1.Mos.28,10 – 18.

En salme om Jakob.

Mel: sov dukke Lise.

Han ville så meget, han drømte stort.

Som barn var hans fædrenehjem

det sted, hvor han lærte at himlens port

stod åben og altid på klem.

Jakob han flygter, væk fra sin bror.

Væk fra sit hjem og væk fra sin mor.

Bange og skræmt forlader han alt.

Porten er lukket. Magten har talt.

Hans verden brød sammen, og himlen med

Hans lykke var gået itu.

Han tabte kontrol over tid og sted.

Hans fremtid forsvandt i et nu.
Jakob han flygter. Hvor er nu Gud?

Har Han mon glemt ham? Har Han et bud

på hvorfor Jakob mistede alt?

Gråden er bitter. Smager af salt.

Han lagde sig ned på en mark et sted.

Hans pude var hård som en sten.

Hans dyne var himlen. Han frøs tilmed.

Han krummed´ sig om sine ben.

Jakob han drømmer. Drømmer sig væk.

Drømmer om barndoms lege og bæk.

Drømmen den kvæger sanser og sjæl.

Fortiden lever dybt i ham selv.

Gud åbnede porten til himmerig,

lod englene synge i takt

De sang for den stakkel en melodi,

der lovpriste skaberens magt.

Jakob han nynner med på den sang.

Den har hans moder lært ham en gang.

Håbet det spirer. Troen den gror.

Fædrenes Gud har hørt hans: hvorfor.

Gud talte til Jakob. Han gav ham trøst

i sorgen og savnet, han led.

Guds ord var som balsam. Hans milde røst

den lindrede sjælen, som sved.

Jakob han vågner. Ser sig omkring.

Ser at han ud af slet ingenting

får sig en fremtid. Får sig et liv.

Flugten har fået nyt perspektiv .

Han tilbad sin fædrene Gud, som før.

Han rejste et alter af sten.

Til fremtiden var der en åben dør.

Til himmelen adgang. Igen.

”Stedet er helligt. Her er Guds hus.

Midt på en mark med småsten og grus

genåbner Herren himmelens port,”

udbryder Jakob, og drager bort.

Når lykken er gået i tusind skår

er fremtidens håb lagt i grus.

Når nutiden lider af sjælens sår,

er kroppen et ødelagt hus.

Jakob han faldt, men Gud hjalp ham op.

Herren forbandt hans sjæl og hans krop.

Faldet var aldrig større end stort.

Det endte brat ved himmelens port.

Du finder det menneske, der fortabt

og modløst på jord flakker om.

Du mætter den skabning, som du har skabt,

med mening, når sjælen er tom.

Menneskets fald på jorden er stort.

Tak, Herre Gud for himmelens port.

Mørket, er ikke mørke for dig

Du er det lys, der skinner for mig.


 

Præludium.

Indgangsbøn .

Info.

Salme: 694. Lysets engel går med glans.

Frans af Assisis bøn i kor v/konfirmanderne.

Tekstlæsning. Johannes-evangeliet 1,36- 39.

Trosbekendelse.

Salme: 825.Du satte dig selv i de nederstes sted.

Prædiken 1.del.

Salme: 44. Ingen er så tryg i fare.

Prædiken. 2.del.

Nadver.

Fadervor.

Salme: 677 v.5 .Ham takker alle vi med sang.

Bøn.

Velsignelse.

Salme:901.Tak Gud, for denne lyse morgen.

Bekendtgørelser.

Udgangsbøn

Postludium

Info.

”Rabbi. Hvor bor du?” Spørger et par mennesker i dag Jesus. Og Jesus tager dem med sig, og viser dem, hvor han bor for tiden. De bliver hos ham natten over. De bliver sammen med ham resten af livet. For de følges med ham. Hvor han står, og hvor han går. Og de opdager snart, at Jesus ikke bor på et sted, men at han lever og bor, der hvor han bliver inviteret til at bo.

Hvor bor Gud?

Det er i virkeligheden, hvad disse mænd spørger Jesus om.

Det er, hvad vi kan spørge Gud om.

Hvor bor du ,Gud? Hvor har du hjemme? Hvor finder jeg dig?

I dag skal vi høre en fortælling om en mand, der finder ud af, at Gud bor overalt.

At han bor i himmelen, men også at han bor på jorden.

At han bor i menneskene, men også at han bor udenfor menneskene.

At han bor i naturen og udenfor naturen.

At han er overalt, og at han er i alt.

