne villet stille og finde et svar på sammen med jer konfirmander. Og vi har været langt omkring.

Jeg ved ikke om I er blevet klogere. Det mærker man jo ikke, mens man bliver det.

Men jeg tror det.

Jeg har i hvert fald nydt tiden sammen med jer. Nydt at dele alle de søvnige og mindre søvnige eftermiddagstimer med jer. Nydt jeres humør. Jeres åbenhed. Jeres forventninger til dagen i dag. Nydt jeres skuffelser og jeres drømme.

Så tak for tiden, der gik. Det har været spændende at undervise jer. Fyldte med spørgsmål. Fyldte med protest. Kritik og åbenhed. Fyldte med problemer og spil der hele tiden flytter sig.

Jeg håber for jer, at I må nyde dagen i dag. Her og i familiens skød.

Den er jeres. Et tegn på, at I er elskede og at Gud bor i jer.. hos jer. Lige til at gå til. Med alt, hvad I har af problemer og glæder.

Tak for nu.

Må Gud velsigne jeres videre vandring ind i jeres fremtid.

Amen.