En dåbssalme.

Mel. Stakkels Hanne.

Der var stille som i graven,

da Guds Søn beskrev Guds-haven

for det folk, der søndag morgen

endnu bar på hverdagssorgen.

Fugle tav, og træer lytted´,

dyrene, de glemte byttet.

Ingen vind forstyrred´ freden.

Tiden svandt for evigheden.

Det var sol ved vintertide.

Det var sejr for den der stride.

Det var trøst og håb og glæde.

Det var smukt, så man ku´ græde.

Her var, hvad de længtes efter.

Her var Livets skaberkræfter.

Her var fællesskabets kilde.

Her bød himlens Gud til gilde.

Alle følte, man fornemmed´,

at hvert ord var fra en fremmed

verden, som man knapt nok kendte,

men som drøm i hjertet brændte.

Ja, de var der, midt i haven

gik Gud selv, som var nu graven

som et mareridt forsvundet.

Dødens magt var overvundet.

Lad kun børn og barnesjæle

sammen med Guds engle knæle.

Lad den gamle med den spæde

være et i sorg og glæde.”

Far og mor og lillesøster

har med Bedste fælles trøster.

Sammen synger vi - med kære

der forlod os - Gud til ære

Sammen skal vi danse, lege.

Hverdag skiller vore veje,

søndag samler dem i festen,

hvor hver døbt bær´ barneresten

frem for Gud. Velsignet være

den, der opgi´r voksenære

for hos Jesus at modtage

barnetro til voksendage!

Pludselig med et de hørte

barnegråd og støj, der rørte

strenge, som var helt fortrængte.

Hvem var det, der roen sprængte?

Verden var igen den samme

mandag morgen med dens klamme

hånd, der skiller hver familie

imod hver en drøm og vilje.

Da de børn og mødre ikke

gik, men blev trods vrede blikke,

trued´ hele menigheden:

”I forstyrrer jo Guds freden!

Vi var lige midt i Haven,

men nu ser vi atter graven.

Vi var fyldt af fred og glæde,

men nu hører vi én græde.”

Hver en søndag kan vi fejre,

at opstandelsen vil sejre.

Pantet, det er barnedåben,

hvor vi først så himlen åben.

Her er ingen angst for døden,

Her er ingen trængt af nøden.

Her er ingen stor og lille.

Alle er vi en familie.

Det er sol ved vintertide

Det er sejr for den, der stride.

Det er trøst og håb og glæde,

Det er smukt, så man kan græde.

Her er, hvad vi længes efter.

Her er Livets skaberkræfter.

Her er fællesskabets kilde.

Søndag byder Gud til gilde!

”Hør, hvad er det, dog I siger?”

råbte Jesus vredt. De tier.

”Hvad skal I med fred, hvis freden

splitter hele menigheden

op i børn og voksne, gamle,

spreder, hvad mit liv skal samle.

Hvad skal jeg med jeres bønner,

når jeg savner døtre, sønner

i en menighed, der glemmer,

den er legeme, dens lemmer

er fra første dag til sidste

----selv de ubetydeligste---

dele af en større helhed

som selv ikke dødens stilhed

kan halvere. I mit rige

er I alle elskelige.

 

Præludium: Dåbsbarn føres ind.

Indgangsbøn

Info.

Salme: 859: Vi kommer til din kirke Gud.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Salme: 488: Sov sødt barnlille.

Prædiken. 1.del. Matt. 11,16-19.

Salme: 544: Den store mester kommer.

Prædiken. 2.del.

Bøn

Velsignelse.

Salme: 44. Ingen er så tryg i fare.

Udgangsbøn.

Bekendtgørelser.

Dåbslys.

Postludium. Dåbsbarn føres ud.

Info:

Vi skal have dåb i dag.
Når vi døbes, bliver vi båret ind i Guds Rige.
Bliver vi Guds børn.

I det rige, er det Gud, der bestemmer. For her er det Gud, der hersker. Gud, der er konge.
Og her er er det os, mennesker, der må lytte til ham og adlyde, når han befaler.

Det kan lyde ubehageligt. For vi mennesker kan i virkeligheden ikke lide, at der er nogen, der bestemmer over os. Vi vil helst selv bestemme. Men ligeså ubehageligt det kan være, at der er nogen, der bestemmer over os, ligeså dejligt kan det være.

Mange af jer har sikkert set filmen, Løvernes Konge. Her har løveungen Simba fået at vide, at han må lege overalt i sin faders rige. Men der er et sted, hvor han ikke må gå hen, fordi det er for farligt for ham. Her hersker de kræfter, som han ikke kan styre. Alligevel drister han sig derhen, for at se om det nu også er rigtigt, at det er så farligt et sted.