Vi skal høre om, at der ikke er det sted, hvor han ikke er, og ikke kan være.

Prædiken

1.del.

Jakob boede i landet Kanaan sammen med sin far og mor, Isak og Rebekka. Sammen med sin storebror, Esau.

Esau var storebror. For han var født først. Men egentlig var de to drenge, Jakob og Esau tvillinger. Allerede mens de lå inde i deres moders mave, sloges de, og Rebekka havde det, som om hun var ved at sprænges. Hun bad til Gud og sagde, at hun ikke kunne holde det ud, men Gud sagde til hende. ”De to drenge, du bærer på, skal være stamfader til hvert sit folk. Den ældste skal tjene den yngste.”

Den ældste skal tjene den yngste! Sådan havde Gud sagt det til Rebekka. Men sådan plejede det ikke at være i Kanaans land. Det plejede at være omvendt. Således at det var den yngste, der tjente den ældste. For den ældste var den vigtigste, den fornemste. Ham, der skulle arve faderen.

Da Rebekka fødte tvillingerne blev Esau født først. Han var rødlig i huden og havde hår over hele kroppen. Men lige efter ham kom Jakob. Jakob havde fat om sin storebroders hæl, som om han sagde: ”Du kom først, men jeg skal nok indhente dig.”

Drengene voksede op, og Esau blev jæger. Han elskede at gå i skoven og skyde. Lytte til naturen. Og Esau var sin faders yndlingssøn, for faderen Isak kunne godt lide den mad, som Esau tilberedte af de dyr, han fangede.

Lillebroderen, Jakob gik derimod rundt derhjemme og passede dyrene. Han boede i telt og var sin mors dreng.

En dag kom Esau meget sent hjem fra skoven. Han havde ikke fået mad hele dagen, og han var hundesulten. Da han kom hjem, kunne han langvejs fra lugte, at der var blevet lavet mad. Det var Jakob, der havde kogt en rød linsesuppe over bålet.

”Giv mig lidt af din mad,” bad Esau. Jeg er hundesulten:

Men Jakob svarede:” Du kan jo købe den.”

”For hvor meget?” spurgte Esau. ”Jeg vil give dig, hvad det skal være lige nu for at få lidt mad.”

”Du kan købe den for din ret til at være den førstefødte” sagde Jakob.

”Min førstefødselsret!” råbte Esau. ”Aldrig i livet. Det ville jo betyde, at du pludselig var den, der skulle arve i stedet for mig. Være kronprins i stedet for mig.”

”Nå”, sagde Jakob, ” ja, det bestemmer du jo selv. Men så får du heller ikke noget af min mad.”

Esau var ved at gå til af sult. ”OK.” sagde han, ” så får du din vilje.”

Og Jakob blev glad og gav ham noget mad.

Tiden gik, og Esau havde helt glemt, at han havde solgt sin førstefødselsret. Faderen, Isak, var ved at være meget gammel. Han kunne næsten ikke se længere. En dag, da Isak vidste, at tiden var inde til at han snart skulle dø, kaldte han på sin førstefødte, Esau.

”Esau, min dreng” sagde Isak ”Gå ud og fang et dyr. Tilbered det som du plejer, og kom så og giv mig det. For jeg vil velsigne dig. Inden jeg dør.”

Esau gik ud i skoven for at fange et dyr. Men hans mor, Rebekka havde stået i døren og lyttet. Hun gik ud og kaldte på Jakob og fortalte, hvad hun havde hørt. ”Skynd dig,” sagde hun. ” Gå ud og hent et par gedekid, så skal jeg lave en ret som Isak kan lide. Jeg laver den som Esau plejer at lave den, og så skal du gå ind til din far Isak med den. Så du kan få hans velsignelse.”

”Jamen, hvad nu hvis far opdager, at det er mig, der kommer,” sagde Jakob.

”Det gør han ikke,” sagde Rebekka. ”Isak, din far er blind, og han er gammel. Han kan næsten ikke føle længere med sine hænder. Og han kan næsten ikke lugte med sin næse.” Rebekka huskede helt tydeligt, hvad Gud havde sagt til hende, at den ældste skulle tjene den yngste. Nu ville hun hjælpe Jakob lidt!

Jakob gjorde, som hans moder sagde. Han hentede et par gedekid, og moderen tog skindene fra gedekiddene, lagde dem om hans hænder og hans hals. Hun tog Esaus festtøj, og gav ham det på. Og hun lavede en dejlig ret ,og sendte sin søn ind til faderen.

