Høstgudstjeneste

En morgensalme.

Solfyldte morgen.

(Frit efter: Morning has broken.)

Solfyldte morgen. O hvilken gave!

Solsorten synger sin særlige sang.

Blomsterne vågner, jorderigs have

skabes af Gud som et spejl af en gang.

Duften af regnen. Dugperlens dråbe

renser og kvæger den tørstende jord.

Ørkenens øde, stivnede kåbe

lægges til side på Skaberens ord.

Før var mit hjerte knuget af smerte,

latter og gråd var forstummet og væk.

Nu er den smerte dybt i mi hjerte

tøet som is til en sprudlende bæk.

Sangen får vinger. Midt i min glæde

over at findes i Skaberens spor,

da må jeg juble, da må jeg græde,

da må jeg synge med fuglen i kor:

Tak for din morgen, tak for din gave.

Tak for din himmelske vandring på jord.

Tak, at du spejler Paradis have.

Tak, at du gentager skabelsens ord.

Præludium. Dåbsbarn føres ind mens Ramsø Spillemandslaug spiller.

Indgangsbøn.

Info.

Salme 677: Nu falmer skoven trindt om land.

Bøn

Lektie. Sl. 40,2-6.

Konfirmanderne læser Martin Luthers forklaring til den første trosartikel i Den lille Katekismus.

Salme 402: Herren strækker ud sin arm.

Trosbekendelsen.

Dåb af Sofie.

Fadervor.

Salme 488 v1,2 & 7. Sov sødt barnlille.

Prædiken. 1.del.

Salme: 675. Du gav mig, o Herre.

Prædiken.2.del.

Kirkebøn

Salme 678: Vi pløjed og vi så´ed.

Høstoffer. Penge lægges i kurve, der står ved alterets fod. Fyrfadslys tændes og sættes i korsform mens Ramsø Spillemandslaug spiller.

Bøn

Velsignelse.

Salme 11: Nu takker alle Gud.

Udgangsbøn

Postludium. Ramsø Spillemandslaug spiller.

Info:

Jeg satte alt mit håb til Herren,

og han bøjede sig ned til mig, og hørte mit råb om hjælp;

Han trak mig op af undergangens grav,

op af slam og dynd;

Han satte min fod på klippen,

så jeg stod fast.

Salme 40. 2- 3.

Sådan lyder en meget gammel salme. Den er sunget af en mand, der blev hørt af Gud. Hans liv havde været ved at gå i stykker. Han råbte om hjælp. Og han fik hjælp.

I dag skal vi høre om en anden mand, der fik hjælp.

Han råbte ikke. Han skreg ikke. Han viste ikke for nogen, at han havde brug for hjælp.

Men Guds søn så ham, og hjalp ham.

Vi har høstgudstjeneste i dag. Og alle salmer og alle tekster, som vi synger og lytter til, vil handle om det, at høste.

For vi kan høste meget andet end korn.

Vi kan høste glæde.

Vi kan høste gråd.

Vi kan høste smerte, og vi kan høste lykke.

Vi kan høste liv, og vi kan høste død.

I dag får vi at vide, at Guds søn er den bedste høst, vi kan høste her i livet og i døden. I lykken og i ulykken.

Prædiken.

1.del.

Tolderen Levi, Alfæus søn sad i sin toldbod nede ved søen.

Han sad inde bag sit fine kontorbord. Han var ved at tælle alle de penge, som han havde fået skrabet sammen i løbet af dagen. Det havde givet ganske godt. Det havde været en god høst.

Fiskerne, der havde været ude på søen hele natten for at fiske, havde fået en god fangst. En god høst. Da de kom i land med alle deres fisk, stod de i kø ved Levis butik. Her skulle de aflevere told og skat. Penge for hver en fisk, de havde fanget.

Fiskerne havde knapt nok hilst på Levi, Alfæussen.

Det var ikke, fordi de ikke kendte ham. Tværtimod. Så kendte de ham alt, alt for godt.

De vidste, at han var en landsforræder. De vidste, at han var en stikker. En af dem, der arbejdede sammen med besættelsesmagten. Med romerne. Og som oven i købet fik penge for det. Mange penge.

