Tekst: Apg. 8. 26 – 39.

Høstsalme.

Mel. Det er jul.

Tak for far.

Tak for mor.

Tak for huset, hvor vi bor.

Tak for maden,

 

leg på gaden,

dyr og venner, korn i laden.

Du os låner englevinger,

når vi hører, at du tvinger

Himlen frem på denne jord

med dine ord.

Det bli´r mørkt.

Det bli´r vådt.

Hvor er lyset, der gør godt?

Hvor er glæden?

Hvor er varmen?

Se, nu bøjer mørket armen.

Verden sukker efter Ordet.

Har vi mistet dig ved roret?

Hvordan redder vi da livet,

her på skibet.

Vinter kom

blot med dom!

Den kan ikke trues som,

ser i dåben

graven åben

død og mørke uden våben.

Ser i høsten

Faderrøsten,

pant på lys og liv fra østen.

Efter vinter kommer sommer.

Gud er dommer!

Du sa´ bliv

lys på land.

Mørket fandt sin overmand.

Du sa´ vig, og

vandet veg, ja

det var godt at jorden steg, da

blev her grønt og kønt at være.

Al ting skete, dig til ære.

Du sa´ bliv, og der blev liv

i mand og viv.

Hør vort råb.

Vær vort håb.

Tal til os, som i vor dåb.

Tal til mørket.

Tal til kulden.

Tal til storm og bølgers rullen.

Tal til savn og tal til længsel.

Tal til os i mørkets fængsel.

Så vi finder, dåben binder,

mørket svinder.

 

Præludium. Dåbsbørn føres ind.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: 896. Nu går vi glad vor kirkegang.

Frugt og grønt bæres op til alteret af børnene.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Salme: 488. Sov sødt barnlille.

Prædiken.1.del.

Salme: 678.Vi pløjed og vi så´ed.

Prædiken 2.del.

Bøn

Salme: Tak for far, tak for mor.

Velsignelse.

Salme: 677: Nu falmer skoven.

Udgangsbøn

Dåbslys.

Bekendtgørelser.

Postludium. Dåbsbørn føres ud.

INFO:

Velkommen til dåbs- og høstgudstjeneste.

Dagen i dag er en dag, hvor ordet tak skal lyde i alle tekster og alle sange.
I alt, hvad vi gør og hører.

For dagen i dag er en dag, hvor vi siger tak til Gud for alt, hvad han har givet.

Og det er, hvis vi bare tænker os lidt om, meget.

Vi takker ham for det liv, vi får givet at leve her på jorden.

For det spæde liv og for det gamle liv.

Vi takker ham for det liv, som han lover os, når vi bliver døbte.

Et liv, hvor Gud selv er med os indtil verdens ende. Ja med os på den anden side af død og grav.

Vi takker ham for, at vi hver dag får mad at spise, tøj på kroppen og tag over hovedet.

Vi takker ham, fordi vi er sunde og raske.

Vi takker ham, fordi vi må leve i en del af verden, der ikke er ramt af krig eller hungersnød.

Og vi takker ham for familie og venner.

Vi kunne blive ved, for der er meget at takke ham for.

I dag skal vi høre om en mand, der havde høstet meget rigdom og derfor havde meget at takke Gud for, men som alligevel følte, at han manglede noget eller nogen i sit liv.

Prædiken:

1.del:

Nede i Afrika ligger der et land, der hedder Etiopien. I det land boede der en hofmand, der hed Judich.

Judich var en meget fornem mand. En meget rig mand. For han var dronningens skatmester. Han var den mand, der passede på alle dronningens huse og på alle landets skatte. Guld, sølv og diamanter. Hver dag kom han på slottet og talte med landets dronning. Kandake, hed hun. Og sammen med hende besluttede han, hvem der skulle have en fin gave, og hvem der ikke skulle. Hvor meget skat folket skulle betale for at dronningen kunne bygge de flotteste bygninger.

Judich boede selv i et fornemt hus. Der manglede ikke noget. Han manglede ikke noget. Tværtimod.

Kaldte han på tjeneren, kom han og gjorde, lige hvad han sagde. Når han skulle i byen, lod han hestevognen køre frem. Og så kunne han sidde der i sit fine køretøj og se på alle de mennesker, som gik på vejene. Travede af sted, fordi de ikke havde en hest til at køre for sig.

Folk på gaden bukkede for ham. For de kendte ham og kunne se, at der kom en fin mand kørende.

