Marthas Bøn.

Mel. Nu hviler mark og enge.

O Gud, jeg længes efter

et liv med Ånd og kræfter,

en mening trods mit savn.

Mit liv er helt brudt sammen,

før var det fryd og gammen.

Hjælp mig, at kalde Dig ved navn.

Jeg ved, at Du er livet,

opstandelsen er givet

til den, der tror på Dig.

Men, hvad skal jeg med livet

når alt, hvad Du har givet,

er blevet revet væk fra mig?

 

Hvor findes Du i døden?

Hvor er Du midt i nøden?

Hvor skal jeg finde råd?

Min sjæl er svag, den bløder!

En skygge, der kun møder

medlidenhed og bitter gråd.

Tag mig ved hånden, kære,

og hjælp mig med at bære

det liv, jeg bærer på.

Og når jeg mister troen

så tvivlen lammer roen,

da bær mig, til jeg selv kan gå!

Kun Du kan give kraften

på denne jord, hvor saften

i sjælen tørrer ud.

Kun Du kan genforene

ved Ånden, sjæl og bene.

I livet her. Og der hos Gud.

Præludium.

Indgangsbøn.

Info.

Salme: 12. Op, al den ting.

Trosbekendelse.

Dåb.

Fadervor.

Salme: 697 v 3- 5. Guds søn var selv et barn.

Prædiken. 1.del.

Salme: Gud ske tak og lov.

Prædiken. 2.del.

Salme: 62. Tak og ære.

Nadver.

Under nadveren synges: Som en hjort.

Salme: 167 v.7: Du, som har dig selv mig givet.

Bøn.

Velsignelse.

Salme: 677. Nu falmer skoven.

Udgangsbøn.

Bekendtgørelser.

Dåbslys.

Postludium.

Info:

Efter den første salme skal vi have dåb. Og inden dåben vil vi sammen synge trosbekendelsen.

For mange af jer, er de ord, der står i trosbekendelsen uforståelige. For hvad betyder ordene: de helliges samfund, kødets opstandelse og det evige liv?

Selv om vi ikke forstår ordene, så skal vi sige dem eller synge dem. Alligevel. For de er, som bønnen Fadervor, gode at kunne og kende.

Vi kan nemlig alle sammen komme i en situation, hvor vi ikke kan sige andet end trosbekendelsen og Fadervor. F.eks. når der sker et dødsfald. En ulykke, der tager alle ord ud af munden på os.

Som præst bliver jeg tit spurgt om, hvad jeg dog siger til de mennesker, der har mistet et menneske, de holdt af. Og jeg svarer, at jeg somme tider slet ikke siger noget. Fordi det, der er sket er så forfærdeligt, så jeg som menneske ikke har ord at sige, som kan trøste.

Men der, hvor mine ord holder op, der hvor alt er et stort tomt hul, som en klippehule, en grav, der lader jeg også Gud komme til. Og der taler Han for mig.

Sammen med de mennesker, der græder, kan jeg, om ikke andet sige trosbekendelsen og bede fadervor. Sige :” Jeg tror, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Jeg tror, og jeg vil have lov at tro på, at Gud er stærkere end døden. At Gud selv er den, der er så stor, så han kan og vil give mig livet på den anden side af døden.

Hvordan det liv er, ved jeg intet om. Og kan jeg ikke vide noget om. Men jeg vil have lov at påstå, at det er der.”

I dag skal vi høre om et par søstre, der finder ud af, hvor godt det er at kende trosbekendelsen. Heller ikke de fatter, hvad ordene betyder. Alligevel siger de dem. Og de finder ud af, som vi skal høre det, at de er så sande, som de er sagt.

Prædiken

1.del.

Ca. tre kilometer fra den store hovedstad, Jerusalem, lå der en by, der hed Betania. I den by boede to søstre, Martha og Maria sammen med deres bror, Lazarus.

Lazarus var blevet meget syg. Han lå i sin seng og havde høj feber, og søstrene Martha og Maria kunne se, at det var alvorligt. Så alvorligt, så selv byens læge intet kunne stille op.