De vidste, at Levi og hans familie boede i en rigmandsvilla oppe i byen Kapernaum. At han ikke manglede noget, og hvis han gjorde det, ja så krævede han bare flere penge for fiskernes fisk. Det havde han lov til. Når bare romerne fik deres penge, så kunne han tage, hvad han ville. Og det havde han gjort.

Ingen af dem, der boede i Kapernaum hilste på Levi. Ingen besøgte ham, og ingen talte med ham eller med hans familie. Levi levede i sin egen verden. I et guldslot. Sammen med kone og børn.

Og de folk, der kom på besøg, var ligeså rige og lige så fine som han. Og lige så foragtede og hadet af folket. For også de var stikkere, landsforrædere. Venner med romerne.

Hvad fiskerne ikke vidste var, at Levi Alfæussen ikke var glad eller tilfreds. Med så megen rigdom og råd til at købe lige det han ønskede sig, måtte han da være godt tilfreds.

Men det var Levi ikke. Det var, som om han savnede noget. Det var, som om han længtes efter noget, som han ikke vidste, hvad var.

Han havde ugen før været til høstfest i Jerusalem. Løvhyttefest. Her havde han set, hvordan folk festede og lo. Unge og gamle. Selv de fattigste havde været med i festlighederne. Selv de havde leet og hygget sig. Boet i løvhytter med de andre. Mens han, den rige mand, ham, der kunne købe sig til alt, havde boet alene i sin løvhytte. Han var en af dem, de andre ikke ville ”lege” med. Han var et dårligt selskab.

Levi havde købt et lam. Han havde ofret det til Gud, således som de andre havde gjort det. Han havde været i templet, og han havde bedt til Gud, sådan som hans forældre havde lært ham det. Men ingen af delene havde hjulpet. Heller ikke på hans humør.

Han følte sig udenfor. Alene. Selv om han var sammen med mange.

Levi sad i sin toldbod nede ved søen. Han var led og ked af det liv, han levede. Men han kunne alligevel ikke ændre på det. Jo, han kunne sælge sin forretning. Han kunne holde op med at være tolder. Men, hvad skulle han så leve af? og hvad skulle hans familie leve af? Der var ikke en i byen, der ville hjælpe ham med at begynde på et nyt liv. For ingen ville have noget med ham, tolderen eller hans familie at gøre. Heller ikke, hvis han holdt op med at være tolder. Han var stemplet. Han var en uren!

Pludselig sker der noget nede ved søen. Ved Levis toldbod. En mand nærmer sig. Levi kender ham ikke. Det er ikke en af fiskerne, der plejer at komme hos ham. Det er ikke en fra byen, Kapernaum. Alligevel er det som om, der er noget bekendt ved manden. Som om Levi har set ham før.

Manden kommer hen til ham, som om han vil tale med ham. Da manden kommer nærmere, kan Levi se, at han er jøde. Som han selv. Som alle de andre i landet Israel. Men manden har ingen friske fisk i hånden. Ikke noget at betale told for. Hvad vil han så, denne mand? Hvorfor kommer han hen til ham, Levi? Ham, som ingen vil tale med.

Manden, der kommer gående, er Jesus, Guds søn. Jesus går helt hen til toldboden. Han ser på Levi. Venter et øjeblik og siger : ”Følg mig”. Mere siger han ikke, og mere behøver Levi ikke at høre. Levi rejser sig fra sin stol. Han lægger sin tolderkasket på bordet og lukker toldboden. Så går han ud af toldboden og følger efter Jesus.

Fra nu af, har Levi ikke længere stort hus at bo i, for han tjener ingen penge mere. Han ved ikke om han får mad i morgen eller om han kan få tøj på kroppen og tag over hovedet. Men han er ligeglad, for han ved, at det er dette liv, han har savnet. Det er Gud selv, han har længtes efter.

Levi bliver en af Jesus tolv disciple, ham, der siden kaldes Matthæus. Han følger Jesus lige til han dør. Ja han følger ham, til han selv dør.

Prædiken.

2.del.

Jesus krydsede Levis vej. Hans spor.

