Tekst: 1.Mosebog 29, 1 ff.

Langfredagssalme.

Mel. Befal du dine veje.

Gud, sig det, når mit hjerte,

er såret, tungt og trist.

Og sig det, når min smerte

vil kvæle livets gnist.

Ja, sig det, når jeg ikke

kan finde vejen frem.

Så sig, at der vil ligge

et åbent barndomshjem.

Så sig, at jeg skal være

med Dig i Paradis,

Ja sig, at Du vil bære

mig gennem livsforlis

Og sig det midt i sorgen,

Langfredag har sin tid.

Gud, sig at Påskemorgen

vil male dagen hvid!

Velsign mig, som den røver

der angrede og bad.

Og gå med mig blandt løver,

som pønser kun på mad.

Velsign mig midt i striden

for liv og kærlighed.

Velsign i modgangstiden

mig med Dit ord, til fred.

Velsignet være Fader

med Søn og Helligånd.

Tak, at Du alt forlader

kun for at række hånd

til alle dem, der møder

en fredag lang, som Du.

Til hjerterne, der bløder,

fordi de gik itu.

Præludium. Dåbsbørn bæres ind i kirken.

Indgangsbøn .

1.læsning : Jesus sagde: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Joh.11,25.

Info.

Tegn/symboler på liv: Lys, blomst og løg bæres ind i kirken.

Salme: 696. I østen stiger solen op.

2.læsning . ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” Esajas 9,1.

Trosbekendelse

Dåb.

Fadervor.

3.læsning. Jesus siger :"Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." Joh. 8,12.

Salme 488 v1,2&7: Sov sødt barnlille.

4.læsning : ”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.”Joh.1,5.

Prædiken. 1.del.

5.læsning. Jesus siger: ”Jeg er kommet som et lys til verden, for at enhver , som tror på mig, ikke skal blive i mørket. ” Joh. 12,46.

Fyrfadslys tændes, mens organisten præluderer over: Dejlig er jorden.

6.læsning. Jesus siger: ”I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.

7.læsning. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlene.” Matt.5, 14–16.

Salme: 396: Alle mine kilder.

Prædiken. 2.del.

Bøn.

Velsignelse.

Salme: 111. Dejlig er jorden.

Udgangsbøn.

Bekendtgørelser.

Dåbslys.

8.læsning. Jesus siger: ”I skal vandre, mens I har lyset for at ikke mørket skal gribe jer…… Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn. ” Joh.12,35 & 36.

Postludium. Kurven med løg bæres ud i våbenhuset, efterfulgt af dåbsbørn og dåbslys.

INFO:

I morgen er det Allehelgensdag. Det er en dag, hvor vi i alle kirker mindes de mennesker, der før i tiden levede, elskede, lo og græd på denne jord; men som nu er døde for os.

Vi mindes dem, som det de var. Lys for os i denne verden.

Og vi mindes dem, som det de nu er. Levende for Gud.

Her i kirken har vi nemlig lov at tro på, at livet ikke er begrænset til denne jord. Men at det også leves på den anden side af døden og graven. Hos livets Gud. Derfor vil vi under gudstjenesten i dag pege på alt det, der minder os om livet.

Sådan som det leves her på jorden. I latter og i gråd.

Som det leves hos Gud. I lovsangen.

Vi vil høre om et af de mennesker, som levede engang for mange, mange år siden. Et menneske, der var et lys for de mennesker, som han levede blandt, da han levede. Men også et menneske, der har været et lys for tusinder af mennesker lige siden.

Et menneske, hvis liv og kampe den dag i dag kan kaste et lys ind over vor tilværelse. Vort liv. Og hjælpe os til at tro på lyset, selv i det sorteste mørke.

Prædiken.

1.del.

Jakob var på flugt. På vej væk fra sin bror Esau, der ville slå ham ihjel. På vej væk fra sit hjem, sin mor, som han havde taget afsked med. Måske så han hende aldrig mere. Måske ville hun være død, når han kom tilbage. Hvis han kom tilbage. Han turde knapt nok tænke tanken.

Han var på vej væk fra sit hjemland, Kanaens land. På vej væk fra det og dem, han kendte. Han var på vej mod et fremmede land mod nord, en fremmed by, Karan. Mod et liv og et sted, han ikke kendte til. På vej op for at se, om han kunne finde sin familie, som boede der. Op for at bo blandt fremmede.

Da han endelig kom til Karan, gik han hen til en brønd, der lå uden for byen. Midt ude på marken. Ved den brønd lå der nogle grupper af får. De lå sløve hen og ventede på at få lidt vand. Deres hyrder lå og slappede af. Også de ventede. For oven på brønden lå der en sten, der var så stor, at der skulle mange mænd til at vælte den af. De få hyrder der var til stede, magtede det ikke alene. De måtte vente på, at andre hyrder kom til, før de kunne give deres dyr vand at drikke.