Judich havde alt. Han manglede ikke noget.
Og så alligevel. Så var det, som om han manglede noget. Så var det, som om han savnede noget eller nogen.
Han længtes. Derfor havde han så travlt hele tiden. Hans kalender var fyldt til randen med ting, han skulle gøre. Tiden skulle hele tiden fyldes ud. Han hadede at være alene, og han hadede at sidde derhjemme og ikke vide, hvad han skulle få tiden til at gå med. Han hadede den stille tid. Den tid, hvor han bare kunne høre regnen falde på taget, stormen ruske i træerne eller græsset gro.

Hvis han ikke havde noget at lave, ja så fandt han på noget. Så fik han om aftenen folk til at spille for sig, lige til han faldt i søvn. For så var han da ikke alene. Så var han om dagen på farten hele tiden. Zap - Zap. Fra det ene til det andet. Han havde masser af bolde i luften, og han var dygtig, sagde man, til at spille alle sine bolde.

Men selv om han hele tiden havde travlt, og selv om han aldrig var helt alene, og selv om han havde alt, hvad et menneske kan drømme om, ja, så var det, som om der manglede noget eller nogen i hans liv. Han længtes.

Judich troede på Gud. Der lå i den by, hvor han boede en jødisk synagoge, en kirke. Her gik han tit ned om lørdagen for at høre mere om jødernes Gud. Han havde selv købt sig en jødisk bibel. Han havde læst meget i den. Men, der var så meget, han endnu ikke forstod. Så meget han ikke fattede.

På et tidspunkt besluttede han sig for at rejse. Fra Etiopien til Jerusalem. Det var en meget lang rejse, men han ville så gerne op til den jødiske hovedstad. Besøge templet. Bede til Gud der.

Måske var det, det han manglede. Måske ville han bedre kunne forstå det, han læste, når han først havde været der.

Han tog af sted i sin hestevogn. Han rejste i uger. Og han nåede endelig til Jerusalems flotte tempel. Han var derinde. Så langt som han måtte gå. For han var ikke jøde, så han måtte ikke gå helt ind på den hellige jord. Men han kunne se det hele. Han kunne mærke stemningen. Han kunne se på de flotte søjler, og han kunne høre, når de blæste i deres trompeter. Så vidste han, at så havde præsten været inde for at ofre til Gud. Og han bad til Gud, som han havde gjort det så tit..

Men han manglede stadig noget eller nogen. Han længtes.

Prædiken.

2.del:

Judich begyndte sin hjemrejse. Han var glad for, at han havde været i Jerusalem, men han var ked af, at hans besøg ikke havde hjulpet ham. Han sad og læste, mens han kørte med sin hestevogn. For noget skulle der jo ske. Han læste i jødernes bibel. Det gamle Testamente. Han læste, hvad profeten Esajas havde skrevet. Men han forstod stadigt ikke meget af, hvad han læste. Han forstod nok ordene. Men han forstod ikke meningen. Han læste højt for sig selv. Det havde han hørt jøderne gøre, og så kunne det jo være, at han kunne bryde stilheden. Så kunne det jo være at han ville forstå meningen med det, han læste.

”Som et får, der blev ført hen for at slagtes”…læste han.

”Som et lam, der er stumt overfor den, der klipper det”…fortsatte han med at læse.

Men forstod ingenting.

Pludselig var der en mand, der gik ved siden af vognen. Judich havde ikke set ham før. Han havde ikke hørt ham før. Han havde været så optaget af sin læsning. Men da han så ham, vidste han, at denne mand var en speciel mand. Han kunne mærke det på ham. At manden havde en stærk sjæl.

Manden hed Filip. Og Filip, der selv var kristen, brugte hele sit liv på at drage rundt i landet Israel for at fortælle om Jesus. Filip havde af en engel fået at vide, at han skulle tage af sted for at møde Judich.

”Forstår du, hvad det er, du læser”, spurgte Filip. ”Næ”, sagde Judich.” Hvordan skal jeg kunne det? Der er jo ingen, der vejleder mig. Ingen, som jeg kan spørge til råds”.

”Skal jeg hjælpe dig”, spurgte Filip.

Manden så helt underlig ud i hovedet. Det var dog fantastisk, Det var jo næsten som om denne mand, var sendt fra himlen. Fra Gud selv.

”Kan du da forstå det?” spurgte Judich.