Kun fordi hans fader opdager ham, bliver hans liv reddet.

Da jeg var barn, syntes jeg heller ikke altid, at det var rart, at mine forældre bestemte over mig. Hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte. Men da jeg blev voksen og selv skulle til at bestemme over mit eget liv, så opdagede jeg, at det var meget mere besværligt at leve. For hvad var rigtigt, og hvad var forkert.

Som barn kunne jeg løbe og lege ude i haven. Her var der ingen, der blandede sig i mine lege. Ingen, der bestemte over dem. Så længe jeg bare holdt mig inden for havens grænser, var det trygt og rart. For jeg vidste jo hele tiden, at der altid var nogen, der havde øje for mig. Der passede på mig. Nemlig de forældre, der bestemte over mig.

Men en gang imellem. Så fik jeg også lyst til at gå uden for havens grænser.

Derud, hvor mine forældre ikke kunne se mig eller høre mig.

Derud, hvor livet var spændende, fordi det var farligt.

Og jeg slap fra det med skrækken.

Det er trygt, og det er rart at leve i Guds Rige. Her bestemmer Gud godt nok, men han er også den, der har øje for os. Den, der passer på os. Beskytter os.

Og vi har lov at lege i det rige, så meget vi vil. Bare vi ikke går ud over rigets grænser.

Prædiken.

1.del.

Jesus tager bladet fra munden i dag. Han raser og skælder ud, for han er ked af det. Han har ondt af alle de mennesker, der længes efter Gud, og som ikke kan se og høre, at Gud er lige midt iblandt dem.

Hans slægtning og ven, Johannes Døberen der døbte Jesus i Jordanfloden og tusinder andre med ham, er blevet fanget og kastet i fængsel. Ingen ved, om han vil overleve. Heller ikke Johannes Døberen selv. Derfor har Johannes fra sit fængsel sendt bud til Jesus for at spørge, om Jesus er den, der kommer, eller om man skal vente en anden. Om han virkelig er Guds søn, Guds Salvede.

Jesus svarer Johannes ved at fortælle ham, om alt det, der sker. Om døve, der hører, om døde, der står op. Så må han da kunne forstå, at Jesus er den, der kommer.

Og så vender Jesus sig om mod folket og siger: ”Hvorfor ser I ikke? Hvorfor hører I ikke? I er jo i virkeligheden alle som små børn. I ser kun det, I selv vil se og ikke det, som Gud forsøger at vise jer? I hører kun det, I selv vil høre, og ikke det som Gud ønsker at fortælle jer?

Når Gud spiller på fløjte for jer, så danser I ikke. Når Gud synger klagesange for jer, så jamrer I ikke.

For I vil selv, og I kan selv.

I vil selv bestemme, hvornår I skal danse, og hvornår I skal jamre.

Det er der ingen, der skal fortælle jer.

Når Johannes Døberen lader være med at spise, men lever af græshopper og vilde biers honning, så siger I at han er blevet vanvittig.

Når jeg spiser og drikker den mad og den vin, jeg bliver tilbudt,

så siger I, at jeg er både en frådser og en dranker.

I vil selv, og I kan selv. Ingen skal bestemme over jer. Ingen skal fortælle jer, hvad I skal gøre. Ikke en gang Gud. For ham har I hverken tålmodighed til at vente på, eller lyst til at rette jer efter.

Men jeg siger jer, at det ender galt. For I kan ikke selv klare livet. I kan ikke selv styre verden. Heller ikke jeres lille verden, derhjemme.

Hvis I selv vil styre verden, som man styrer et par heste, kører den af sporet.

Og hvis I lader andre styre den, ender den med at blive ødelagt.

Så læg dog jeres liv og jeres verden i Guds hænder, og lad ham styre den verden, som han alene magter. Han som skabte den. Han som ved, hvad der er godt for den. Han som elsker den og vil at den skal befries fra alle dæmoniske kræfter,

at den skal frelses fra at gå under.

Prædiken.

2.del.

Du skal ikke bestemme over mig!

Sådan lærer vi hurtigt at sige. Vi hører små børn sige: ” Du skal ikke bestemme over mig.” Vi hører unge udtale: ”Det skal du ikke bestemme.” Og vi hører voksne, ja gamle hviske:” Det skal jeg nok selv bestemme.”

Vi siger det til den kammerat, der måske gerne vil bestemme det hele, og vi siger det til den storebroder eller storesøster, der gerne vil bestemme over os. Og det er jo rimeligt nok.