Ved den samme brønd hentede byens kvinder vand til husholdningen. Brønden var samlingsstedet. Ventestedet og nyhedsstedet. For her kunne man få besked om alt, hvad der var sket siden sidst. I byen. I området. Her kunne man holde sig ajour med det sidste nye. Få sig en snak med naboer og bekendte. Med de hyrder, som man ikke havde set længe.

Jakob gik hen til de hyrder, der var til stede. Han præsenterede sig og spurgte, om de mon kendte noget til hans familie. Til hans morbror Laban. Hyrderne nikkede. Laban, ham kendte de udmærket. Han var en af de store. En af dem, der havde meget jord og mange dyr. En rig mand, der boede midt inde i Karan. For øvrigt, så kunne de da fortælle, at det var hans datter, Rakel, der kom vandrende hen imod brønden sammen med faderens får. Dem hun var hyrde for.

Da Jakob så Rakel, blev han helt varm indeni af kærlighed. For Rakel var så smuk og så dejlig. ”Hvorfor vælter I ikke stenen fra? spurgte han. ”Hvad venter I på?” ” Vi venter på de andre hyrder”, sagde mændene roligt, ”for vi kan ikke vælte stenen fra brønden alene.”

Men Jakob, der var fyldt af kærlighed til Rakel, gik hen til stenen. Han tog om den og væltede den ned, ene mand. Kærligheden gav ham kræfterne! Og han gav Rakels får vand at drikke.

Da alle havde fået vand, brast Jakob i gråd. Han kyssede Rakel og fortalte hende, hvor han kom fra, hvem han var. Da Rakel hørte, at den mand, der var så smuk og så stærk, men som samtidigt så ud, som om han trængte til hvile og mad, var hendes fætter, tog hun ham med hjem til sin far, Laban. Hun præsenterede Jakob for sin far, og da Laban hørte, at det var hans søsters søn, Jakob, der var kommet den lange vej til Karan, omfavnede han ham og gav ham lov til at bo hos sig, hvis han til gengæld ville arbejde for ham.

Da Jakob havde arbejdet i en tid for Laban, sagde Laban. ”Du skal ikke arbejde gratis for mig. Sig, hvad du vil have for dit slid. For jeg kan se, at du er en dygtig mand.”

Jakob, der var blevet dybt forelsket i Rakel, sagde: ”Jeg vil gerne giftes med din datter, Rakel. Hun er det dejligste jeg har mødt.”

”Hende skal du få som din hustru”, sagde Laban, ”men inden da må du først arbejde i 7 år for mig.” Jakob slog til og arbejdede i 7 år for Rakel. Han var flittig og dygtig. Han knoklede og sled og gjorde Laban endnu rigere på jord og på dyr. Da de syv år var gået, blev der holdt en kæmpe bryllupsfest. Mændene festede den gang for sig selv og damerne for sig. Da natten var sort som kul, førte man bruden ind i brudeteltet. Og Jakob gik ind for at sove sammen med sin unge hustru. Nu var de gift.

Men da Jakob vågnede om morgenen viste det sig, at det ikke var Rakel, der lå ved hans side, men Rakels storesøster, Lea. Jakob for ind til Laban og sagde: ”Laban, din Laban. Du har snydt og bedraget mig. Jeg har arbejdet hårdt i syv år for Lea, men det var jo Rakel, jeg bad om!”

”Ja,” svarede Laban, ”men du ved selv, at Lea er ældre end Rakel, og her hos os er det skik at give den ældste datter bort først. Desuden, så er Lea ikke så smuk, så hende er der ingen, der vil have. Derfor gav jeg dig Lea som hustru. Men hvis du arbejder i 7 år til, så skal du nok få din Rakel.”

Og Jakob bukkede nakken og knoklede og sled i syv år til for sin Rakel, for han vidste, at Laban havde retten på sin side. Han var jo blevet gift, og det kunne han ikke gøre ugjort. Endelig, efter 14 lange år kunne han gå ind i sit brudetelt for at sove med sin elskede Rakel.

Prædiken.

2.del.

Da der er gået 20 år, vil Jakob hjem. Hjem til sit land. Hjem til sin mor. Hvis hun da lever! Hjem til alle dem han kender. Og han tager af sted sammen med sine to hustruer, Lea og Rakel og alle de børn, som han har fået i mellemtiden. Med sig fører han en kæmpe stor flok af dyr. Får, geder, kameler, kvier, tyre, æsler. Alt det, som han har tjent i sin tid hos Laban.

Han kommer til grænsen ind til sit eget land, Kanaens land. Han står ved den flod, Jabbok, der skiller ham fra alt det og alle dem, han savner. Og han bliver grebet af angst. For inde på den anden side af floden står hans bror, Esau med en kæmpe hær på 400 mand. Og Esau har kun en tanke i hovedet, at slå sin bror Jakob og alt, hvad der er hans, ihjel.

