Friluftsgudstjeneste.

Lad mig være redskab for Din fred.

(Make me a channel of your peace.)

Lad mig

være redskab for Din fred.

Hvor hadet råder,

bringe kærlighed.

Hvor uret truer,

bane nådens vej.

Hvor tvivlen hersker,

bringe tro på Dig.

Lad mig

være redskab for Din fred.

Hvor afmagt trives,

bringe håbet med.

Hvor mørket taler,

tænde ordets lys.

Hvor sorgen lammer,

bringe glædens kys.

O Herre lad mig,

før jeg søger trøst ,

omfavne den, der søger Dig, med trøstens røst.

Førend jeg selv forstås,

forstå mig på.

Og før jeg elskes,

elske næsten ligeså.

Lad mig

være redskab for Din fred.

At tilgi´ er for mig barmhjertighed.

At give helt, er fuldt at få igen

At dø, er at få evigt liv. Amen

Præludium: Syng lovsang hele jorden.

Indgangsbøn

Info.

Tekst: 1.kor. 13.

Trosbekendelse.

Salme: 696. I østen stiger.

Prædiken. 1.del.

Salme: Guds kærlighed.

Prædiken.2. del.

Salme: Dansens Herre.

Prædiken.3. del.

Bøn.

Fadervor.

Velsignelse .. efterfulgt af velsignelsessangen.

Salme: Tak Gud, for hver en nyfødt morgen.

Udgangsbøn.

Postludium: Syng lovsang, hele jorden.

Info:

Dagen i dag er lidt anderledes. Vi sidder ikke i en kirke, men i skolens gård.
Vi har ikke noget orgel, men vi har et par trompeter, der kan spille.
Derfor bliver gudstjenesten også lidt anderledes. Den vil bestå af salmesang, bøn og prædiken. Det hele blandet godt sammen.

Vi skal i dag høre om kærlighed.

Ikke den kærlighed, som vi kender til fra hverdagen i skolegården, ikke den kærlighed, der går efter det smukke og det skønne. Det lækre og det smarte.

Men en anderledes kærlighed. Guds kærlighed.

En kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt. Udholder alt.

Prædiken.

1.del.

En dag i året 31 i landet Israel.

Der sad en gruppe mænd omkring et bord i farisæeren, Simons hus. Det vil sige, de sad ikke, men de lå, for de var inviteret til middag. Den gang lå man til bords, når man spiste. I hvert fald når man var fin på den. Sådan gjorde man i den store verden. Sådan var man også begyndt at gøre i landet Israel. I hvert fald blandt dem, der var noget.

Og farisæeren Simon, han var noget.

Han var klog.

Han var ikke bare medlem af menighedsrådet,

han var også medlem af byrådet.

Han var en af dem, der sørgede for at alt i hans by foregik, som det skulle og burde efter Guds love.

Farisæeren Simon havde hørt om Jesus. Hørt at han helbredte mange mennesker. Hørt, at han blev kaldt en profet, ja at nogle oven i købet talte om ham som Gud søn. Så han havde inviteret Jesus til at spise sammen med sig og andre af de bedste mænd fra byen.

For nu ville han selv høre og se, hvad der var om snakken.

De skulle lige til at spise. Hele huset duftede af den dejligste mad. Udenfor stod kvinderne og snakkede, og børn der kiggede ind af vinduerne for at se, hvordan man spiste hos de fine.

Kvinderne var ikke blevet inviterede, og børnene ikke velkomne.

For nu skulle der tales alvor.

Nu skulle der handles og forhandles!

Prædiken.

2.del.

En kvinde dukkede op:

Maden blev serveret, og mændene skulle lige til at nyde den, da døren gik op.

En kvinde trådte indenfor. Hun var flot og smuk.

Hendes lange, sorte hår nåede hende ned til lænden.

I hånden holdt hun en krukke.

Der blev stille i stuen. Helt stille. Ingen sagde noget. Ikke engang goddag. Alle holdt vejret. For alle vidste, hvem hun var. Men ingen vidste, hvad hun ville. Og ingen havde lyst til at spørge hende. For kvinden var en af dem, man ikke talte med. En af dem, man ikke besøgte, i hvert fald ikke så længe, det var dag.