De sendte bud efter deres gode ven, Jesus. Ham som de elskede og holdt af. Ham som de troede på var Guds søn. De vidste, at han havde helbredt mange for deres sygdomme. At han havde fået blinde til at se og døve til at høre.

”Kom ned til os,” lød budet ”for vores bror Lazarus er dødssyg. Kom og hjælp os. Kom og gør ham rask. Han hedder jo Lazarus, som betyder :Gud er den, der hjælper. Vis os, at det er sandt!”

Men Jesus havde ikke travlt med at komme af sted. I den by hvor han var lige nu, var der mange, der bad ham om det samme. ”Kom til os. Hjælp os,” sagde de alle sammen. Og Jesus sagde til budet og til de disciple, der gik omkring ham: ”Denne sygdom er ikke til døden. Men den er der, for at Gud kan vise sig for mennesker gennem mig.”

Det forstod de ikke en lyd af. Men de kunne godt forstå, at Jesus blev på det sted, hvor han var. At han ikke med det samme gik ned til Betania, til Maria, Martha og Lazarus. For der nede i nærheden af Jerusalem var det farligt for ham at være. Så de troede, at det var grunden til, at han blev væk. Derfor blev de overraskede, da han to dage efter sagde: ”Kom. Nu går vi til Betania. Vor ven Lazarus er sovet ind, og jeg vil gå ned for at vække ham af søvne.”

”Til Betania ” sagde de. ”Er du da rigtig vel forvaret. Du bliver jo slået ihjel. Og hvad skal vi dernede, hvis Lazarus bare sover. Så vågner han jo igen, som vi vågner om morgenen.”

Da sagde Jesus til dem. ”Den søvn, som Lazarus lige nu sover, er ikke en almindelig søvn. Det er dødens søvn. Men jeg er glad for, at jeg ikke var der, da han døde. Nu kan Gud vise sig for alle, for nu vil jeg gå ned og vække ham!”

Han begyndte at gå, og disciplene sagde: ”Så lad os dog gå med og blive slået ihjel sammen med ham!

Prædiken.

2.del.

Fire dage efter at Lazarus var død, nærmede de sig byen, Betania. De så en kvinde komme gående hen imod dem. Hun var klædt i sort, og man kunne langvejs fra se, at hun græd. Kvinden nærmede sig Jesus, og de kunne se, at det var Martha, der var gået dem i møde.
Martha havde hørt et rygte om, at Jesus var på vej, og hun var løbet af sted for at møde ham og fortælle ham alt om, hvad der var sket. Hun omfavnede ham, og sagde: ”Lazarus vores kære bror er død. Bare du dog var kommet noget før, så havde du kunne sørge for at han ikke døde. Nu er det for sent. Alt for sent. Maria sidder derhjemme og græder sammen med alle naboerne ”

Jesus så på Martha og sagde: ” Din bror, Lazarus skal opstå!

”Ja,” siger Martha,” det ved jeg godt. Han skal opstå på den yderste dag, når verden går under og Gud selv tager magten over himlen og jorden. Men det er ikke til at holde ud at skulle vente så længe.”

Men Jesus svarede hende: ”Forstår du ikke, hvad jeg siger til dig. Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig skal leve, selv om han dør!
Jeg er den yderste dag.
Jeg er den, der giver livet til den syge, og jeg er den, der giver livet til den døde.
Jeg er den, der lever her på jorden, og jeg skal være den der lever bag døden og graven. På den anden side. Tror du ikke på det?”


Martha så på ham. Hun forstod ikke et ord. Det var, som om det hele var et stort mareridt. Hun kneb sig i armen. Hvad sker der her? Hvad er det han siger? Det går over min forstand! Hjælp mig. Men hun sagde” Jo, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, som kommer til verden”.

Hun kunne ligeså godt have sagt trosbekendelsen. Ord for ord. For hun kunne ikke sige andet. Hun havde ingen ord, og så måtte hun bare sige de ord, som hun havde lært om Guds søn.

Martha rejste sig op. Samlede sit tøj sammen og løb tilbage til byen for at hente Maria.