Og det blev afgørende for Levis skæbne. Hans liv ændrede sig 180 grader. Han blev glad og tilfreds, samtidigt med at han var fattig. For den høst, som han havde høstet ved at følge Jesus, var en høst, der var meget mere værd end guld og ædelstene.

Før høstede han penge. Nu høstede han fred.

Før høstede han hån og had. Nu høstede han venner og kærlighed.

For pludselig ville folk snakke med ham. Pludselig fik han rigtige venner.

Jesus var taget med Levi hjem for at fortælle familien, hvad der var sket. For at sige farvel. De andre disciple havde også været der. Og for første gang i sit voksne liv havde Levi følt sig lykkelig. Folket i byen knurrede over det. De var vrede. For kunne Jesus da ikke se, at denne mand var uren. Men Jesus havde bare sagt:”De raske har ikke brug for læge, men det har de syge”.

”Jamen Levi. Han var da ikke syg. Han var da ikke svag. Han var da både rask og stærk”.

Ja, Levi var rask og stærk i folkets øjne. Men det var han ikke i egne øjne. Og det var han ikke i Guds øjne. Her var han syg og svag. Her var han den, der længtes. Den, der savnede noget i sit liv.

Han savnede freden fra Gud. Han savnede freden med de mennesker, som han boede og levede sammen med. Han savnede freden med sig selv.

For han vidste jo godt, at det han gjorde var forkert. Han vidste bare ikke, hvordan han skulle holde op med at gøre det forkerte.

Jesus vidste, at Levi var svag, derfor krydsede han hans vej. Derfor sagde han: ”følg mig”.

Vi kan ikke se på et menneske, om det er stærkt eller svagt. Somme tider er det de mennesker, der virker mest stærke, der er de mest svage. Dem, der har brug for hjælp. De viser det bare ikke for nogen, og de beder ikke nogen om hjælp. Fordi de ikke kan få sig selv til det. De skjuler sig bag ved en maske, der er hård og stiv. De lægger armene over kors, som om de siger: lad mig være. Jeg skal nok klare mig selv. De bærer rygmærker og ser seje ud. De gør folk bange ved deres måde at fylde det hele på.

Men indeni dem alle er der et menneske, der råber: Se mig. Hør mig. Hjælp mig!

Vi har høstgudstjeneste i dag. Vi ofrer ikke lam eller korn til Gud, men vi bringer ham vores tak.

Tak for alt, hvad vi har fået givet. Livet. Familie og venner. Tag over hovedet og tøj på kroppen.

Der er så meget at sige tak for. Så meget at komme med. Hele vort hjerte. Hele vort selv.

Måske er vores tak helhjertet. Fordi vi er så lykkelige, at have høstet glæde og lykke i vores liv.

Men vores tak kan også være halvhjertet som Levis, fordi vi mener, at der er noget vi savner. Noget eller nogen vi længes efter. Vi føler måske, at Gud selv er blevet væk for os:

Fordi vi har mistet den, vi holdt allermest af, og ikke kan forstå at Gud har taget ham eller hende fra os.

Fordi vi kører et løb, som vi ikke selv kan følge med i eller finde os hjemme i. Finde os selv i.

Men hvad enten vores tak er hel eller halvhjertet, ja så er Gud selv den, der ser os og kender os. Den, der kommer til os, som han kom til Levi.

I dag krydser Jesus vore veje. Vort spor.

I dag siger han: ”Følg mig.”

Og vi kan som Levi vælge, at stå op og følge ham. Lægge hele vort hjerte, ja vort liv i hans hænder, og lade ham føre os ad den vej, han vil vi skal gå.

Eller vi kan vælge at sige nej tak. Find en anden. Jeg er ikke syg og trænger ikke til læge. Jeg har ikke behov for Gud lige nu.

Vælger vi at følge ham, så lover han os ikke guld eller grønne skove. En jodlende lykkelig tilværelse. Men han lover os, at vi vil høste fred og kærlighed i livet her og livet på den anden side af graven.

Fred i sjælen og fred i sindet.

Kærlighed til Gud og næsten.

Og så kan vi synge med på salmen:

For høsten her og høsten hist

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Fader ville være!

Amen.