Kvinderne i byen hadede hende, mændene foragtede hende.

Hun var lidt for smuk. Lidt for yndig. Ikke til at få blikket og tanken væk fra. Hun var den, der med sin skønhed truede dem alle. Og så tjente hun oven i købet penge på det.

Kvinden var en synderinde. En hore. En luder. Hun levede et farligt liv, for den dag, hvor hun blev taget i at ligge i sengen sammen med en gift mand, ville hun være dødsdømt.

Da ville byens borgere have ret til at tage hende med uden for byen og stene hende ihjel. Og hun vidste, at de ville gøre det. Alle sammen.

Også de mænd, hun havde haft besøg af. I sin seng.

Hun havde aldrig drømt om at blive luder.

Hun ville så meget.

Hun ville giftes. Have mand og børn, og et lille hus på landet.

Hun ville være som alle andre.

Men hun var ikke blevet som alle andre. For hun var lidt for smuk og lidt for yndig. Alle drengene var vilde med hende. Alle mændene faldt for hende. Men ingen ville giftes med hende. Det turde de ikke. For de kunne ikke holde ud at se, hvordan de andre mænd i byen kiggede efter hende. Pjattede med hende. Hun var blevet til et ”skuebrød”. Den man gerne måtte se på og flirte med, men ikke måtte røre. Og mændene, de havde giftet sig med andre.

Hun selv. Ja hun havde ikke været meget bedre. For hun havde jo flirtet med dem alle. Hun havde jo gjort sig lækker for hver en mand, der var i nærheden. Hun kunne ikke lade være. Hun vidste, at hun så godt ud, og at hun kunne få opmærksomheden alle vegne. Om ikke med andet, så med sin krop. Men hun anede ikke, hvad kærlighed var. For hun havde aldrig følt den.

Hun var aldrig blevet gift. Havde aldrig fået sig en mand, der kunne forsørge hende. Men hun skulle jo leve. Hun skulle jo have penge for at få tøj på kroppen og mad i munden. Og så havde hun valgt at leve af sin krop. At sælge den.

Men hun hadede det. Hun hadede sig selv for det, hun gjorde. Hun havde kvalme om natten og græd om dagen. Det værste var, at hun ikke havde nogen at tale med om det. Ingen at betro sig til og græde ud hos. Hun følte sig som det mest ensomme menneske på jorden. Men det kunne ikke ses, for hun var blevet hård, kold og stolt. Hun ville ikke ynkes.

En dag hørte hun om Jesus, at han ville komme til byen. Hun havde hørt mange tale om ham. Hun havde hørt, at man kaldte ham for Guds søn.

Først havde hun leet. For Gud var hun holdt op med at tro på. Han hørte hende jo ikke. Han hjalp hende jo ikke. Og da slet ikke nu, hvor hun levede det liv, som hun gjorde. Men hun kunne ikke lade være med at lytte til kvindernes snak om ham. Om at han gik sammen med alle dem, der ikke var så fine i kanten. Alle dem, som de andre ikke ville være sammen med. Og hun kunne ikke få ham ud af sit hoved. For tænk, om det var rigtigt. At han holdt af alle slags mennesker. Han måtte være noget særligt.

Hun var lige ved at fortryde. Hun kunne være krøbet i et musehul. For alle mændene i farisæeren Simons hus, de gloede på hende, som de plejede.

Hun havde brugt alle sine penge. Havde købt en krukke med en meget, meget dyr olie. Nu stod hun der, som det skuebrød hun var. Hadet og foragtet. Stemplet for livstid. Men hun var ligeglad.

Ingen sagde noget. Ingen gjorde noget. Alle ventede på, hvad der ville ske. Da gik hun hen til Jesus og stillede sig ved hans side. Han så på hende. Sagde ikke noget, så bare. Men han så på hende på en helt anden måde, end de andre mænd. Han så på hende, og det var, som om han så lige ind i hende. Ind bag ved hendes flotte ydre. Som om han overhovedet ikke lagde mærke til, at hun var smuk.

Det var vist første gang i hendes liv, at det skete.