Filip nikkede,

”Så hop op i min vogn og fortæl mig det”.

Og Filip hoppede op i hans vogn. Og Filip begyndte at fortælle manden Judich om Jesus.

Han begyndte med at fortælle om Jesu fødsel, julenat. Han fortalte ham om hans liv. Han fortalte ham om hans død og opstandelse. Til sidst fortalte han ham, at alle dem, der troede på, at Jesus var Guds søn, blev døbt i Jesu navn. Fik Gud som sin far og Jesus som sin bror.

Og mens han fortalte. Da var det som om Judich følte en fantastisk fred. Den fyldte hele hans krop. Den fyldte hele hans sjæl og hele hans sind.

Det var, som om Filips ord gav ham lige det han manglede og havde manglet hele sit liv. Som om hans længsel blev slukket, som man slukker en tørst.

De ord, han før havde læst, men ikke forstået meningen med, de blev nu levende for ham.

”Det får, der førtes hen for at slagtes”….det var jo Jesus selv, og ”det lam, der var stumt når det blev klippet,” det var jo Guds søn. Ham, der blev slået ihjel uden at slå igen. Ham, der døde for at mennesker kan leve!

Og Judich så op. Og han så pludselig, at jorden var fuld af blomster og blade. Han så, at himlen var blå, og at dyrene var dejlige. Han hørte stilheden. Og han blev ikke bange for stilheden. Han nød stilheden. Den var jo rar og god. Den var jo dejlig. Fyldt af ro.

Og han vidste, at han havde fået, hvad han før manglede.

De kørte forbi et vandløb. Judich pegede ned på vandet.” Kan jeg også blive døbt”, spurgte han. ” Eller, er der noget jeg først skal gøre?” Judich var aldrig blevet jøde, og kunne aldrig få lov at blive det. For han var en uren. En, der ikke var god nok.

”Næh.” Smilede Filip. ” Der er ikke noget, du skal gøre. Selvfølgelig kan du også blive døbt. Tror du på, at Jesus er Guds søn?”

”Ja, jeg tror at Jesus Kristus er Guds søn!” svarede hofmanden. Han ikke bare troede. Han var også sikker på, at det var ham, han havde længtes efter hele sit liv.

”Så lad os stå af vognen og få dig døbt” sagde Filip.

Og så steg de begge ned i vandet. Og Filip døbte hofmanden i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Da hofmanden havde tørret sine øjne, der var våde af vand, ville han sige tak til Filip. Man da var Filip forsvundet. Og Judich så ham aldrig mere.

Men hofmanden Judich. Han var ovenud lykkelig. Han ønskede bare at få lov til at sige tak til Gud, fordi han havde set ham sidde i vognen og læse. Fordi han havde hørt ham og sendt Filip til ham.

Han var jublende glad, fordi han fra nu af havde Gud som far og Jesus som bror. Hofmanden fik travlt med at komme hjem til sit land. For nu vidste han, hvad han ville gøre derhjemme. Som tak til Gud ville han bygge en kirke, og så ville han fortælle sit folk om Jesus.

Og det gjorde han resten af sit liv. Og hans kirke blev fyldt af mennesker, der kom for at sige Gud tak.

På den måde blev den etiopiske kirke til.

Vi kan sige tak til Gud på mange måder.
Vi behøver ikke at bygge en kirke.
Vi behøver ikke at tage helt ned til Jerusalem.
Og vi behøver ikke at bringe gode og flotte gaver til Gud.

Men vi kan nøjes med at komme her i kirken, eller i en anden kirke.
Sidde stille i nogle minutter eller i en time. Og lade Gud komme til os. Komme til. Som han kom til Judich.

For Gud bruger stilheden.

Han bliver væk i travlheden. Der kan han ikke komme til.

Han bliver væk i støjen. Der kan man ikke høre ham.

Når vi bliver stille for Gud, når vi glemmer alt det, vi har så travlt med at nå, når vi slukker for fjernsynet og lader computeren stå for et øjeblik. Så bliver der plads til Gud og hans engle. Og så høster vi den ro og fred som Jesus kom til verden med.


Derefter kan vi gå ud i verden igen for at lege, kæmpe, støje, græde og le. For nu ved vi, at vi kan komme i kirken og møde Gud i stilheden.

Og så kan vi synge: Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet. For hvad han vokse lod i vang. For ordet og for livet.

Amen.