”Kom,” hviskede hun til Maria. ”Mesteren er her. Han kalder på dig.” Men hun sagde ingenting om alt det, som Jesus havde sagt. For hun forstod det ikke.

Maria rejste sig op og fulgte med Martha. Og alle dem der var i huset, alle dem, der sad og trøstede Maria fulgte med. Da de kom hen til Jesus faldt Maria på knæ for hans fødder og omfavnede ham. Hun græd, og hun sagde som Martha: ”Hvis du bare havde været her, så var min bror ikke død. Hvor var du? Hvor blev du af?”

Da Jesus så Maria og alle da andre, der havde fulgt med hende græde, begyndte han selv at græde. ”Hvor har I lagt ham,” sagde han. ”Vis mig hans grav.”

Martha og Maria førte ham ud til den klippehule, som Lazarus var begravet i. Alle de som fulgte dem, snakkede om ham. De havde set, at han græd. Og de begyndte at tale om, at det da var mærkeligt, at han ikke var kommet noget før. Så han kunne have helbredt manden.

Da de nærmede sig klippehulen sagde Jesus til dem: ”Fjern stenen fra hulen.”

Martha blev forskrækket. Havde han da ikke forstået, at manden var blevet begravet. Hun sagde til Jesus: ”Nej lad da være. Det er jo fire dage siden, han døde. Han stinker allerede!”

Men Jesus svarede hende: ” Har du da endnu ikke forstået, hvad jeg sagde. Har jeg ikke lige sagt til dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed her på jorden?”

Og de fjernede stenen. Jesus rakte sine arme mod himlen og bad. ”Fader. Jeg ved, at du er her, og at du ser, hvad vi ser og hører, hvad vi hører. Men jeg beder dig, lad nu også disse mennesker se din herlighed på jorden.” Da Jesus var færdig med at bede, råbte han til Lazarus: ”Lazarus kom herud.”

Der blev dødstille. Alle ventede. Alle lyttede. Ingen sagde et ord.

Pludselig så de Lazarus komme vandrende ud af graven. Han havde stadig det ligtøj omkring sig, som han blev lagt i graven med. ”Løs ham,” sagde Jesus ”og lad ham gå.”

Nogle af dem, der stod der ved graven, skreg. Andre jublede. Men ingen kunne i virkeligheden forstå, hvad det var, der skete.

For det, der skete, kan slet ikke ske her på jorden.

Men mange af dem, der stod der og så det ske, troede nu på at det var sandt, at Jesus var den Guds søn som bragte himlen ned i verden og verden ind i himlen.

Hvad Jesus gjorde med Lazarus på denne dag, gjorde han selv, da han stod op påskemorgen og gik ud af sin klippehule. Og de mennesker, der havde set Lazarus stå op, og de, der havde hørt om hans opstandelse. De forstod det ikke med deres fornuft, men de glemte det aldrig. Heller ikke da de hørte rygtet om Jesus opstandelse. Derfor var de også nogle af de første til at tro på, at Jesus var stået op af graven. Og nogle af de første, der fortalte om det i tiden derefter.

Martha siger trosbekendelsen, selv om hun ikke forstår en lyd af det hele. Senere finder hun ud af, at trosbekendelsen holder. At Jesus er opstandelsen og livet.

Vi oplever nok ikke en sådan opstandelse. Vi er nødt til at tro på, at det er sandt, hvad der fortælles. Ligesom vi må have lov til at tro på, at som Lazarus stod op af graven, vil vi få lov at stå op af graven. Ikke for at leve et par år mere på denne jord, men for at leve til evig tid i Guds himmel.

For det Jesus vil fortælle, da han vækker Lazarus af døden, er, at Gud er Gud, ikke bare for os der lever på denne jord, men han er også Gud for dem, der lever på den anden side af graven. Dem, som vi mister her i livet. Dem, som vi ikke kan se, fordi de lever hos Gud.

Og selv om vi ikke forstår det med vores fornuft og forstand, ja så har vi lov at påstå, at det er sandt. Så kan vi som Martha sige trosbekendelsen.

Amen.