Jakob gik ind til faderen med maden. Han var rystende nervøs.” Her har du mig, far. Jeg kommer med en dejlig ret mad af et dyr, som jeg har skudt. Således som du bad mig gøre det.”

”Det var hurtigt”, sagde Isak. ”Er det mig, der er blevet for gammel. Er tiden gået så hurtigt. Eller hvordan, kan det lade sig gøre?”

”Gud sendte mig et dyr, som jeg kunne dræbe,” sagde Jakob.

”Kom her hen, så jeg kan mærke på dig. Om du er Esau.” sagde Isak.

Og Jakob gik langsomt hen til sin far. Han dirrede over hele kroppen af rædsel for, at faderen skulle opdage hans bedrageri. Han rakte faderen sine hænder, og faderen mærkede på dem.

”Din stemme lyder som Jakobs,” sagde faderen, ”men dine hænder er som Esaus.” Han duftede til ham, og han kunne dufte Esaus festklæder.

”Nu vel, så lad os spise sammen.” Sagde Isak. Og det gjorde de.

Da de havde spist sammen, velsignede Isak Jakob.

På vej ud af Isaks telt mødte Jakob Esau. Esau havde skudt et dyr og lavet en ret, som hans fader havde bedt ham om. Han gik ind til sin fader, Isak og sagde: ” Far, her har du mig.”

Men Isak sagde: ”Hvem er du? Esau har jo lige været her og fået velsignelsen.”

Med det samme vidste Esau, at han var blevet snydt endnu en gang. Han brød sammen i gråd og sagde til sin far: ”Jamen, kan du ikke bare velsigne mig også?”

”Nej,” sagde Isak, der var ligeså fortvivlet som Esau. ”Jeg kan ikke give dig velsignelsen. For den er givet til Jakob. Der er kun forbandelsen tilbage. Du skal tjene din bror resten af dit liv, som om han var den ældste.”

Esau gik grædende ud fra sin fars telt. Fra dette øjeblik af hadede Esau Jakob, og ønskede bare at slå ham ihjel. Men han ville vente. Til hans far, Isak var død.

Prædiken.

2.del.

Den gamle Isak døde og blev begravet. En morgen kom Rebekka tidligt ind til Jakob og vækkede ham. ”Stå op, Jakob. Jeg har lavet lidt mad til dig. Flygt herfra, for din bror, Esau vil slå dig ihjel. Tag op til min bror, Laban. Han bor blandt østens børn i Karan, oppe nord på. Der kan du være sikker.”

Jakob nåede lige at få tøjet på. Han gav sin mor et kys til farvel ,og de græd begge. For de vidste, at de måske aldrig ville se hinanden mere.

Og så flygtede Jakob. Han løb af sted. Han var bange. Bange for Esau. Bange for at han skulle nå ham. Bange for at blive slået ihjel.

Han turde ikke gå ind i de byer, han kom forbi, for han var bange for, at Esau havde sendt bud i forvejen. Og at der var folk på stedet, der ville slå ham ihjel.

Han løb og han løb til han ikke orkede at løbe længere. Han var træt. Han var ked af det. Han savnede sin far, der var død, og han savnede allerede sin mor og sin bror. Han følte, at han var helt alene i hele verden.

Han stod på en mark. Det var ved at blive aften. Stjernerne stod på himlen. Han lagde sig ned for at sove.

Han tog en sten og brugte den som hovedpude. Himlen var hans dyne.

Han faldt i søvn. Træt som han var. Ude på marken.

Da drømte han. Han drømte at der stod en stige, der gik fra jorden og lige ind i himmelen. På stigen dansede der engle op og ned. De sang, og de var glade. Men Jakob kunne ikke være glad. Da hørte han en stemme. Det var Guds stemme. Gud stod selv foran Jakob og talte. Han sagde: ”Vær ikke bange Jakob. Jeg er Herren din Gud. Jeg er din bedstefader Abrahams Gud, jeg er din fader Isaks Gud, og jeg er din Gud. Det land du indtil nu har boet i, vil jeg give dig som dit land. Du skal få mange børn, og hele din slægt vil jeg velsigne. Dit rige skal være stort, og dets indbyggere mange. Så mange, som sandet på stranden. Så mange, så de ikke kan tælles. Og vid, at du en dag vil få lov at vende tilbage til dette land. For jeg vil selv drage med dig og aldrig forlade dig.”