Tekst: Apg. 8. 26 – 39.

Høstsalme.

Mel. Det er jul.

Tak for far.

Tak for mor.

Tak for huset, hvor vi bor.

Tak for maden,

 

leg på gaden,

dyr og venner, korn i laden.

Du os låner englevinger,

når vi hører, at du tvinger

Himlen frem på denne jord

med dine ord.

Det bli´r mørkt.

Det bli´r vådt.

Hvor er lyset, der gør godt?

Hvor er glæden?

Hvor er varmen?

Se, nu bøjer mørket armen.

Verden sukker efter Ordet.

Har vi mistet dig ved roret?

Hvordan redder vi da livet,

her på skibet.

Vinter kom

blot med dom!

Den kan ikke trues som,

ser i dåben

graven åben

død og mørke uden våben.

Ser i høsten

Faderrøsten,

pant på lys og liv fra østen.

Efter vinter kommer sommer.

Gud er dommer!

Du sa´ bliv

lys på land.

Mørket fandt sin overmand.

Du sa´ vig, og

vandet veg, ja

det var godt at jorden steg, da

blev her grønt og kønt at være.

Al ting skete, dig til ære.

Du sa´ bliv, og der blev liv

i mand og viv.

Hør vort råb.

Vær vort håb.

Tal til os, som i vor dåb.

Tal til mørket.

Tal til kulden.

Tal til storm og bølgers rullen.

Tal til savn og tal til længsel.

Tal til os i mørkets fængsel.

Så vi finder, dåben binder,

mørket svinder.

 

Præludium. Dåbsbørn føres ind.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: 896. Nu går vi glad vor kirkegang.

Frugt og grønt bæres op til alteret af børnene.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Salme: 488. Sov sødt barnlille.

Prædiken.1.del.

Salme: 678.Vi pløjed og vi så´ed.

Prædiken 2.del.

Bøn

Salme: Tak for far, tak for mor.

Velsignelse.

Salme: 677: Nu falmer skoven.

Udgangsbøn

Dåbslys.

Bekendtgørelser.

Postludium. Dåbsbørn føres ud.

INFO:

Velkommen til dåbs- og høstgudstjeneste.

Dagen i dag er en dag, hvor ordet tak skal lyde i alle tekster og alle sange.
I alt, hvad vi gør og hører.

For dagen i dag er en dag, hvor vi siger tak til Gud for alt, hvad han har givet.

Og det er, hvis vi bare tænker os lidt om, meget.

Vi takker ham for det liv, vi får givet at leve her på jorden.

For det spæde liv og for det gamle liv.

Vi takker ham for det liv, som han lover os, når vi bliver døbte.

Et liv, hvor Gud selv er med os indtil verdens ende. Ja med os på den anden side af død og grav.

Vi takker ham for, at vi hver dag får mad at spise, tøj på kroppen og tag over hovedet.

Vi takker ham, fordi vi er sunde og raske.

Vi takker ham, fordi vi må leve i en del af verden, der ikke er ramt af krig eller hungersnød.

Og vi takker ham for familie og venner.

Vi kunne blive ved, for der er meget at takke ham for.

I dag skal vi høre om en mand, der havde høstet meget rigdom og derfor havde meget at takke Gud for, men som alligevel følte, at han manglede noget eller nogen i sit liv.

Prædiken:

1.del:

Nede i Afrika ligger der et land, der hedder Etiopien. I det land boede der en hofmand, der hed Judich.

Judich var en meget fornem mand. En meget rig mand. For han var dronningens skatmester. Han var den mand, der passede på alle dronningens huse og på alle landets skatte. Guld, sølv og diamanter. Hver dag kom han på slottet og talte med landets dronning. Kandake, hed hun. Og sammen med hende besluttede han, hvem der skulle have en fin gave, og hvem der ikke skulle. Hvor meget skat folket skulle betale for at dronningen kunne bygge de flotteste bygninger.

Judich boede selv i et fornemt hus. Der manglede ikke noget. Han manglede ikke noget. Tværtimod.

Kaldte han på tjeneren, kom han og gjorde, lige hvad han sagde. Når han skulle i byen, lod han hestevognen køre frem. Og så kunne han sidde der i sit fine køretøj og se på alle de mennesker, som gik på vejene. Travede af sted, fordi de ikke havde en hest til at køre for sig.

Folk på gaden bukkede for ham. For de kendte ham og kunne se, at der kom en fin mand kørende.

