En pinsesalme.

Mel. Jeg ved et lille himmerig.

Gud skabte ved sin Helligånd

en verden uden lige.

Hvor Adam, han gik hånd i hånd

med Gud på jorderige.

Gud døbte ved den Helligånd

sin søn, den elskelige.

Og Jesus, han gik hånd i hånd

med Gud på jorderige.

Gud fødte ved sin Helligånd

i pinsen uden lige,

en kirke, der gik hånd i hånd

med Gud på jorderige.


Gud skaber ved sin Helligånd

en verden uden lige.

Han knytter med en kærlig hånd

sin skabning til sit rige.

Gud døber ved sin Helligånd,

og gør os himmelrige.

Genfødte går vi hånd i hånd

med Ham på jorderige.

Gud Fader, Søn og Helligånd

går skabningen i møde.

Så vi kan vandre hånd i hånd

med levende og døde.

For Helligånden bygger bro,

imellem jord og himle.

I kærlighed og håb og tro

forenes folkevrimle.

På tværs af tid og rum og sted

bevæges vore sjæle.

Ved Helligåndens kærlighed

får kroppen mund og mæle.

Så syng med engle, pris med sang,

Guds pinsemorgengave.

Den Helligånd, der dagen lang

gør jorden til Guds Have.


 

Præludium. Dåbsbarn føres ind.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: 765. Jorden er så rund.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Salme: 247 v. 1 - 2. I al sin glans nu stråler solen.

Prædiken. 1.del. I Faderens

Salme 247 v. 3- 4.

Prædiken. 2.del. Sønnens

Salme 247 v. 5-6.

Prædiken. 3.del. og Helligåndens navn.

Salme 247. v. 7.

Prædiken. 4.del.

Bøn

Velsignelse.

Salme: 44. Ingen er så tryg i fare.

Udgangsbøn.

Bekendtgørelser.

Dåbslys.

Postludium. Dåbsbarn føres ud.

Info:

Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Sådan lyder ordene her i kirken, hver gang vi har dåb.
Sådan lyder de i dag, når vi døber.
Sådan har mange piger sagt det, når de legede dåb med deres dukker.

Vi kender alle ordet Faderen og ordet Sønnen, men hvem er Helligånden?

Det har lige været pinse. Og pinsen er Helligåndens fest, men hvem er Helligånden?

De fleste mennesker ved, hvorfor vi fejrer både jul og påske, men ikke hvorfor vi fejrer pinse. For pinsen er svær at forstå. Svær at få hold på.

For den handler om den Helligånd, som vi ikke rigtigt kender.

Men lad os prøve. Lad os begynde med begyndelsen.

Salme: 247 v 1-2. I al sin glans nu stråler solen.

Prædiken.

1.del.

I Faderens….

I begyndelsen skabte Gud verden. Og da han skabte verden, står der i Bibelen, at han åndede på den. Han lod sin hellige ånde svæve hen over vandene, hen over jorden, og blomsterne blomstrede, træerne sprang ud. Fiskene svømmede i vandene og fuglene fløj under Guds himmelhvælving. Dyrene fik unger og menneskene blev til.
Og Gud så at alt var godt.

Salme 247. v 3-4.

Prædiken.

2.del.

… Sønnens,

Mange år senere sendte Gud sin søn ned på jorden. Han lod ham føde i en stald, i en krybbe. Han lod ham vokse op, og da han var blevet tredive år blev han døbt

På det tidspunkt, var der ikke mange i verden, der kendte ham. Hans mor og far kendte ham. Hans søskende kendte ham. Og naboerne i den by, hvor han voksede op, kendte ham.

Men ellers var der ikke mange, der vidste, hvem han var.

Nede ved en flod, der hed Jordan, stod der i de dage en mand, der hed Johannes Døber, og døbte. Han døbte tusinder af mennesker. Og samtidigt fortalte han om Gud.