At en mand ikke lagde mærke til hendes krop. Hun knælede ned ved hans fødder og begyndte at græde. Tårerne løb ned ad hendes kinder. De løb ned på hans fødder. Hun løsnede sit lange hår, og tørrede tårerne af med det. Hun kyssede fødderne igen og igen.

Til sidst tog hun krukken med den dyre olie. Hun hældte olien ud i hænderne, og smurte hans fødder med den.

Prædiken.

3.del.

Tilgivelsen.

Der blev uro i stuen. Mændene så på hinanden og så på Jesus med bestyrtede blikke. Farisæeren Simon tænkte ved sig selv:” Hvis denne mand er Guds søn, så ville han vide, hvem denne kvinde er. Så ville han ikke lade hende røre sig, men smide hende ud af huset."

Jesus så på Simon. Han vidste, hvad han sad og tænkte, og han sagde:” Kære Simon. Du skal elske din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv! Kender du noget til at elske? Kender du den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt! Ved du ikke, at den, der elsker meget, får meget tilgivet. At den, der elsker lidt, kun har lidt at få tilgivet.

Denne kvinde har elsket meget. Hendes kærlighed er en kærlighed, der håber alt! Tror alt! Prøv en gang at se på hende!” Ja tak, det havde Simon gjort alt for tit.

Men Jesus fortsatte:” Da jeg kom ind i dit hus, gav du mig ikke vand til at vaske mine fødder med, men hun har badet mine fødder med sine tårer, og hun har tørret dem med sit hår.

Du gav mig ikke noget kys, da jeg kom, men hun har kysset mine fødder siden hun trådte ind i stuen.

Du salvede ikke mit hoved med olie, men hun har masseret mine fødder med den dyreste af slagsen.

Hendes kærlighed er større end din.”

Og så vendte han sig om mod kvinden og sagde:” Rejs dig op. Løft dit hoved som et frit menneske. For Gud har tilgivet dig.

Gå bort med fred.”

Mændene var dybt forargede, ja rasende. Hvor vovede denne mand, Jesus at tilgive kvindens synder. Det var jo kun Gud, der kunne tilgive. Troede han, at han var Gud selv? Vidste han ikke, at Gud havde sagt, at ludere, skulle straffes med døden? Deres kærlighed til ham kunne ligge på et meget lille sted.

Men kvinden, hun fik fred. Hun kunne rejse sig op og danse ud i livet igen. Starte forfra.

For hun havde fundet kærligheden. Hos Gud og hos sig selv. Hendes kærlighed var blevet kaldt frem af Jesu kærlighed til hende.

Han var den, der ville tale med hende. Der så hende, som den hun var. Der kendte hende, som luder, men som alligevel holdt af hende. På trods af alt. Og som tilgav hende hendes liv.

I hans øjne duede hun.
Hun duede til andet og mere end at sælge sin krop.

Det fortælles at denne kvinde hed Maria Magdalene, og at hun efter denne dag følges med Jesus på hele hans rejse rundt i landet.
Det fortælles, at hun er en af dem, der står ved korset, da han dør, og at hun er en af de kvinder, der er ved graven, da den er tom.

Det fortælles, at hun møder den opstandne Jesus i haven.

Kvinden rammes af Guds kærlighed. En kærlighed, der er stærkere end menneskers, fordi den elsker på trods af, hvem vi er, og hvad vi gør. En kærlighed, der tilgiver den, der beder om tilgivelse.
Og derfor en kærlighed, der kalder på kærligheden i mennesket.

I dag lyder ordene fra Gud til os, som de lød til hende:

Du, som kommer til mig, med alt hvad der er dit. Med problemer. Med mindreværdsfølelser. Med det, du gjorde forkert, og med det, du ikke gjorde. Du skal vide. At hvem du end er, og hvor du end befinder dig i livet, så er du elsket af Gud selv. Så er du tilgivet af Gud selv. Gå derfor bort med fred.

Og vid: at jo mere du selv elsker her i livet, jo mere får du tilgivet.

Jo mere kærlighed, du giver, jo mere vil du få.

For Guds kærlighed er bundløs.

Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Amen.