Judich havde alt. Han manglede ikke noget.
Og så alligevel. Så var det, som om han manglede noget. Så var det, som om han savnede noget eller nogen.
Han længtes. Derfor havde han så travlt hele tiden. Hans kalender var fyldt til randen med ting, han skulle gøre. Tiden skulle hele tiden fyldes ud. Han hadede at være alene, og han hadede at sidde derhjemme og ikke vide, hvad han skulle få tiden til at gå med. Han hadede den stille tid. Den tid, hvor han bare kunne høre regnen falde på taget, stormen ruske i træerne eller græsset gro.

Hvis han ikke havde noget at lave, ja så fandt han på noget. Så fik han om aftenen folk til at spille for sig, lige til han faldt i søvn. For så var han da ikke alene. Så var han om dagen på farten hele tiden. Zap - Zap. Fra det ene til det andet. Han havde masser af bolde i luften, og han var dygtig, sagde man, til at spille alle sine bolde.

Men selv om han hele tiden havde travlt, og selv om han aldrig var helt alene, og selv om han havde alt, hvad et menneske kan drømme om, ja, så var det, som om der manglede noget eller nogen i hans liv. Han længtes.

Judich troede på Gud. Der lå i den by, hvor han boede en jødisk synagoge, en kirke. Her gik han tit ned om lørdagen for at høre mere om jødernes Gud. Han havde selv købt sig en jødisk bibel. Han havde læst meget i den. Men, der var så meget, han endnu ikke forstod. Så meget han ikke fattede.

På et tidspunkt besluttede han sig for at rejse. Fra Etiopien til Jerusalem. Det var en meget lang rejse, men han ville så gerne op til den jødiske hovedstad. Besøge templet. Bede til Gud der.

Måske var det, det han manglede. Måske ville han bedre kunne forstå det, han læste, når han først havde været der.

Han tog af sted i sin hestevogn. Han rejste i uger. Og han nåede endelig til Jerusalems flotte tempel. Han var derinde. Så langt som han måtte gå. For han var ikke jøde, så han måtte ikke gå helt ind på den hellige jord. Men han kunne se det hele. Han kunne mærke stemningen. Han kunne se på de flotte søjler, og han kunne høre, når de blæste i deres trompeter. Så vidste han, at så havde præsten været inde for at ofre til Gud. Og han bad til Gud, som han havde gjort det så tit..

Men han manglede stadig noget eller nogen. Han længtes.

Prædiken.

2.del:

Judich begyndte sin hjemrejse. Han var glad for, at han havde været i Jerusalem, men han var ked af, at hans besøg ikke havde hjulpet ham. Han sad og læste, mens han kørte med sin hestevogn. For noget skulle der jo ske. Han læste i jødernes bibel. Det gamle Testamente. Han læste, hvad profeten Esajas havde skrevet. Men han forstod stadigt ikke meget af, hvad han læste. Han forstod nok ordene. Men han forstod ikke meningen. Han læste højt for sig selv. Det havde han hørt jøderne gøre, og så kunne det jo være, at han kunne bryde stilheden. Så kunne det jo være at han ville forstå meningen med det, han læste.

”Som et får, der blev ført hen for at slagtes”…læste han.

”Som et lam, der er stumt overfor den, der klipper det”…fortsatte han med at læse.

Men forstod ingenting.

Pludselig var der en mand, der gik ved siden af vognen. Judich havde ikke set ham før. Han havde ikke hørt ham før. Han havde været så optaget af sin læsning. Men da han så ham, vidste han, at denne mand var en speciel mand. Han kunne mærke det på ham. At manden havde en stærk sjæl.

Manden hed Filip. Og Filip, der selv var kristen, brugte hele sit liv på at drage rundt i landet Israel for at fortælle om Jesus. Filip havde af en engel fået at vide, at han skulle tage af sted for at møde Judich.

”Forstår du, hvad det er, du læser”, spurgte Filip. ”Næ”, sagde Judich.” Hvordan skal jeg kunne det? Der er jo ingen, der vejleder mig. Ingen, som jeg kan spørge til råds”.

”Skal jeg hjælpe dig”, spurgte Filip.

Manden så helt underlig ud i hovedet. Det var dog fantastisk, Det var jo næsten som om denne mand, var sendt fra himlen. Fra Gud selv.

”Kan du da forstå det?” spurgte Judich.