Han fortalte, at Guds søn skulle komme. Og han fortalte, at den dag, hvor han kom, ja da ville de ikke længere have brug for ham, Johannes Døber.

For Johannes døbte med vand, men når Guds søn kom, så ville han døbe med vand og Helligånd.

De forstod ikke rigtigt, hvad han mente med det, men det bekymrede dem heller ikke så meget.

Bare de blev døbte.

Johannes fortalte dem også, at når Guds søn kom, så ville han være så mægtig og stor, at han, Johannes ikke ville være værdig til at bukke sig ned for at binde hans snørebånd.

En dag dukkede han op, Guds Søn. Nede ved Jordanfloden. Nede ved Johannes Døber. Han gik stille ned igennem mængden af mennesker, og det var, som om alle vidste, at denne mand var noget særligt.

Alle dem, der stod i kø for at blive døbt, gik til side for ham. De lod ham komme frem foran dem.

Jesus, for ham var det, gik ud i vandet. Helt hen til Johannes. Da Johannes så ham vidste han også straks, hvem det var, der kom.

”Døb mig,” sagde Jesus. Johannes så forskrækket op og sagde:

”Jamen, jeg kan da ikke døbe dig. Det må da være dig, der skal døbe mig. Du er jo helt ren.”

”Døb mig,” gentog Jesus. ”For sådan vil Gud have det.”

Og så vidste Johannes, at der ikke var andet at gøre, end at døbe Jesus.

Og han døbte ham. Dyppede ham. Helt ned under vandet.

Da Jesus var blevet døbt og steg op af vandet, åbnede Himlen sig.

Og Gud åndede på Jesus med sin hellige ånde. Ligesom han havde gjort det, da han skabte verden.

Og Gud lod sin ånde svæve ned som en lysende hvid due.

Den satte sig på Jesus skuldre. Da lød der en røst fra himlen, der sagde: ”Dette er min søn. Ham jeg elsker. ”

Da Jesus var blevet døbt med vand og Helligånd, gik han rundt i hele landet og helbredte folk, der var syge. Han fortalte om sin far, og når han fortalte, ja så var det som om den, der hørte på hans tale, allerede var i Paradiset. Som om Gud gik midt iblandt dem.

Lod sin hellige ånde svæve hen over dem. Lod den sætte sig blandt dem.

Og alle var glade...eller næsten alle. For der var nogen, som ikke kunne lide, at han var så populær.

”Du skal ikke tro, du er noget,” sagde de til ham, og det endte med at de slog ham ihjel.

Men han snød dem. For han stod op af graven tre dage efter, at de havde lagt ham i den. Og han viste sig for de kvinder, der var kommet ud til graven for at græde. Og han gik til sine disciple, og talte med dem.

I fyrre dage gik han sammen med dem. Så skulle han hjem til sin far i himlen. Han kyssede dem alle farvel, og sagde, at de ikke skulle være kede af det. Og så fortsatte han med at sige:” Gå ind i byen og bliv der. Om ti dage, er det pinse. Da vil Gud selv ånde på jer med sin hellige ånde. Og jeg vil lade den svæve hen over jer og sætte sig på jer. Som den svævede over vandene, da verden blev til. Som den svævede over mig, da jeg blev døbt. ”

Salme: 247.v 5-6.

Prædiken.

3.del

…. og Helligåndens navn.

Og disciplene gjorde, som han sagde. De gik ind i byen. Og de ventede til det blev pinse.

De sad alle sammen i et lille hus i udkanten af byen.

De var bange for, at de også skulle dø, som deres Herre og Mester.

De var blevet ladt alene, og de anede ikke, hvad de ventede på.

Pludselig hørte de en mægtig susen for deres ører. Det var som om en vind svævede hen over dem.

Det var som om nogen åndede på dem med sin hellige ånde. Hårene rejste sig på dem, og da de så på hinanden, så de, at der ikke sad hvide duer, men ildtunger på hvert eneste hoved.