Jakob vågnede af drømmen. Han kneb sig i armen og spurgte sig selv: ”Hvor er jeg? Hvad sker der her? Det er jo et helligt sted, jeg ligger på.” Han missede med øjnene og så sig omkring. Der var ikke andet at se end marker. Så udbrød han:” Dette er jo Guds hus, dette er himlens port. For Gud talte til mig. Han lovede at ville være med mig alle dage indtil verdens ende.”

Og Jakob stod op og tog den sten, der havde været hans hovedpude. Han rejste et alter af stenen og ofrede til Gud. Han takkede ham, fordi han havde vist sig for ham og sagt til ham: ”Jeg vil selv drage med dig og aldrig forlade dig.”

Jakob vandrede nu videre mod Karan. Det sted, hvor hans morbror Laban boede.

Men nu var Jakob ikke bange længere, for han vidste, at hvor han stod, og hvor han gik, der stod og gik Gud også. Der var Gud. Og han vidste, at han kunne bede til Gud, lige meget hvor i verden han befandt sig. Lige meget, hvornår det var.

Det kunne godt være, at han savnede sin mor og sin bror. Sine venner og familie. Men han vidste, at han ikke var alene. For Gud selv ville følge ham.

Og på vejen sang han salmen:” Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare. Fuglen ej i skjul bag løvet, stjernen ej højt over støvet.”

”Dette er Guds hus. Dette er himlens port,” sagde Jakob om det sted på den bare mark, hvor han havde ligget. Der var ingen bygninger. Intet hus. Ingen kirke. Alligevel, så var Gud der. Hos ham.

Jakob havde troet, at han var helt alene, nu, hvor han ikke var sammen med sin familie. Nu, hvor han skulle forlade sit land. Nu, hvor han ikke havde et sted, at gå hen for at bede til Gud.

Men Jakob fandt himlens port, Guds hus, eller rettere. Han blev fundet af Gud selv.

Der er mange, der gerne vil vide, hvor Gud bor. Mange, der gerne vil finde Guds hus, himlens port. For hvem vil ikke gerne have Guds velsignelse. At han siger til os: ”Jeg vil selv drage med dig og aldrig forlade dig.”

Der var også mange, der gerne ville vide, hvor Gud boede, da Jesus levede. Til dem, der spurgte, sagde Jesus: ”Følg mig” Og dem, der fulgte ham, fandt, som Jakob, Guds hus og himlens port. For de fandt ud af, at Jesus selv var den port, der alene fører til himlen. At han var Guds hus. ”Uden mig, kan I slet ikke finde frem til himlens port,” sagde Jesus. ”Jeg er den dør, I skal igennem for at finde velsignelsen. Livet og lykken.”

Og så helbredte han de syge. Så gik han sammen med de mennesker, der ellers ikke kunne finde nogen at gå sammen med. Så var han der for dem. I glæde og sorg. I medgang og modgang.

”Følg mig”, sagde han. Og så fulgte de ham. Simon og Andreas og alle de andre.

”Følg mig”, siger han. Og hvorfor egentlig ikke?

Hvorfor ikke følge ham, der er Guds hus og himlens port? Hvorfor søge og lede alle mulige andre steder, der alligevel bare fører os på vildveje? Når nu Jesus selv har lovet os, da vi blev døbt, at : ”Jeg vil selv drage med dig og aldrig forlade dig.”

Måske har vi svært ved at høre ham, der hvor vi lever og er? Måske er der for meget støj, for mange lyde til, at vi kan høre, hvad det er han vil sige til os? Måske har vi svært ved at se ham, fordi der er så meget andet at se på. I fjernsynet. I computeren.

”Følg mig”, sagde Jesus. Og så fulgte de ham med hjem til et sted, hvor de kunne være alene med ham. Hvor de kunne se og høre ham, uden at andre blandede sig.

Vi kan bede til Gud og høre Hans søn overalt på denne jord. Vi er aldrig helt alene i verden. Men der er en grund til at vi går op i kirken, når vi skal lytte til, hvad Gud siger til os. Når vi skal se, hvor, han bor. Her i kirken, er der ikke andet, der larmer og støjer. Her i kirken er der ikke nogen andre eller noget andet, der blander sig. Når vi kalder på ham. Når vi beder til ham. Når vi synger om ham. Når vi lytter til, hvad han vil sige os. Her er der kun os og Ham. Hans ord. Hans ånd.

Her kan vi både se og høre Gud, når han taler til os. I hvert fald hvis vi lukker øjnene op og åbner vore ører for hans tale. Som Jakob kunne det, da han var alene med Gud på den åbne mark. Som de to mænd kunne det, da de var alene sammen Med Jesus.

Amen.