Filip nikkede,

”Så hop op i min vogn og fortæl mig det”.

Og Filip hoppede op i hans vogn. Og Filip begyndte at fortælle manden Judich om Jesus.

Han begyndte med at fortælle om Jesu fødsel, julenat. Han fortalte ham om hans liv. Han fortalte ham om hans død og opstandelse. Til sidst fortalte han ham, at alle dem, der troede på, at Jesus var Guds søn, blev døbt i Jesu navn. Fik Gud som sin far og Jesus som sin bror.

Og mens han fortalte. Da var det som om Judich følte en fantastisk fred. Den fyldte hele hans krop. Den fyldte hele hans sjæl og hele hans sind.

Det var, som om Filips ord gav ham lige det han manglede og havde manglet hele sit liv. Som om hans længsel blev slukket, som man slukker en tørst.

De ord, han før havde læst, men ikke forstået meningen med, de blev nu levende for ham.

”Det får, der førtes hen for at slagtes”….det var jo Jesus selv, og ”det lam, der var stumt når det blev klippet,” det var jo Guds søn. Ham, der blev slået ihjel uden at slå igen. Ham, der døde for at mennesker kan leve!

Og Judich så op. Og han så pludselig, at jorden var fuld af blomster og blade. Han så, at himlen var blå, og at dyrene var dejlige. Han hørte stilheden. Og han blev ikke bange for stilheden. Han nød stilheden. Den var jo rar og god. Den var jo dejlig. Fyldt af ro.

Og han vidste, at han havde fået, hvad han før manglede.

De kørte forbi et vandløb. Judich pegede ned på vandet.” Kan jeg også blive døbt”, spurgte han. ” Eller, er der noget jeg først skal gøre?” Judich var aldrig blevet jøde, og kunne aldrig få lov at blive det. For han var en uren. En, der ikke var god nok.

”Næh.” Smilede Filip. ” Der er ikke noget, du skal gøre. Selvfølgelig kan du også blive døbt. Tror du på, at Jesus er Guds søn?”

”Ja, jeg tror at Jesus Kristus er Guds søn!” svarede hofmanden. Han ikke bare troede. Han var også sikker på, at det var ham, han havde længtes efter hele sit liv.

”Så lad os stå af vognen og få dig døbt” sagde Filip.

Og så steg de begge ned i vandet. Og Filip døbte hofmanden i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Da hofmanden havde tørret sine øjne, der var våde af vand, ville han sige tak til Filip. Man da var Filip forsvundet. Og Judich så ham aldrig mere.

Men hofmanden Judich. Han var ovenud lykkelig. Han ønskede bare at få lov til at sige tak til Gud, fordi han havde set ham sidde i vognen og læse. Fordi han havde hørt ham og sendt Filip til ham.

Han var jublende glad, fordi han fra nu af havde Gud som far og Jesus som bror. Hofmanden fik travlt med at komme hjem til sit land. For nu vidste han, hvad han ville gøre derhjemme. Som tak til Gud ville han bygge en kirke, og så ville han fortælle sit folk om Jesus.

Og det gjorde han resten af sit liv. Og hans kirke blev fyldt af mennesker, der kom for at sige Gud tak.

På den måde blev den etiopiske kirke til.

Vi kan sige tak til Gud på mange måder.
Vi behøver ikke at bygge en kirke.
Vi behøver ikke at tage helt ned til Jerusalem.
Og vi behøver ikke at bringe gode og flotte gaver til Gud.

Men vi kan nøjes med at komme her i kirken, eller i en anden kirke.
Sidde stille i nogle minutter eller i en time. Og lade Gud komme til os. Komme til. Som han kom til Judich.

For Gud bruger stilheden.

Han bliver væk i travlheden. Der kan han ikke komme til.

Han bliver væk i støjen. Der kan man ikke høre ham.

Når vi bliver stille for Gud, når vi glemmer alt det, vi har så travlt med at nå, når vi slukker for fjernsynet og lader computeren stå for et øjeblik. Så bliver der plads til Gud og hans engle. Og så høster vi den ro og fred som Jesus kom til verden med.


Derefter kan vi gå ud i verden igen for at lege, kæmpe, støje, græde og le. For nu ved vi, at vi kan komme i kirken og møde Gud i stilheden.

Og så kan vi synge: Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet. For hvad han vokse lod i vang. For ordet og for livet.

Amen.