De vidste ikke rigtigt, hvad det betød. Men de mærkede, at de fik en forfærdelig lyst til at rejse sig og danse og le. Til at favne og elske hinanden. Til at fortælle om Gud.

De gik ud af huset, og udenfor var der ved at samle sig en kæmpe folkeskare. For der var mange i byen for at holde pinse. Og der var mange, der havde hørt lyden af det hellige åndepust, der var kommet. Og de ville se, hvad det var. De ville høre, hvem der var kommet .

De fiskere, som før havde været tunge i sindet, bange og kede af det. De dansede nu rundt og klappede i deres hænder. Som små børn. Som unge, der vifter med hænderne under en koncert.

De var glade.

Og en af disse fiskere, der aldrig før havde talt i en offentlig forsamling. Der ikke var vante til at tale, men som tværtimod var kendte for at være tavse og hellere ville tie end tale. En af dem, ham, der hed Peter, begyndte nu at tale til hele folkeskaren, som om han aldrig havde bestilt andet.

Han fortalte, at den Guds søn, som var død og stået op, nu havde sendt sin Helligånd ned på jorden. For at være midt iblandt dem.

”Jamen, vi kan jo ikke se Helligånden”, sagde de, der stod og hørte på Peter. ”Nej,” sagde Peter,” men selv om I ikke kan se solen, så ved I, at den er der. Så kan I mærke den. Og selv om I ikke kan se vinden, så ved I, at den er der. På samme måde er det med Helligånden. Den ser vi ikke. Den hører vi ikke. Men den er her. Og når den rammer jer, så kan I mærke dens magt og dens kraft.”

”I er jo en flok fulde fiskere!” sagde folkeskaren til dem.

”Ja,” råbte Peter,” vi er fulde. For vi er fulde af Helligånd.”

Og så begyndte de andre disciple minsandten også at synge og fortælle om Jesus. Og de fortalte om ham på græsk og på hebræisk. På tysk og på dansk. Og alle forstod, hvad det var, de sagde.

Inden pinsedagen var omme, var tre tusinde mennesker blev døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!

Salme: 247.v 7

Prædiken.

4.del.

Efter denne første pinse gik disciplene ud i hele verden for at fortælle om Guds Søn. Og Helligånden fulgte dem og var hos dem. I gode dage og i onde dage. De fleste af disciplene blev slået ihjel som deres Herre og Mester, fordi de holdt fast på, at Jesus som Guds Søn var stået op af graven. Men Helligånden. Den kunne de ikke slå ihjel. Den kunne ingen røre ved. For den var og er fra Gud. Og den fulgte med hver den, der fortalte om Faderen og Sønnen. Hver den, der blev døbt.

I dag. 2000 år efter den første pinse og mange kilometer fra det sted, hvor Helligånden først svævede over disciplene, er Helligånden nået til os.

For i dag hører vi om den Gud, der ånder på os mennesker. Der lader sin hellige ånd svæve over os og sætte sig, hvor han vil, og når han vil

Vi kan heller ikke se Helligånden. Som vi ikke kan se solen. Som vi ikke kan se vinden.

Men vi kan somme tider føle og mærke den.

Som disciplene kunne det.

Som Jesus kunne det.

Som jorden kunne det på den første skabelsens morgen.

Som vi kan det hver gang, det bliver pinse.

Når Helligånden rammer verden, så springer blomsterne ud.

Så får træerne blade.

Så leger dyrene og så begynder vi mennesker at tro, håbe og elske.

Så får vi mod til at tale og fortælle om Gud.

Så får vi tro på, at livet står op af døde. Tør vi håbe på at kærligheden sejrer over hadet. Kan vi elske hinanden. På tværs af alt det, der måtte skille os fra hinanden.

Og så ved vi inderst inde godt, at Gud er midt iblandt os som den Helligånd, der døbte os til at leve i fællesskab med ham og hinanden.

Amen.