Jakob sender nu alt, hvad han ejer og har ind over grænsen. Ind til sin bror. Han deler det hele op i grupper. Og hver gruppe skal, når de møder Esau, sige: ” Min Herre Esau, se vi er en gave fra din bror, Jakob. Han kommer selv bagefter.” På den måde håber Jakob, at han kan forsone sig med den bror, som han snød i sine unge dage for førstefødselsret og velsignelse. Og som siden har pønset på hævn over Jakob.

Som de sidste sender han sin yndlingshustru Rakel og sin yndlingssøn, Josef af sted.

Nu er han alene tilbage. Alene i mørket. Alene på den anden side. Og han er bange. Bange for sin families liv. Bange for sit eget liv og sin fremtid. Bange for døden.

Han knæler ned, som han har gjort det så mange gange før, og begynder at bede: ”Hjælp mig Gud. Du har lovet, at jeg skulle blive til et stort folk. Du har lovet mig, at jeg skulle have lov at vende hjem? Hvor er nu min lykke? Hvor er nu min glæde? Giv mig glæden tilbage. Giv mig lykken igen.”

Da kommer der en mand og kæmper med Jakob. Det er Gud selv, han kæmper med. Eller er det Guds engel? Kampen er hård. Og den varer hele natten, lige til solen er ved at stå op. Da siger den mand, som Jakob har kæmpet med hele natten: ”Slip mig, for solen er ved at stå op, og du kan ikke tåle at se mig ansigt til ansigt. Så dør du!” Men Jakob er ligeglad med døden. For hvad skal han med livet, når han ikke er glad. Hvorfor skal han leve, hvis han bare skal ind og slås ihjel.

Jakob råber: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”

Og manden, som han kæmper med velsigner ham. Da giver Jakob slip. Nu kan han gå over på den anden side af floden. Nu kan han komme hjem. Nu kan han gå alle farerne i møde. For nu har han fået Guds velsignelse! Hvad skal han med mere? Al hans angst er borte. Al gråd er glemt. For han har fået velsignelsen! Han tager sig i at glæde sig til at møde sin bror. Til at mødes med dem, han savner.

Og Jakob vandrer af sted. Ind over grænsen. Ind for at mødes med Esau. Men da han kommer over på den anden side af floden opdager han, at han halter. I kampens hede har han af Gud selv fået et slag på hoften, der gør, at han halter.

Jakob halter resten af sit liv. Men hvad gør det? Hvad betyder sår og ar, et svækket ben. Han har jo livet. Han har fået Guds velsignelse. Hvad skal han så med mere?

Da Jakob endelig møder Esau, kommer det ikke til kamp. Tværtimod, så begynder de to brødre at græde. De omfavner hinanden og bliver venner for livstid. Og Jakob får alt det tilbage, som han har givet sin bror. For kærligheden er stærkere end hadet. Livet er stærkere end døden.


Jakob fik et slag på hoften. Og han haltede resten af livet. Vi får alle på et eller andet tidspunkt i vort liv et slag på hoften. Vi får alle sammen noget at bære på. Nogle mister en, de holder af. Andre oplever, at deres far og mor ikke længere kan leve sammen, men må skilles. Nogle får et sygt barn, og andre bliver syge og dør. Men lige meget, hvad der sker os her i livet, så har vi lov til som Jakob at råbe til Gud og sige: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Og så har vi lov til at tro på, at Gud hører os og velsigner os.
Guds velsignelse. Den kan vi leve på. Den kan vi kæmpe med. Den gør nemlig, at vi aldrig er alene med vores liv, men at Gud selv er der hos os. Og kæmper sammen med os. Når vi ler, og når vi græder. Når vi leger, og når vi sover.
Det lover han os, når vi døbes.
Det har han i dag lovet de to børn, der er blevet døbte.
Og det kan vi alle sammen holde fast i, for Gud løber ikke fra sin velsignelse og sit løfte til os.
Vi kan få et slag på hoften, så vi halter, vi kan såres. Vi kan knuses og bryde sammen under truslen fra døden og mørkets magter. Men vi kan også slås og kæmpe for, at hverken død eller trusler skal tage livet fra os.
Det gør vi ved at kalde på ham, sige hans navn. Det gør vi ved at se på og tale om lyset midt i mørket. Det gør vi ved at tro og håbe.
Amen.

Introduktion til lystænding:

På gulvet i koret har vi placeret et stort kors, lavet af sand. Ved korsets fod har vi sat nogle løg, der er lige ved at spire. Ved korsets arm har vi stillet en hvid lilje, som tegn på, at Gud lader livet stå op af døde for at blomstre hos ham. I korsets centrum, har vi tændt et stort lys. Som tegn på Guds lys, der skinner i det sorteste mørke, og som aldrig går ud.

Vi vil nu tænde små fyrfadslys ved det store lys og sætte dem i korset.

Efter gudstjenesten vil alle have mulighed for at få et løg med hjem. Det kan man lægge i jorden, og når så foråret kommer, da vil det spire og sætte blomst og minde hver af os om, at som det er med frøets liv, er det med vores. Vi lægges i jorden når vi dør, men kun for igen at få livet som gave hos Gud