Men man hører også somme tider helt små børn sige til deres forældre: ” Du skal ikke bestemme over mig”, og hvis forældrene så siger: ”Jo, det skal jeg,” så spørger barnet: ”Hvorfor?”

Hvorfor skal forældre bestemme over det lille barn? Fordi forældrene er voksne mennesker, der har levet lidt længere, og derfor også ved lidt mere om livet, end det lille barn gør..

Voksne mennesker ved ikke alt om livet, men de ved mere end barnet. De ved, at det kan være farligt, at lege alene nede ved den store sø. De ved, at det ikke er så smart at løbe ud og lege i trafikken. De ved, at verden er dejlig, men også meget farlig at bevæge sig rundt i. Og når de bestemmer, så gør de det ( som regel) for at beskytte barnet imod alt det, der gør ondt.

Jo ældre vi bliver, jo mere lærer vi om den verden, som vi lever i. Men selv om man bliver 90 år gammel, så ved vi ikke alt om livet, og så bestemmer vi ikke alt her i livet.

Vi bestemmer ikke selv, om et lille barn fødes sundt og raskt. Vi kan håbe på det.

Vi bestemmer ikke selv, om vi er raske.

Vi bestemmer ikke selv, om vi får lov at leve længe, eller om vi kun får lov at leve i kort tid.

Der er mange ting vi ikke selv bestemmer over. Heller ikke som voksne.

For selv om vi er voksne, ja så kan vi jo ikke se ind i fremtiden. Så kan vi ikke spå.

Vi kan lege med den sjette sans og udfordre åndernes magt. Vi kan forsøge at finde en mening med livet ved at kigge i kort, hånd og stjerner. Men jo mere vi kan, jo mere forvirrede bliver vi. For hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Og hvem kan i virkeligheden fortælle mig meningen med mit lille liv? Hvem skal jeg tro på? ”Er Du den, der kommer, eller skal jeg vente en anden?”

Den åndelige verden er uendelig. At gå ind i den, er at gå udenfor haven. Der, hvor kaos råder. Der, hvor der ingen beskyttelse er. Ingen til at passe på mig.

Her kan jeg ikke engang selv bestemme, for her er det åndernes magter, der bestemmer.

Jeg tror ikke på spåkoner, men jeg tror på Gud. For Gud er ældre end os voksne. Han er større og mægtigere. Han kan se ind i den fremtid, som vi ikke selv kan se ind i. Han ved, hvad der er sket, og han ved, hvad der sker.

”Du skal ikke bestemme, for jeg vil selv bestemme over mit liv!” siger vi voksne til Gud. Og så er det, at vi løber uden for haven. Så er det, at vi begynder at lege med Ånderne. Det er spændende, fordi vi pludselig mærker, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan fatte. Det er lidt farligt, for vi mærker pludseligt, at det ikke er os, der styrer i denne verden, men at vi styres af kræfter, som vi ikke har magt over.

Gud siger ikke noget til, at vi går ind i den verden. At vi leger med den. Men han er måske ked af det. Han har måske ondt af os mennesker, og synes det er synd for os, når vi ikke kan se eller høre, at han er der for os, for at beskytte os for de kræfter, som han udmærket kender til. At han er der for at passe på os og vores verden. Som vi voksne forsøger at beskytte og passe på vore børn.

Han ved nemlig, at det ender galt, når vi selv prøver at bestemme over vores lille verden. Over vores liv. Eller over hinandens liv. For det kan vi mennesker ikke.

Jesus er vred og han er ked af det. Fordi folk ikke vil se og ikke vil høre på Gud, men hellere vil lytte til sig selv.

Og han siger: ”Så lad dog Gud bestemme over jeres liv. Læg jeres liv i hans hænder og slap af. I kan alligevel ikke frelse eller kontrollere hele verden, og hvis I prøver på det, vil I opdage, at det er umuligt. Det bliver I bare deprimerede og stressede af. Det bliver I bare uvenner af. Det fører til krig og ødelæggelse. Den lille verdens og den store verdens undergang.”

Derfor: Lad Gud om at styre verden. Den store og den lille. Lad ham være bossen.

Lyt til ham. Bed til ham og hør på ham. Og Han vil fortælle jer, hvad I skal gøre, og hvordan I skal leve jeres liv. Og lev så efter det, så verden kan blive den bedste verden at leve i.

Når Gud får lov at styre vort liv, opdager vi nemlig, at livet er trygt og godt. Og vi voksne, ja vi kan få lov at slappe af. Overfor jer børn. Overfor hinanden. For vi ved jo, at lige meget, hvad der sker, så er Gud den der styrer og holder verden i sine hænder.

Gud styrer, så lad ham styre.

                                                                                       Amen.